Turen til Mbale og Sipi Falls

Vækkeuret ringer kl. 5:30. Jeg skal nå at pakke de sidste ting ned og bærer affald ud inden jeg skal af sted. Ud af sengen, på med det tøj, jeg i forvejen havde lagt frem og nattøj ned i den næsten færdigpakkede rygsæk. Alt er klart og jeg pakker lynhurtigt en lille madpakke: en stor vand, en ananas, en chapati med nutella og en pakke vådservietter.

Kl. præcist 1 minut over 6 sidder jeg i en matatu ved hovedvejen i Kisoga. Solen er endnu ikke stået op og byen sover stadig. Jeg har før færdes i Kisoga efter mørkets frembrud, men aldrig helt alene i en helt tom by - det kan være meget mørkt og ensomt så langt ude på landet. Fik en besked fra Malou om at hun ville finde en matatu omkring på samme tidspunkt, men jeg vidste ikke om hun ville møde mig i  Mukono eller Mbale. Kl. ca. 6:30 kørte bilen. Aldrig før har jeg været så glad for at bilen hjernede derud af og nærmest kørte om kap med en anden matatu. 100 km/t ud af en af de værste veje jeg endnu har kørt på i Uganda, komme først frem og samle de mennesker op der stod langs vejen, og ventede, dernæst fuld fart frem for at kunne overheale den anden matatu der i mellemtiden har overhalet os - vi skal jo foran så vi kan samle de næste op også. En tur der normalt tager lidt over 30 min tog os 20 min - så jeg var i Mukono 10 minutter i 7 hvor min bus til Mbale skulle gå. Jeg sad på en bænk og ventede og da klokken blev 7 spurgte jeg mig frem om, hvornår bussen ville komme. Manden pegede blot på en matatu længere fremme i rækken og sagde at den ville køre til Mbale - bussen kom altså ikke, og hvem ved om det nogensinde var meningen?

Havde på det tidspunkt stadig intet hørt fra Malou, men eftersom jeg sad helt alene i matatuen og vidste at den ikke ville køre før den var fund (mindst 14 passagerer) hvilket godt kunne tage noget tid, ville hun godt kunne nå det selvom hun kom lidt for sent, men hun svarede ikke. Eftersom jeg var den første i vognen kunne jeg sætte mig på forsædet, hvor jeg vidste var bedre plads end noget andet sted i bilen. Bilen blev fyldt lidt efter lidt, og en lidt ældre mand satte sig ind ved siden af mig. Han forstod ikke et hak af, hvad jeg fortalte , og ærlig talt ved jeg ikke om han snakkede engelsk, luganda eller et andet sprog til mig - forstå hinanden kunne vi i hvert fald ikke. Vi fik da ført nogle gode samtaler undervejs, hvor jeg af ukende årsager slog over i dansk (nok fordi han alligevel ikke
forstod mig) - men det gjorde nu ikke samtalerne mindre interessante, og der blev ikke færre af den årsag. Går ud fra han fortalte lidt om sit liv, og jeg fortalte ham lidt om mit.

Kl. halv 9 kørte vi så af sted mod Mbale, og da jeg lige var nået til Jinja ringede Tobias for at fortælle at nu har han ankommet til Mbale. Så kunne han bruge de næste mange timer på at gå rundt og vente på os. (det var vist omkring dette tidspunkt Malou tog fra Kampala). Vi stoppede nogle gange undervejs for at vi kunne købe mad og drikke, men da jeg jo havde min egen madpakke!, købte jeg ikke noget.

2. gang vi stoppede, et stykke efter Jinja, var der 2 mænd der næsten kom op og slås, hvor de stort set stod og slog hinanden i hovedet med en kødpind. Det er ikke første gang jeg ser mænd næsten komme op at slår når det gælder penge eller noget der vedrører penge, fx mad de skal sælge, så det kom ikke helt bag på mig, men det er aldrig behageligt at se voksne mænd så hidsige på hinanden, at de faktisk skal skilles ad af deres kolleger/venner.

Umiddelbart efter dette stop (efter ca. 2 timer køretur) fald jeg lidt i søvn. Resten af ruren skiftedes jeg til at sove, ’samtale’ med manden ved siden af, eller prøve at få fat i Malou.

Vi kørte igennem en by Inganga, hvor chaufføren vækkede mig for at jeg skulle lukke vinduet op  og låse døren. Jeg troede det var fordi vi kørte på en grusvej der støvede en del, så da vi kørte på asfaltvejen igen rullede jeg vinduet ned igen, men jeg nåede ikke langt før chaufføren nærmest panisk sagde at jeg skulle rulle op igen - hvorfor ved jeg ikke. Vi kørte frem og tilbage i byen i over 20 min. Undervejs kørte han også en cyklist ned, uden at nogen spurgte om han var okay, eller kommet til skade, han fortsatte bare, og den stakkels dreng lå bare forskrækket på jorden og så meget forulempet ud. Jeg sad bare og måbede, for sådan noget havde jeg slet ikke forstillet mig kunne ske. I et land for farlige sygdomme som Malaria og HIV/AIDS er meget udbredt er det stadig trafikken der har flest ofre, hvilket egentlig ikke kommer bag på mig, når man har færdes bare en lille smule i den - for den er virkelig sindssyg. Snak om at køre som en brækket arm. På trods af vi kørte frem og tilbage i Inganga, samlede vi kun 2 mennesker op (tror de kørte frem og tilbage, fordi chaufføren var usikker med at holde stille), før vi fortsatte vores færd mod Mbale.

Ca. Ved 13. tiden ankom jeg til Mbale by. Jeg var blevet bedt om at blive sat at ved Kumi taxipark (en af de 2 taxiparker der er i byen), og det blev jeg - troede jeg. Jeg nåede dårligt ud at matatuen før jeg kunne mærke nogen med min rygsæk. Jeg vendte mig om og fandt en mand stående med hænderne oppe foran brystet, i en krummet stilling, ligesom vis man leger kanin. Jeg vippede rygsækken frem og fandt rummet hvor min pung lå, åbent. Der manglede ingen ting, men det var stadig en ubehagelig velkomst. Jeg viklede min trøje om rygsækken, så den skulle fjernes før nogen kunne komme i den, og ringede til Tobias. Vi kunne ikke forstå hvorfor vi ikke kunne finde hinanden, lige indtil vi fandt ud af at vi stod ved hver vores taxipark - jeg selvfølgelig ved den forkerte. Op på en Boda-boda og af sted til den rigtige park, hvor jeg fandt Tobias, der allerede havde ventet længe.
Vi satte os på en bænk og snakkede mens vi ventede på Malou, som vi stadig ikke kunne få fat på. Der var ikke noget signal til telefonen på forskellige strækninger mod Mbale, så der var ikke så meget at gøre. Vi spurgte os frem, for hvordan vi kunne komme til Sipi, og da vi havde ventet i omkring en time, sagde han at han snart ville køre.

Vi satte os i bilen og ventede, hvor vi sad i yderligere en halv time da vi endelig fik fat i Malou, hun var næsten ved Mbale. Vi bad chaufføren vente på hende. Hver gang han tændte motoren for at køre måtte vi bede ham vente, for nu var hun der jo næsten, så kunne vi lige så godt følges. 5 gange tændte han motoren, da Malou (som også var blevet sat af ved den forkerte taxi park) kom, kunne han endelig køre, og vi bevægede os mod endestationen: Sipi.

Da vi havde kørt i nok halvanden time, med propper i ørene (fordi vi kørte op ad bakker, ved foden til mt. Elgon) kom vi endelig frem. Vi nåede dårligt ud af taxien før 2 fyre nærmest overfaldt os, og ville have os til at sove på deres lodge, Moses camp. Vi indvilligede i at se det an, og det var da også rigtig fint, men toiletterne var ulækre, der var intet bad, og vi skulle sove i Bandaer, hvor taget ikke var helt tætsluttende. Vi sagde nej tak, for vi ville gerne se et sted an, som Tobias havde fået anbefalet af et nyåbnet turistcentre i Mbale. Julias (en af fyrene) fulgte os op til Locan Lodge, hvor vi straks blev forelsket i stedet. Vi så ikke engang toiletterne og badet før vi sagde ja til stedet. Bare det, at de havde en rigtig bruser og et hyggeligt sted, til rimelige penge, var godt nok.  Det lå på et meget stejlt sted på bakken (1770 meter over vandets overflade) så der var mange trapper der skulle forceres når vi skulle fra hytten til baren og restauranten eller toilettet, men udsigten var det hele værd. Vi blev indkvarteret, og fik frokost, der godt nok var lidt kedelig og tør. Bagefter gik jeg ned og sov lidt, og vågnede lige i tide til at se den smukkeste solnedgang jeg endnu har set.

Placeringen af stedet var perfekt. Nede for enden af bakken var en dal, der var omkring 100 meter dyb, lige ved os og 200 meter dyb længst væk fra os. På begge sider af os fortsatte bakken rund i en halvcirkel om dalen, men lige frem for os, var bare slette. Vi kunne ca. 50 km ud i horisonten, og uanset om det var skyet eller ej, kunne vi se umådeligt langt, og nyde en skøn solnedgang over det flade landskab der lå foran os. Gik man helt ud i venstre side af grunden kunne man se udsigten til Sipi falls som er Udandas længste vandfald,  og en af de grotter der ligger tæt ved.

Vi fik lækker aftensmad (den bedste beef-stew vi endnu har smagt i Uganda), og sad og hyggede os hele aftenen, hvor jeg fik kælenavnet H2O af vores guide, inden vi gik i seng. Vi skulle ud og heike dagen efter, så vi skulle gerne være udhvilede.

Dagbog tirsdag den 20. maj 2008

Heik omkring Sipi falls

Har ikke sovet helt godt i nat. Der har kravlet nogle dyr omkring mig, og eftersom vi er så højt oppe, er der ingen myg og derfor ikke noget myggenet, som normalt er mit ’sikkerhedsnet’ for andre kryb der færdes på værelserne. Malou havde heller ikke sovet godt at samme årsag og Tobias havde sovet dårligt fordi han havde frosset. Men vi kom da op og jeg hoppede i bad.

Et virkelig skønt et, som for en gangskyld havde dejligt varmt vand, som man kunne indstille til at blive lige så varm man ville have det (det er ikke altid man har det valg). Derefter gik vi op for at få en English Breakfast som skulle være rigtig god. Den var også bedre end noget andet vi har fået i Uganda, men stadig ikke helt i top, baconen var ikke stegt ordentligt, brødet var tørt (dog ristet) oksekødpølser der ikke smagte vildt godt, men røreæggene var helt fine og der var en lækker juice.

Vi pakkede en taske med madpakker og vand inden vi ved halv 10-tiden drog af sted på vores heik, hvor guiden insisterede på at bære vores rygsæk.

Først skulle vi ned i dalen og se “the main drop” af Sipi falls. Vi bevægede os af små smalle stier, mellem kaffe-farme, banan plantager og andre former for plantager. Op og ned mellem klippevægge og ad skumle trapper, men bare må krydse fingre for holder, alt imens guiden forklarede os om alt vi kom forbi.
Sipi falls består af 3 vandfald, hvor af det er det sidste “main drop” der er Ugandas længste fald på 100m lodret ned. Vi startede altså nedefra.

Vi bevægede os op og gik i lang tid hvor vi så en masse mindre store vandfald undervejs. Ved det ene vandfald lå der i grotte i nærheden man kunne kravle ind i. Kan ikke præcist huske hvor dyb grotten var men det var omkring 100m dyb. Grotten er formet af fugle og huser stadig flagermus, som begynde at svæve om hovederne på os med deres ulækre gennemsigtige vinger mens de ’skreg’ deres høje skrig, både Malou og jeg klamrede os til guiden (det var kun Tobias der havde en lygte, og han var gået dybere ind i grotten selv), som hjalp os ud.

På trods af, at vi var lidt bange i mørket og pga. flagermusene der fløj om ørene på os, var det en virkelig smuk grotte, som havde nogle fascinerende former, når man tænker på at det er fugle der med deres næb har gravet en grotte så stor at man på nogle steder kan stå oprejst inde i den. En dreng viste os også nogle sten/krystaller som findes dybt inde i grotten, som egentlig bare lignede en sten, men havde en lidt rød farve. Jeg havde desværre ingen penge på mig, men den var ret fin.

Vi krydsede en hovedvej, hvor på den anden side var ved at blive bygget en restaurant. Der var nogle mænd der sad og slog på nogle store sten, og vi blev enige om at det var et godt job til at komme af med sine aggressioner. Her fra skulle vi betale et fee for at komme til 2. del af Sipi falls vandfaldet. Vi var allerede så trætte at det var fint nok bare at se det på afstand, men vi ville jo også gerne derop. Vandfaldet var delt op i 2. Der var en ‘gren’ af vandfaldet der ikke var så stor hvor at det egentligt bare var voldsom regn ned på en sten. Har kunne vi tage et “power-shower”. Vi gik rundt om stenen og op på en lille klippe hvor vi havde en smuk udsigt til hele vandfaldet. Også her var en grotte, men den gik vi ikke ind i. Vi fortsatte længere op, hvor vi skulle spise frokost på toppen af samme vandfald, hvor der også ville være en naturlig swimmingpool, hvor vi kunne svømme i. Vi gik og vi gik og vi synes at vi fortsatte op ad i en uendelighed.
Ved toppen af vandfaldet slog vi os så ned for at indtage vores frokost, de madpakker vi havde fået med fra lodgen. Efter frokosten kastede vi os ud i diverse former for akrobatik, og endte med at give de lokale et billigt grin. Vi hoppede rundt, slog kolbøtter og vejrmøller, snurrede rundt og gik på hænderne - og så er der jo os (mig) der ikke er særlig akrobatisk, og blev lidt til grin da jeg ikke engang, da både guiden og Tobias stod og holdt mig, kunne gå i bro, som den eneste der ikke kunne.

Efter vores akrobatisk udfoldelser fortrød vi lidt at vi havde brugt alt vores energi på sådan noget pjat, når vi stadig skulle op og se de sidste vandfald og derefter skulle hele vejen hjem. Af sted med os.

Vi fortsatte op, og blev gang på gang udsat for diverse hjemmelavede trapper og stiger, når vi skulle op ad så stejle stier at man var nødt til at bruge en stige. Vi kom op til det sidste vandfald der var mindst lige så smukt som de andre 2. Vi kravlede ned gennem en lille sprække mellem 2 klipper og kom helt ned til foden af vandfaldet. Der var en smuk regnbue for fødderne af os og vi blev oversprøjtet med vandstøv, fra når vandfaldet rammer stenene.

Derfra var vendte vi næsen hjem af mod lodgen.

Vi gik et lille stykke af samme vej vi var kommet fra, indtil vi drejede af mod venstre og begyndte at gå ned af. Vi var ca. 2000 meter, over vandets overflade. Hjem turen gik ret hurtigt, men vi var også alle ivrige efter at komme hjem og slappe af.

Vi var hjemme omkring kl. 15, og havde været ude og gå i omkring 5 en halv time.

Tobias og jeg gjorde os klar til at tage af sted igen. vi skulle ned og have opladet vores kameraer og telefoner (der var ikke elektricitet på vores lodge) og så havde vi besluttet at vi gerne ville rapelle ned langs the “main drop” af Sipi Falls, og måtte til den nærmeste bank 14 km væk, for at hæve penge.

Vi begyndte så småt at gå, da vi blev samlet op af Julius (ham fra moses camp) i en special hire, som ville køre os til banken og tilbage igen. Det sagde vi ja, tak til.
Vi kørte et stykke og samlede nogle børn op med bambus. De kunne ikke rigtig være i bilen, så de måtte sidde i bagagerummet med deres bambus. Jeg sagde jeg godt kunne have en på skødet, så det fik jeg, selvom hen først ikke rigtig var meget for det, men bagefter så ret stolt ud over, at have måttet sidde på skødet af en Mzungu.
Da vi endelig kom til banken, var automaten selvfølgelig gået i stykker. Vi ventede i noget tid, til de fik den til at virke, og vi prøvede adskillige gange, til jeg til sidst kunne få 300 000 ud af maskinen. Lige nok til at vi alle kunne blive en nat længere og komme ud og rapelle (det kostede 50 000 = ca. 150 kr.). Da vi endelig havde fået vores penge, og vi skulle hjem inden det blev mørkt.

Den bil der skulle have kørt os hjem, var kørt for at hente nogle andre, og vi måtte tage en matatu hjem, men det var også fint nok. Vi blev klemt ind i en i forvejen overfuld taxi og kørte ca. en halvtime hjem til vores lodge. Jeg satte mig og skrev noget dagbog indtil solen var ved at gå ned - vi måtte ned og hente vores kameraer, så vi kunne få et billede af solnedgangen. Vi fik det hentet, men desværre ikke i tide nok til at få et billede der kunne forevige den solnedgang vi lige havde overværet.

Vi spiste aftensmad, som i dag bestod af lækker kyllinge-stew med ris og grøntsager. Vi sad for en kort stund og diskuterede ‘the odds of survival’ ved at rapelle, og fik hidset hinanden rimeligt meget op. Vi var alle virkeligt nervøse omkring det, og måtte alle sammen med og ringe hjem og at høre hvad de sagde til det derhjemme. Jeg ringede både hjem til mine forældre, som bakkede det op og til min veninde Cecilie, der også bakkede det op, hvilket beroligede mig en del - jeg besluttede mig for at jeg måtte gøre det!

Dagbog onsdag den 21. maj 2008

Rapelling ved Sipi falls

Vi vågnede lidt i 8, fik tøj på og gik op for at spise morgenmad.

Nervøsiteten begyndte for alvor at melde sig, og da jeg næsten havde spist op, fik jeg det simpelthen så dårligt. Det gik dog hurtigt over, og overtaget af sommerfugle i maven. Vi gik ned til bunden af grunden hvor der var en lille dør. Vi gik et kort stykke til vi skulle krydse noget vand. Vi skulle hoppe over på en lille sten ude i vandet og derefter over på den anden side. Der var først bagefter at jeg fandt ud af at vi lige havde krydset vandfaldet oppefra. Vi kom hen til nogle fyre der stod med en masse seletøj og reb og ventede på os. Vores guide skulle kravle ned først, og derefter ville Tobias gøre det. Jeg var meget nervøs, men jeg havde besluttet mig for at jeg VILLE gøre det - så der var ingen vej uden om.  Guiden fik mit kamera i lommen så han kunne tage nogle billeder nede fra og så fik Tobias Malous kamera (han havde ikke noget selv) og vores telefoner i lommen der kunne lukke tæt, så han også kunne tage nogle billeder af os når han kom ned.
Vi fik at vide at det ca. ville tage 8  minutter at komme ned, men fordi vi ikke havde prøvet det før, ville det nok tage lidt længere tid.

Da guiden var komme ned til bunden og Tobias skulle til at gøre sig klar, skulle vi finde ud af hvem af Malou og jeg der så skulle gøre det som nummer 2 og hvem der skulle sidst. Ingen af os ville til sidst, og jeg kom vist til at sige jeg hellere ville gøre til først end sidst. Så jeg blev lynhurtigt kommet i en sele, og bundet sammen, inden jeg kunne nå at tænke mig om. Inden jeg vidste af det stod jeg og rystede i bukserne og krampende holdt fast i hånden på manden, som skulle holde rebet. Jeg turde ikke gå hen til kanten, og jeg turde ikke slippe hans hånd.

Jeg kom dog hen til kanten, og fik bundet diverse snore fast i mig. Han gav mig et lynkursus i, hvordan jeg skulle gøre, og forklarede at de første 30 meter ville jeg have klippen ved fødderne og de sidste 70 meter ville klippe gå så langt ind, at jeg egentlig bare skulle hejses ned. Jeg kom ud og stå på den stålpind, der den sidste flade jeg kunne stå vandret på. Jeg blev så bange, og blev ved med at sige til manden: ‘Jeg tør ikke, jeg tør ikke!’. Han forstod selvfølgelig ikke hvad jeg sagde fordi jeg snakkede på dansk, og da jeg havde gentaget mig selv en 20 gange spurgte han Malou og Tobias hvad jeg sagde - hvad de svarede opfattede jeg ikke. ‘Jeg tør ikke, jeg tør ikke’, og alligevel kravlede jeg ned på røret under mig, og blev beordret til at strække benene og læne mig til bage. For at kunne gøre det måtte jeg slippe hans hånd, jeg stadig havde krampeagtigt fat i (jeg tænkte ikke på at jeg ikke måtte ødelægge hans hånd, for så kunne han jo ikke holde fast i mit reb). Jeg fik fortalt ham omkring 30 gange at han endelig ikke måtte slippe mit reb, og han forsikrede mig at han skulle nok holde fast igen og igen. Det beroligede mig at, hvis han skulle finde på at slippe så ville både Malou og Tobias banke ham men en bambuspind.

Ud kom jeg, eller ned var det jo. Det første skridt ned på klippen fra jernstangen var det værste, derefter gik det egentlig glat. Han spurgte om jeg var okay, og jeg spurgte om jeg gjorde det okay.

Jeg turde ikke kigge nogen som helst andre stedet end på rebet foran mig og måske lige på klippen. Malou råbte noget til mig, og jeg brølede bare igen - andet kunne jeg ikke overskue, jeg havde travlt med at koncentrere mig om at holde mig selv i live. Der gik ikke længe inden jeg ikke længere kunne ramme klippen med mine fødder.

Pludselig begyndte jeg at dreje rundt og vendte med ryggen mod klippen. Jeg kom til at kigge ned, og pludselig blev jeg ramt af panik og følte jeg var ved at hyperventilere. Jeg rystede uhæmmet, skyndte mig at få fat i klippen og dreje mig. Han havde ikke sagt noget om at jeg kunne dreje rund, så i mine øjne var det helt forkert, og jeg var sikker på at det ville blive min undergang, hvis ikke jeg fik vendt mig mod klippen meget hurtigt. Men klippe forsvandt jo, jo længere ned jeg kom, og der var ikke noget at gøre. Jeg begyndte så småt at slappe lidt af, og kunne nyde udsigten og tilmed kigge ned og vinke til guiden der tullede rundt og tog billeder fra alverdens vinkler. Jeg nåede et punkt hvor jeg ikke synes jeg kom nogen stedet på trods at jeg blev ved med at give snor. Mine ben begyndte at sove, og jeg fik krampe i venstre hånd med hvilken jeg hold fast i rebet. Jo længere ned jeg kom, des lettere blev rebet under mig og hvis jeg ikke holdt godt fast med rebet i højre hånd (den jeg skulle give snor med, så jeg kunne komme ned) følte jeg det bare ville fise lige igennem. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at hvis jeg lænede mig mere tilbage, lå min vægt anderledes på ræbet, og dermed mere stabilt. Den var en lang tur, men jeg blev alligevel overrasket da jeg nærmede mig bunden. Jeg var lige begyndt at nyde det og så var det overstået. Da jeg kom ned, kunne jeg slet ikke stå på benene og vidste ikke rigtig om jeg skulle grine eller græde. Guiden stod et stykke væk og tog billeder af mig og jeg fik råbt til ham: ’så kom dog og hjælp mig’ på dansk, men jeg tror han forstod det alligevel, for han pakkede kameraet væk og kom hen og hjalp mig af med seletøjet, der blev hejst op igen, med sikkerhedslinen.

Guiden viste mig et sted hvor jeg kunne stå og se når de andre kom ned, og han viste mig de billeder han havde taget. Der var en del gode i mellem, men der var også mange gode, og jeg vidste, at han meget nemmere kunne bevæge sig rundt for at tage billeder af de andre, så jeg gav ham kort nogle ideer til kommende billeder og fra hvilke vinkler han kunne tage, med vandfaldet i baggrunden, og sagde han bare skulle tage en masse. Malou kom ud til kanten, og forsvandt for nogen tid igen. Hun kom til kanten igen, og denne gang fortsatte hun ud over og hele vejen ned. Også hun drejede rundt, og havde et kort øjeblik overskud til at vinke, og råbe et eller andet til mig, men jeg kunne ikke høre det, så jeg råbte bare ‘GO MALOU’ en masse gange og heppede. Da hun nærmede sig jorden løb jeg hen til hende og hjalp hende af med snorene og selen, mens guiden tog billeder (han var vist blevet lidt vild med det).

Som rosinen i pølseenden kom Tobias. Malou og jeg stod og heppede, og også han så ud til at have mere overskud end jeg havde da jeg gjorde det. Da han nærmede sig jorden løb vi begge hen og tog imod ham, og hjalp ham af med selen. Vi var alle glade og lettede - vi havde gjort det!

Vi skulle hen til det sted hvor vi i går havde stået og beundret vandfaldet, men for at komme derhen måtte vi springe fra sten til sten ude i vandfaldet og fik et rigtig godt syn til hvor vandet fra vandfaldet flyder hen til sin underjordiske bane og først mange kilometer fremme munder ud i en sø. Man skulle holde tungen lige munden og helst ikke falde på røven, flagrende med kameraet, og få det smadret. Jeg pakkede det ned i lommen, men havde det fremme adskillige gange for at tage billeder af vandfaldet. Vi skulle op af en meget stejl sti, der også var meget glat af alt det vand-støv der sprøjter op. Derefter skulle vi bare følge den sti vi dagen i forvejen havde gået for at komme ned til selvsamme sted.

Det har nok også noget at gøre med at jeg havde brugt alt min energi på at holde mig selv i live (hehe), for jeg havde næsten ikke flere kræfter i mig til at bestige de adskillige stejle stier og trapper , og vi måtte holde adskillige pauser undervejs. Da vi endelig kom op til hovedvejen stoppede vi for at holde en pause og igen blev det til det rene akrobatik. Tobias begyndte at jonglere og Malou måtte lave ‘på tirsdag’ (det gælder om at lave ‘pa tirsdag’ så mange steder som muligt) og jeg mødte et æsel der havde fået flækket sit øre på tværs for at ejeren kunne kende den.

Vi gik tilbage til vores lodge for lige at tage et bad og betale, inden vi ville vende næsen hjemad. Vi fik fanget en vogn der kørte til Mbale, men fortrød lidt hurtigt at vi havde valgt netop denne vogn. Inden længe blev der nemlig stoppet 9 geder ind i bagagerummet, hvor der bestemt ikke var plads til 9 geder. De brægede og virkede rigtig bange, og ejeren grinte bare af os når vi så bekymrede ud fordi den ene ged havde begge sine ben hængende ud af en sprække.

Sådan transporterer man altså geder her. Vi måtte bare lukke øre og øjne.

Da vi kom til Mbale blev vi henvist til en matatu der ville køre til Jinja. Der sad vi og ventede i hvert fald en time, inden den begyndte at køre. Malou og Tobias  sad på forsædet og jeg sad bag i bilen, hvor vi blev klemt 5 mennesker ind på bagsædet. Jeg sad rigtig dårligt, men fandt da en måde hvorpå jeg kunne ligge mig over min taske og sove stort set hele vejen.

Lidt før Jinja stod Tobias af, og Malou og jeg fortsatte en times tid endnu til Jinja. Der fik vi hævet penge og fangede en boda, der kunne køre os til vores ynglings restaurant 2Friends, hvor vi allerede havde besluttet hvad vi ville have: ananas juice, lasagne og salat.

Efter maden tog vi en boda ned til taxa pladsen i Jinja, hvor vi fandt en bus der kunne køre os til Mukono. Vi havde lidt travlt for matatuerne mod Kisoga stopper med at køre mellem 9 og halv 10, og vi skulle også lige nå til Mukono. Da vi sad i bussen fik jeg det pludselig virkelig dårligt, og måtte ud af bussen, jeg lånte et toilet, og nåede tilbage lige i det bussen skulle til at køre og Malou lige havde annonceret at hun manglede sin Mzungu-ven der var på vej, og at vi skulle vente på hende (mig).

Vi kom til Mukono lige i tide til at nå den sidste matatu mod Kisoga, og halvvejs igennem turen skulle jeg simpelthen tisse så voldsomt at jeg dårligt kunne koncentrere mig om andet. I Kisoga by skulle vi købe vand og taletid inden vi skulle hjem, men jeg skulle simpelthen sådan tisse, at malou fik min taske og måtte betale matatuen, købe taletid, vand OG bære min taske, mens jeg løb hjem. Da jeg kom hjem kunne jeg se, de sad i gården og lavede mad fordi hele gården var fyldt med røg. Jeg kunne ikke overskue at løbe igennem gården og skulle sige hej, inden jeg kunne komme på latrinen, så jeg løb uden om huset og om i baghaven.
De så noget mærkelig ud i hovedet da jeg trådte ind i gården ude fra baghaven af, uden min taske og uden Malou. Jeg forklarede dem hurtigt sagen, de grinede og jeg løb af sted for at komme Malou i møde.

Det var dejligt at være hjemme (selvom der lugtede inde på værelset), og vi faldt i søvn og sov meget tungt!

Godnat og sov godt, Malou og Lisa

Blev vækket af Katrine kl. halv 7 efter ca. 2 timers søvn. Vi skulle nå at pakke og spise morgenmad inden vi skulle være ved posthuset ti minutter i 8, for at købe vores billet til post bussen der gik kl. 8. Meget træt og omtumlet fik jeg mast alle mine egendele ned i min rygsæk og fylde i den overbevisning at jeg ville få det rigtig dårligt på den 6 timers lange tur, mange mange flasker med vand.

Endnu engang måtte vi prøve kræfter af med at køre på boda i Kampalas travle gader med en meget tung rygsæk på ryggen. Hver gang bodaen accelererer, er jeg overbevist om at jeg vælter bagover og klamrer mig fast til bodafyren, der uforstående forsøger at vride mine hænder, der har godt fat i hans maveskin, og som niver hver gang jeg vipper bagover, væk. Hvor ville jeg gerne forevige dette ufattelige øjeblik, og tage et billede, men jeg kramper mig godt fast til motorcyklen, og kunne ikke i min vildeste fantasi turde slippe! Det på trods af at jeg rimelig godt har fundet balancen på disse køretøjer, og endda ikke har noget problem i at sidde sidelæns (i dame stilling) gennem de travle gader, så jeg slipper for at blotte mine ben, når man i overskrævs stilling bliver nødsaget til at hive lidt op i nedernedelen, dog til stor glæde for den mandlige del af befolkningen.

Afsted kom vi og fik anrettet os hver i sær ved et vindue i den lille bus med den trange benplads. Turen foregik skiftevis med at forsøge at finde sig til rette og sove lidt og stirre ud ad vinduet. Flere gange på turen stoppede bussen og satte af og samlede folk op. De bedste dele af rejsen var da der ikke sad nogen ved siden af mig, så jeg kunne fylde 2 sæder, og da Katrine købte et kødspyd med ged til mig. Busserne der kører de lange ruter, og som holder stop undervejs for at passagererne kan komme ud og tisse og strække benene, bliver nærmest overfaldet af sælgere der vil sælge alt lige fra vand og juice til levende kyllinger - det kunne jo være man kom i tanke om man godt kunne bruge en levende kylling som man sidder der i bussen og skal tilbringe de næste mange timer i den. Jeg har fået en lille forkærlighed for gedekød. Det har en ret speciel og kraftig smag, og så er det som regel spækket med fedt. Så jeg blev rigtig glad da Katrine nøje udvalgte et der stort set ikke var fedt på. Da vi nærmede os halvvejen, satte en ung ugandisk fyr sig hen og skiftevis snakkede og hørte musik med Malou.

Da vi ankom til Fort Portal, mødte vi hans kammerat Dieter, en tysker som skulle ned og se Queen Elisabeth Park, og havde sin ven Goeffrey med som ‘guide’. Efter at have snakket lidt sammen og rådført os mht. hotel, blev vi enige om at gå ned og snakke med dem fra Kabarole tours (som er dem der arrengerer safariture til Q. E. Park mm). Dernede blev vi enige om at vi sammen skulle lege en bil, for os selv og køre til Q. E. Park tidligt næste morgen. På den måde kunne vi nemlig gøre det meget billigere ved at slå os sammen, og vi kunne få det lige som vi ville have det og ikke være afhængige af nogen andre end og selv. Dieter lagde ud for det hele, og så kunne vi bare sende finde ud af hvor meget vi skyldte ham. Bagefter var det store dilemma hvor vi skulle sove om natten. Dieter og Goeffrey kendte et sted ved en crater lake, som skulle være en hyggelig lodge med udsigt over søen. Det lød fantastisk og det ville også være det nemmeste når vi nu skulle af sted kl. 6 næste morgen. Vi mødte chaufføren Vincent der skulle køre os gennem Nationalparken de kommende dage, og fik fyldt benzin på bilen for 150 000 shillings (også her lagde Dieter ud). Bagefter kørte vi mod den lodge hvor vi skulle overnatte. Det var længere væk end jeg havde regnet med, ca. 30 min køretur fra byen. Vi sad Katrine, Malou, Goeffrey og jeg klemt inde på bagsædet, så da vi stoppede for at se en crater lake (den første vi så af slagsen) satte jeg mig bag på Goeffreys vens boda som kørte i forvejen for at vise vejen. Det var en del mere komfortabelt, bortset fra at jeg tydeligt kunne mærke hvordan hjulene skred i gruset.

Vi ankom til det hyggeligste sted med en udsigt ud over en crater lake, med det smukke landskab der spreder sig omkring den, og med Rwenzori mountains der gemmer sig bag de lavt hængende skyer i horisonten. Der var ikke rindende vand, alt blev hentet nede fra søen, og der var ingen form for elektricitet. Lodgen lå på toppen af en bakke, der var meget stejl, så man næsten måtte læne sig modsat når man gik langs bakken for at komme til vores hytte, for ikke at få overbalance. Vores hytte var delt op i 2 rum, det ene med 2 enkelt senge hvor Dieter og Goeffrey sov, og et rum med en dobbletseng hvor vi 3 piger skulle sove. Ude for hytten stod en stor hvid bænk, hvor man dårligt kunne nå jorden med fødderne når man sad på den, man følte sig helt som en lille pige. Ikke langt fra vores hytte (godt 200 meter) lå latrinen, som ikke just var særlig luksuøs, og jeg turde ikke lukke døren, så jeg satsede bare på at der ikke kom nogen forbi.

Den mad som stedet kunne tilbyde var ikke noget Goeffrey synes han kunne tilbyde os. Så han stillede sig ved kokkegryderne og fik tilberedt et skønt måltid mad til os, med lækre grøntsager og kylling, som vi indtog ved bålet på toppen af bakken, omringet af mørke, men med billederne af den smukke solnedgang vi lige havde overværet.

Umiddelbart efter maden gjorde vi os klar til at gå i seng og fik gjort nat-toilette, med stor frygt for at toilettet ville bugne med kakkelakker - det gjorde det heldigvis ikke. Vi havde fået besked på at tjekke vores værelse for slanger inden vi gik ind, hvilket hylede os lidt ud af den, men der var selvfølgelig ingen. Vi kravlede alle tre ind i sengen med mig i midten. Vi lå i en kort tid og snakkede, før vi faldt i søvn. Eftersom jeg lå i midten havde jeg ikke megen plads at bevæge mig på. Hver gang jeg skulle vende mig vågnede jeg for jeg kunne IKKE vende mig! Først måtte jeg skubbe godt til den ene side, så godt til den anden for hurtigt at kunne vende mig, inden de begge falt på plads igen. De rykkede tættere og tættere på, fordi vi delte tæppe og det var ikke stort nok. Men de fik sovet godt - og det er jo det vigtigste.

Dagbog onsdag d. 30. april

Vi blev vækket lidt over 5. Vi skulle jo nå at pakke os helt sammen (igen) og spise morgenmad inden vi blev hentet af vores chauffør kl. 6. Vi skulle tidligt afsted, for det tog nogle timer at komme til Queen Elisabeth Park, og vi skulle helst være der tidligt for at kunne køre et såkaldt morgen “game-drive”, da det er på dette tidspunkt at dyrene er mest aktive. Morgenmaden var noget juks. De havde fremskaffet noget yougurt, og Dieter havda haft noget muesli med. Vi fik en umoden mango i og nogle små stykker æble (hvilket faktisk er lidt luksus, da æbler er dyre fordi de bliver importeret), men det smagte ikke så godt. Men det lagde da en bund for den lange tur vi havde foran os.
Chaufføren kom i god tid han var der faktisk 20 min før (hvilket er ufatteligt i afrika, hvor alle kommer for sent). Vi kørte mod Kasese hvor vi stoppede for at købe vand og kiks til turen. På vejen var jeg mega træt og sov når jeg kunne, selvom man bestemt kunne mærke at bilen ikke var lavet til at sove i. Vi så den smukkeste solopgang bag bjergtinderne mens vi kørte, og for en tid slog vi taget op for at kunne stå op i bilen og nyde udsynet. Men vi måtte hurtigt slå taget ned igen da morgenvinden var meget kold og vi jo havde taget tøj på til en varm safari tur ude på savannen.

Et lille stykke ude for Kasese stoppede Vincent pludselig bilen, der var ikke nogen der rigtig forstod hvorfor, til vi fik set os om og så at vi netop havde krydset ækvator. Vincent vidste at vi selvfølgelig gerne ville ud og se afmærkningen og tage nogle billeder. Selvfølgelig! :

Videre kørte vi med næsen mod Q. E. Park, og igen fik vi hvilet lidt. Malou lå på de bagerste 3 sæder og sov, og jeg forsøgte at finde mig til ro up ad ruden, uden særligt meget held. Vincent kunne køre os ind i parken uden at krydse en af portene, så vi kunne køre en morgen game-drive, uden at skulle køre helt til porten og betale park-fee. Vi kørte i nogen tid, men uden held. Vi så en masse kobs, som helt idyllisk gik og græssede med de smukke bjerge i baggrunden. Vi var skuffede over at dyrelivet ikke var mere aktivt, for nu havde vi jo regnet med at skulle se en masse dyr, og måske endda også løver. Vi fik da set en enkelt elefant, men den var meget langt væk. Dog var det stadig lige stort og vi kastede os alle til den side elefanten var og knipsede løs på vores kameraer. Uanset hvor langt væk den er eller at man allerede tidligere har set adskellige (i Murchisons Nationalpark) er det stadig lige stort at se det kæmpe vilde dyr med de enorme stødtænder stå og være så fri og levende.

Vi kørte tilbage på hovedvejen og ned til indgangporten hvor vi betalte entry-fee, så vi kunne komme ind til den lodge hvor vi skulle bo.

Vi havde ikke reserveret noget i forvejen, for der var forskellige steder vi kunne overnatte, og vi ville helst gøre til så billigt som muligt. (Dieter betalte alt for Goeffrey, så dermed blev alle priser dobbelt for ham). Den første lodge vi kom til var ret fin. Der var godt nok fælles bad og toilet, og vores dør kunne ikke lukke, men det var nogle fine senge og hyggeligt område. Det kostede 30 000 shillings for “bed and breakfast” (næsten 100 kr.). Vi vidste at det er dyrt at overnatte inde i parken, og at vi nok ikke kunne gøre til billigere, så her blev vi indkvarteret. Umiddelbart efter vi blev indkvarteret spiste vi frokost: en lækker fiskefilet - uden ben (ufatteligt). Den smagte virkelig godt! Efter maden lagde vi os ind og sove, men vi kunne ikke sove så længe for kl. 2 skulle vi booke plads på båden der sejler på kanalen mellem Lake Edward og Lake George. Jeg var bare slet ikke til at vække så der kom først liv i mig da kl var lidt i tre og vi skulle nå båden.

Båden var næsten mage til den vi havde sejlet i i Murchisons Nationalpark, og udvalget af dyr vi så var også næsten det samme: vi så flodheste, bøfler, krokodiller og et bredt udvalg af Afrikas rige fugleliv. Q. E. Park er fx en af Ugandas få nationalparker der har pelikaner, bl. a. der skiller de forskellige nationalparker sig fra hinanden. Den største forskel ligger dog i beliggenheden. Rwenzori Mountains der tårner sig op og kræver opmærksomhed, gemmer sine tinder bag de lavt hængende skyer, og leger med overfladen. Et syn jeg ikke nogensinde har set andre steder. Tidligere da vi havde været i Arua (og i Murchisons) udtalte jeg at Arua måtte være perlen af perlen, når man giver Churchill ret i at Uganda er Afrikas perle. Disse ord må jeg nok bide godt og grundigt i mig. Arua er bestemt smukt, men det kan slet ikke måle sig med hvad vi kom til at opleve naturmæssigt i Fort Portal og Q. E. Park.

Sejlturen tog lidt over 2 timer, og vi kom forbi en fisker landsby, hvor der langs breden var en masse fiskerbåde, og når man kiggede ud over søen, kunne man se en masse små sorte pletter i horisonten, som skulle forestille fiskerbåde - et meget idyllisk udsyn. Vi så 2 mænd der badede i kanalen, hvilket undrede mig meget. Det kan da på inden måde være sikkert at bade så tæt på flodhestene, som er det dyr i Afrika der slår flest mennesker ihjel - men sådan har de jo levet i mange tusind år. Også at se hvordan mennesker og vilde dyr lever så tæt op ad hinanden uden at forsøge at overtage hinandens tilværelse. Bøflerne græsser lige så fredeligt side om side med fiskerne der gør deres både klar til at sejle ud på søen, uden at påvirke hinanden - begge parter vilde på hver sin måde.

For enden af kanalen (ved fiskerlandsbyen) stod Katrine og jeg oppe på taget, da der var meget bedre udsyn. Der stor en flok afrikanere, som alle havde ens tøj på. De spurgte om de ikke godt måtte tage et billede af os og sammen med dem. Vi fik velsagtens taget 5-6 billeder med nogle fremmede mennesker. Vi fik vores egen lille fan-skare i grønt tøj. De ville også have at vi skulle gifte os med deres brødre, men det takkede vi selvfølgelig nej tak til.

Da vi kom tilbage til lodgen skulle vi bare slappe af resten af dagen. Vi skulle tidligt op igen næste morgen, da vi have en tidlig game-drive og så ville vi gerne helt ned syd på i parken, hvor de er kendt for at have three-climbing-lions som det eneste sted i verden foruden en lille park i Tanzania.
 
Efter at have spist lidt aftensmad gik vi til safari-lodgen (som ikke er helt billig) og fik og henholdsvis øl, drinks og juice, men kun en enkelt, så kunne vi også komme tidligt i seng. 

Dagbog torsdag d. 1. maj

Tidligt tidligt op. Vækkeuret ringede kl. 5:30, så havde vi godt tre kvarter til at gøre os klar i. Vi skulle pakke igen, da vi ikke ville komme tilbage til denne lodge, fordi vi ville køre direkte tilbage til Fort Portal når vi vår færdige i Q. E. Park senere idag. Da klokken blev omkring 7 kunne vi ikke forstå at Dieter og Geoffrey ikke var kommet og sagt godmorgen. Katrine gik ned og bankede på og spurgte om de var vågne: “shit…” kunne man høre bag døren - de var vist ikke stået op! Men det kom de hurtigt, for vi skulle være ved lågen (ud til parken) kl halv 7. De lukker nemlig ikke folk ud i parken før kl. halv 7 da der er mange dyr der er aktive om natten, og har dårligt dags-syn. Det er derfor af sikkerhedsmæssige årsager de ikke vil lukke os ud. Ikke desto mindre ville vi være klar, så vi kunne få en tidlige game-drive og få så meget ud af dagen som muligt.
 
Den morgenmad som vi havde betalt for igennem leje af værelserne, og som vi havde aftalt skulle være klar til kl. halv 7, var selvfølgelig ikke klar. Beskeden var ikke blevet givet videre til kokken, så vi fik en klase bananer og 2 skiver tørt brød hver til at gumle på turen. Vi var ude i parken ca kl kvart i 7.

Fortsættes…

[Lisa brugte mange timer i går på at uploade billeder fra denne tur til galleriet. Her kan du se mange dejlige billeder fra deres tur til Queen Elisabeth Park.]

Vi har haft en laaang dag - men holda op hvor har den været god. Lige nu er vi på et hotel i Fort Portal - i den vestlige del af Uganda. Vi kom til Fort Portal i forgårs, hvor vi i bussen mødte to fyre, fra hhv. Uganda og Tyskland. De skulle også til Queen Elisabeth Park (QEP), så vi blev enige om at følges ad, så vi kunne leje vores egen bil. De fortalte at de havde fået at vide, der var en “lodge” uden for parken ved en af de mange crater-lakes i QEP. Vi boede i en hytte med den flotteste udsigt ud over denne sø og vi så den flotteste solnedgang man kunne tænke sig, med bjergene langt i baggrunden.

Næste morgen blev vi hentet klokken 06:00 om morgenen for at køre os ned til den sydlige del af QEP. Vi blev hentet så tidligt, fordi dyrene er mest aktive om morgenen. Vi så dog ikke rigtigt noget - men vi så en masse Cub’s antilopeagtigt dyr. Vi så en enkelt elefant men den var meget langt væk. Senere på dagen kørte vi op til en anden “lodge”, hvor vi skulle bo i selve QEP. Her blev vi indlogeret på nogle ret fine værelser.

Vi fik sovet til middag, og klokken 15 skulle vi ud og sejle på kanalen mellem Lake Edwards og Lake George. Vi så flodheste og krokodiller og en masse flotte fugle, og det var virkelig en dejlig tur. Bagefter tog vi tilbage og tilbragte aftenen på vores “lodge”. Sidst på aftenen tog vi dog hen på et meget fint sted hvor vi fik lidt at drikke.

Her til morgen blev vi hentet 20 minutter over seks, fordi vi gerne ville helt ned sydpå i QEP. Men man kan ikke lukkes ud i parken før efter klokken 6:30 fordi der er en del dyr, der ikke ser så godt i mørket. Vi fik set en del elefanter og en hel masse antiloper, men det var løverne vi gerne ville se. Og helt nede sydpå i parken har de nogle specielle løver, der kravler i træer, og dem ville vi gerne se. Der kommer ikke så mange turister dernede og vejene er ret dårlige, så vi kørte i mange timer og kom så ned til en camp, hvor vi samlede en guard (en af dem der passer på dyrene i nationalparken) op. Han var iklædt grønt tøj og havde et gevær over skulderen. Vi havde fået at vide at han ville være en god guide. De havde bygget nogle hytter med gulve af sten, hvor løverne kunne lægge sig ind i skyggen, og det skulle give os en bedre chance for at opleve de vilde løver. Vi kørte og vi kørte, og vi så ikke rigtig noget - Og guiden fortalte, at det faktisk var sjældent, og man var så heldig at se en løve i et træ. Hvis man endelig fik en løve at se, så var det som regel på jorden.

Vi kørte og vi kørte, og pludselig siger han “Se - der er en løve i et træ” - og der var hele tre løver, og vi fik taget en million billeder. Vi kørte en meter frem og tog en masse billeder - kørte en meter mere og tog en masse billeder - Det var helt fantastisk.

Vi kørte endnu længere sydpå - og pludselig siger han - der er en løve derinde - Men man måtte ikke køre udenfor sporet, så vi kørte langs vejen for at finde et spor - og han kørte så ind af et spor, der faktisk ikke var et spor - så det var ikke helt lovligt. Dyrene skal jo også beskyttes, så man må ikke køre uden for de etablerede spor. Men vi kom tættere på, og kunne så se at løven var virkeligt forpustet og havde en kæmpe mave - og at det var en han-løve. Vi havde fået at vide, at disse løver arbejder sammen tre og tre - Den ene løve lå oppe i et træ - og man kunne se den lige havde spist.

Pludselig så guiden sandelig flere løver endnu. De sidste var nogle, han havde set dagen før eller for nogle dage siden, der havde forsøgt at fange en bøffel - og i gruppen var der en hun-løve, der var blevet såret. Han fik os ned fra taget - og ind i bilen, og vi skulle lukke vinduerne - for der kunne godt ligge unger som vi ikke kunne se, og så ville hun-løven forsvare sine unger. Så kom vi hen og fik set de løver, der lå tre oppe i træet - Vi ville gerne have billeder - og guiden sagde, OK - men så skynd jer, for det er ikke helt lovligt det her.

Vi var ret heldige - for som sagt får de fleste, der kommer herned, slet ikke set løver, og hvis de ser nogle, så går de som regel på jorden - og vi fik set 7 løver oppe træerne.

Og så kørte vi rigtig mange timer tilbage, for vi var så langt sydpå - Men nu er vi tilbage i Fort Portal - og vi er utroligt trætte. Vi bliver i Fort Portal indtil på søndag, og skal se lidt flere Crater lakes - og der skulle være en masse ting vi kan opleve i området - bl.a. et lille vandfald, hvor man kan komme helt hen og stå under vandet, mens det vælter ned over os.

I mandags var Malou og Frederik i Jinja for at lave noget White Water Rafting og Frederik skulle bungy-jumpe. Den tur med White Water Rafting havde virkeligt været grænseoverskridende, og båden var væltet flere gange. Malou havde været presset ned under vandet og var virkelig bange i perioder. Men det gik jo godt - og hun har det fint, så der er ingen grund til panik.

Vi vil gerne hjælpe - men hvor skal vi hjælpe, og med hvad? Vi tror vi har fundet et virkeligt godt projekt, der opfylder alle de krav og forventninger vi med rette kan have. Det er ikke et stort og forgyldt projekt, der skal hjælpe alle de fattige i hele verden. Det handler ikke om at finde en kur mod aids eller malaria. Det handler om noget ganske, ganske simpelt: Nemlig at give børn i en helt bestemt landsby i Uganda, adgang til en helt grundlæggende uddannelse, og involvere forældrene - ikke bare i deres barns uddannelse, men også at give dem det økonomiske fundament, der er nødvendigt, for at de kan lade deres børn gå i skole.

Vi i samråd med Malou og Lisa har besluttet at tage kontakt med Buiga Sunrise, for at høre, om der er noget vi kan gøre. Jeg har haft kontakt med den organisation der driver Buiga Sunrise, og har spurgt dem, hvordan vi kan hjælpe.

Allerede inden jeg blev færdig med at lægge disse informationer på Malou og Lisas blog har tre sponsorer meldt sig, så der er på nuværende tidspunkt kun et enkelt barn tilbage, som vi har informationer om. Jeg har dog talt med Nicole van Seters, og de mangler stadig sponsorer til yderligere ti børn. Vi har endnu ikke fået billeder og baggrundsinformation om disse børn, men disse vil komme på denne side så snart vi har dem.

Læs mere om Buiga Sunrise og hvorfor vi har valgt at hjælpe netop hér fremfor så mange andre steder eller se videoklip fra skolen.

En sponsor-aftale for et barn på Buiga Sunrise koster ca. 75,- kroner om måneden (USD 15,-). Når man sponserer et barn på Buiga Sunrise, går pengene til at give barnet to måltider mad om dagen, en skoleuniform, sko, et moskito-net, vaccinationer, grundlæggende lægehjælp og skoleuddannelse i børnehaveklassen (der i Uganda er 3-årig). Man skal derfor som sponsor for et barn, være indstillet på at yde denne sponsorydelse over en 3-årig periode.

Børnene der modtager disse sponsorater, er nøje udvalgt fra landsbyen Banda-Kyaandaza, blandt dem, der har størst behov, blandt mange der i forvejen har brug for hjælp. Børnene og familierne kommer til samtale før børnene optages på skolen, og det er en forudsætning at familien dels har brug for hjælpen, men også at den har mulighed for, med denne hjælp, at udvikle sig positivt.

Hver familie, der har et barn der forlader skolen efter de to års børnehaveklasse, får som gave en ged, når barnet forlader skolen, og hvis familien i øvrigt har levet op til den kontrakt der indgås med familien, når barnet optages på skolen. Kontrakten indebærer bl.a. at barnet møder i skole hver dag, at barnet hentes, at forældrene deltager i det praktiske arbejde på skolen en dag om måneden, og at en frivillig hjælpearbejder besøger deres hjem en gang i løbet af hvert semester for at vurdere og vejlede familien vedr. renlighed, ernæring, helbredstilstand og børneopdragelse.

Geden er af en særlig robust race. Geder trives under selv ekstreme forhold og tørke ved at spise græs og blade. En hun-ged kan producere adskillige liter mælk om dagen, og denne næringsrige mælk kan bruges af familien som en vigtig fødekilde. Ekstra mælk kan sælges eller bruges til at lave ost eller smør.

Som sagt - Allerede inden jeg blev færdig med at lægge disse informationer på Malou og Lisas blog har tre sponsorer meldt sig, siden har yderligere to meldt sig. Men Nicole Van Seters har nu sendt is information om yderligere 8 børn. Vi har således i alt 9 børn der mangler en sponsor - og vi håber at du er interesseret.

Vi har forberedet en masse baggrundsmateriale om Buiga Sunrise, en side med videoklip og en særlig side med informationer om de børn der søges sponsorer til.

Disse sider opdateres løbende.

Vi håber på at finde sponsorer til alle 14 børn. Som sagt har vi fundet sponsorer til de først 5, men hvis du har lyst til at være med, så klik her og se hvordan du kan blive sponsor.

Lisa har også deltaget i et håndarbejdskursus for kvinder, og du er nogle dejlige billeder af disse kvinder, der fletter kurve, bordskånere og meget mere.

Det er ikke alle billederne, der har detaljerede kommentarer, men vi håber det kommer, hen over weekenden.

Kan vi også hjælpe?

Nu hvor Malou og Lisa er af sted på volontørophold i Uganda - så har vi herhjemme gjort os nogle tanker om, hvordan vi kan involvere os. Jeg har derfor været i kontakt med Nicola Van Seter, grundlæggeren af den skole, hvor pigerne arbejder, for at høre om der er noget, vi her fra Danmark, kan gøre for at hjælpe. Det viser sig at man på Buiga Sunrise har et formidabelt sponsorprogram, hvor vi kan sponsere et barns skolegang på Buiga Sunrise.

I Uganda er der nemlig ikke offentlige skoler, som vi kender det herhjemme med folkeskolen, så grundlæggende gælder det, at man betaler for, at ens børn kan gå i skole. Dem der ikke kan betale, kan ikke sende deres børn i skole.

Det er ikke dyrt (et sponsorat koster ca. 75,- kroner om måneden). Pengene går til at give barnet to måltider mad om dagen, en skoleuniform, sko, et moskito-net, vaccinationer, grundlæggende lægehjælp og skoleuddannelse i børnehaveklassen (der i Uganda er 2-årig). Og det er ikke bare en kortsigtet hjælp. Det er langsigtet og varig hjælp man yder - ikke alene til barnet, men også til barnets familie - og selv om vi kun støtter barnet et par år på børnehaveklassetrin, så en slutresultatet at barnets familie ender med at have det økonomiske fundament for fortsat at kunne betale for barnets uddannelse, også i de efterfølgende syv skoleår (i hovedskolen).

Dette opnås ved, at et børnehaveklasseforløb på Buiga Sunrise - ikke blot er en tidlig uddannelse af børnene. Det er også en uddannelse for forældrene, og det ender med at forældrene, hvis de lever op til den forældrekontrakt der indgås, får en ged. Denne geds afkom (gedekid) og mælkeproduktion, er så med til at betale for barnets fortsatte uddannelse.

Der vil komme mange flere informationer om alt dette her i Malous og Lisas Blog i dagene der kommer - men du kan jo allerede nu begynde at overveje, om det var en måde du kunne tænke dig, at involvere dig på, og at støtte op om det arbejde Malou og Lisa gør i Uganda.

- Henrik (Lisas far)

Jeg håber i alle har det godt, og at mange af jer har modtaget de postkort, breve og mails, der er blevet sendt af sted til Danmark den seneste tid. I har væbnet jer med tålmodighed mht. mine dagbøger, og det kommer I nok til lidt endnu. Jeg har på det seneste været meget inde i en ‘doven’ periode, hvor jeg har været ret ugidelig, det sig både i skolen og derhjemme. Malou har mange gange lagt øre til mine beklagelser over konstante savn til jer derhjemme. Når jeg tager mig selv i disse tanker, inden de flyver ud af munden på mig, kan jeg ikke lade være med at grine lidt ad mig selv - jeg må lade være med at tænke så meget - leve lidt mere. Det skal så også siges, at det ikke har stået til hindring for at vi har haft nogle skønne dage, med masser af oplevelser.

Nu er jeg også sikker på det hele vil vende. Vi har af mange grunde besluttet at stoppe vores arbejde på Sct. Andrews. Det er bestemt en god skole, og børnene er dejlige, men vi synes at vores udbytte har været begrænset. Det er en yderst velfungerende skole, og vi føler af vi blot falder ind i en i forvejen fungerende hverdag. Selvfølgelig har vi meget at bidrag med, men efter selv at have fulgt en del timer, føler vi ikke vores undervisning giver det udbytte vi kunne ønske os - tværtimod. Desuden holder skolerne ferie i maj, så vores arbejde her skulle alligevel slutte om et par uger. Vores arbejde på Buiga Sunrise er opløftende og glædeligt - vi simpelthen elsker at komme her, og vi føler at de udnytter vores arbejdskraft, både i form af materielt arbejde og sammenhold med børnene.

Desuden var vi på et stort Health Centre i dag, der ligger et godt stykke fra Kisoga, i modsatte retning af Mukono - altså endnu længere ude på landet. Vi kørte i Matatu i nogen tid - det blev en tur vi sent vil glemme! Det havde regnet voldsomt i nattens løb, og de i forvejen ikke just velfungerende veje var om end endnu mere umulig at køre på. Malou og jeg sad fordybet i en litterær samtale, da bilen kørte ned i en kæmpe vandpyt. Det næste vi ser, er en kvinde der sidder skråt til højre foran mig siddet med et vildt ansigtsudtryk. Det lignede hun havde bidt i en overdrevet sur citron - hele ansigtet var presset sammen dog noget overrasket, desuden var hendes ansigt stærkt præget at den store røde mudderklat der var fløjet ind af vinduet og plantet midt i det. Vi kiggede omkring os - alle, stort set uden undtagelse, sad dækket i mudder. Kvinden ved siden af mig havde i mudder både i ansigt, øre og hår. Jeg selv havde også taget min del af morskaben, og var (fordi jeg sad med ansigtet vendt mod Malou) dækket i den højre del af ansigt og hals. Min T-shirt var dækket i mudder pletter på hele brystpartiet, og begge mine arme bar stærkt præg af den røde jord. Malou, der havde en mand siddende halvt oppe på sit skød, var en af de meget få der ikke blev ramt af mudderets indtrængen. Kun et par få dråber havde, i sin vildskab, fundet vej til hendes nederdel. Vi blev, flade af grin, enige om at vi nu var forenet med Afrikas røde jord. Denne episode har hele dagen bragt grinet frem på vores læber.

På health centeret fik jeg mulighed for at vaske mig, inden vi skulle møde lægen. Vi satte os ud i solen for at ‘tørre’ inden han var færdig mig sine konsultationer. Jeg var næsten færdig med den bog jeg er i gang med at læse: Mary Shellys Frankenstein. Malou og jeg havde tidligere snakket og diskuteret bogen, og jeg læste lidt op for hende. Jeg havde nok læst en side eller to de jeg opdaget at flere kvinder var stoppet op på stigen bag os og lyttede til min fortællen. Det var bestemt ikke for at skræmme dem væk at jeg vendte mig om da jeg følte nogen iagttage mig - de smilede venligt og fortsatte deres færd. Efter kort tid hentede lægen os, vi gik ind på hans kontor, og han fortalte os om klinikkens forskellige projekter. Vi kan ikke huske halvdelen af dem, men han gav udtryk for at det lå os frit for at vælge mellem disse projekter, der var fastlagt på forskellige af ugens dage, og ud fra det planlægge en arbejdsplan. Vores arbejde vil bestå i at følge en sygeplejerske (måske får vi også uniformer) og overvære hendes arbejde, uanset hvad det måtte være. Afrikanerne virker ikke blufærdige, som de fleste nok ville være i Danmark. Da han viste os rundt, kom vi ind i et undersøgelses lokale, hvor damen der skulle undersøges bare uden videre smed trøjen og lagde sig på briksen - foran os og for åben dør. Heller ej fik vi den opsang om tavshedspligt vi havde regnet med - dette er jo også et vigtigt element i det danske sundhedsvæsen.

Ud over klinikkens udseende virkede det meget velfungerende. En af vores første tanker var - her kan man da ikke udføre en operation! Men det gør de altså, og det fungerer. Det minder mig enormt meget om en bog jeg læste inden jeg tog til Uganda, om en ung sygeplejerske der drog til Congo for at arbejde på et hospital. Også hun var blevet overvældet af primitiviteten, men stadig erfarede hun, at det fungerede fint, man tager bare nogle andre forholdsregler. Vi så også fødselsafdelingen’ hvis man kan kalde det det. Et rum med 2 brikser til modtagelsen af barnet - der var dog et lille forhæng man kunne trække ned mellem de to senge for lidt ‘privatliv’. Vi gik ind i det lidt større rum med omkring 10 senge, der stod meget tæt, og var, lig fødselsrummet, hverken betrukket med sengetøj, tæpper eller en hovedpude. De lå bare på den bare madras på den kolde jernseng. Der lå to kvinder, som, fik vi fortalt, havde problemer med deres graviditet. De havde ikke umiddelbart nogen synlig mave, men dette er også svært, da de fleste kvinder (har på landet) bærer store kjoler, der på ingen måde viser figur. Vi blev ikke præsenteret for disse kvinder han stod og talte om og pegede på imens han fortalte om et specielt bord/seng i metal. Jeg forstod ikke helt brugen af dette bord, jeg var dybt fascineret af dette primitive hospital, som alligevel var velfungerende.

Da han havde vist os rundt, gik vi tilbage til hans kontor, hvor vi aftalte at vi kom tilbage mandag, hvor vi skulle møde den læge der styrede det hele. Det er også den læge der udfører de operationer, som onsdagen er sat af til. Vi spurgte ikke direkte, men vi gav udtryk for at især dette projekt interesserede os - og han sagde ikke på noget tidspunkt at dette projekt var ude for vores rækkevidde, blot at vi frit kunne vælge mellem projekterne og vi skulle fastsætte dette på mandag.

Dette er det som kommer til at overtage vores arbejde på Sct. Andrews, og de som kender mig godt, ved hvilken glæde dette er for mig. Hvis dette bliver muligt for os i den grad som vi håber på, og som vi fik udtryk for i dag, vil det uden tvivl se godt ud på begge vores ansøgninger til sygeplejerskolen når vi kommer hjem. Desuden vil dette blive en kæmpe oplevelse for os, og give os en smagsprøve på det arbejde vi med stor glæde er på vej til at vie vores liv til. En hel ubegribelig chance vi begge tager imod med kyshånd!

Dette giver mig også en mulighed for at bryde ud af min dovne periode, og på ny tage fat. I morgen skal vi på Buiga Sunrise hele dagen. Der er normal skole mellem 8 og 13 og kl. 15 kommer der en organisation fra Mukono og holder et foredrag/diskussion om demokrati for forældrene - det vil vi også meget gerne deltage i, da vi jo selv har forsøgt os på samme, bare for børnene på Sct. Andrews i stedet for. Det er ikke helt fastlagt endnu, men vi satser på at skulle ud og ride på lørdag - ellers tager vi til Mukono og rykker ridningen til en anden gang. Vi ligger det bestemt ikke på hylden, men kan det ikke lade sig gøre, må vi udsætte det. Grunden til det ikke er fastlagt endnu, er at vores værtsfar Chris, kender nogen der har en farm hvor de også har heste. Måske han kunne finde os en lidt mere privat og billigere tur, men dette er jo Afrika, og alt tager enormt lang tid, så vi har væbnet os med tålmodighed - bliver det ikke i denne weekend, så bliver det i en anden.

Midt i næste uge (onsdag eller torsdag, alt efter hvad vores nye arbejde byder på) tager vi til Kampala igen. Lørdag ankommer mange af vores rejsekammerater til MS huset. De fleste fra det andet hold har afsluttet deres projekter i denne uge, og tager til Kampala for at tilbringe de sidste dage inden de rejser hver til sit, både til andre tilstødende lande (Kenya, Tanzania osv.) og tilbage til Danmark. Mandag bliver der holdt en fødselsdagsfest for en af de rejsende/afskedsfest for alle de der snart forlader Uganda, og det skal vi da med til : Vi tager hjem igen tirsdagen efter. Hvor vi straks vil genoptage vores arbejde.

Betty (værtsdatter) har netop fået ferie fra sin skole. Hun vist os sin eksamensopgave, hvor hun svarede 16 ud af 20 spørgsmål om en bog de har læst korrekt. Stolt og lettet kan hun nu holde ‘ferie’. Hun skal nemlig benytte sin ferie til at lave hand-crafts. Det synes jeg er vildt fedt - jeg vil da også gerne lave en kurv selv. Nok kan hun lide det, men det er jo stadig et arbejde, hvorfra familien skal tjene penge.

Jeg vil slutte mit brev med en særlig hilsen til min fantastiske søster, jeg holder utroligt kært, der fylder 22 imorgen, den 18. april: hjerteligt tillykke med fødselsdagen, Maria. Til hende har jeg sendt en fin afrikansk gave, som hun vil modtage når hun i morgen bliver vækket med gaver og sang. Hun vil være i mine tanker hele dagen, med håb om en god dag med lækker mad (kød?!).

De varmeste og kærligste hilsner
Lisa

www.youtube.com/watch?v=kSlggpfzFBQ

Hjerteligt tillykke med fødselsdagen Lisa. Du skal vide du er elsket og savnet, og at vi vil tænke på dig HELE dagen.

Forleden modtog vi også et langt bidrag til Lisas rejsedagbog, det kan du læse ved at klikke længere nede på siden.

Vi tag af sted fredag efter vi havde været på Buiga Sunrise. Da vi kom til Kampala, brugte vi nogle timer på shopping. Vi trængte begge til noget nyt tøj, for tøjet bliver beskidt så hurtigt hernede, og vi kan jo ikke gå og vaske tøj hele tiden. Så det fik vi købt, og jeg fik tilmed købt mig en rigtig fin ny taske, så jeg ikke længere behøver at slæbe min rygsæk med hver gang vi skal ud. Det er rigtig rart, og den er tilmed rigtig fin. Bagefter tog vi hjem til MS-huset, hvor vi mødte Mikkel, der lige har afsluttet et 3 måneders langt volontørophold i Tanzania, han skulle egentlig rejse med en kammerat, men han havde været nødt til at tage hjem til Danmark for en kort periode, da han skulle hjem til en begravelse. 4 piger (Alda, Pernille, Sarah og Majken) fra vores eget hold var der også, det var ret hyggeligt, for vi anede ikke de ville være der. Vi købte ind og lavede aftens mad. Det er altid en god diskussion at finde ud af hvad vi skal spise - en ting er vi dog enige om: KØD! Men da det lokale supermarked kun fører frosset kød, måtte dette vente til næste dag. Så vores aftenmåltid bestod af pasta, (Malou fik suppe til) og frisk salat med ost. Derefter gjorde vi os klar til at tage i byen, med alt hvad der hører til, et dejligt bad, rene fødder, og endda en lille smule mascara på øjenvipperne - det var efterhånden længe siden.

Kl. halv 10 kom Eddie (søn af Chris og Khezia) og hentede os med 2 venner. Vi havde spurgt om de ikke ville med ud og have en øl, og så måske vise os et af de steder de godt kunne lide at gå i byen. Det blev en blandet fornøjelse. Først gik vi rimeligt langt, hvilket vi slet ikke var forberedt på, bagefter ombestemte de sig 3 gange mht. hvor vi skulle hen. Jeg blev beskyldt op til flere gange for at være træt og deprimeret, blot fordi jeg gik langsomt (samme tempo som dem, sakkede da i hvert fald ikke bagud). Da vi så endelig fandt et sted på det universitet hvor de læste og boede, havde vi gået rundt i Kampala i, i hvert fald 45 min. Malou og jeg gik op og bestilte 2 øl og satte os ved det bord de havde fundet. De kiggede mærkeligt på os, og lidt efter fortalte Malou mig, at Eddie havde spurgt hende, hvorfor vi dog ikke havde købt noget til dem, når nu vi havde inviteret dem ud. Det er jo bare slet ikke sådan man gør det i Danmark, og vi havde ikke tænkt, at vi skulle fortælle dem, at de skulle betale selv, det havde vi taget som en selvfølge. Det må vi så huske til en anden gang. De forventer at man som hvid, vælter sig i penge og kan give om sig til højre og til venstre, det sig være til mad, uddannelse, transport eller en tur i byen. Det har vi jo bare slet ikke råd til, så vi måtte bare fortælle de 3 drenge, at det kunne vi ikke. De virkede til fornærmede først men de gik da selv op og købte noget, og vi fandt da ud af at Eddie slet ikke drikker alkohol. Da vi havde været der i en time, lukkede baren, kl. var lidt over 11. Vi spurgte om de ville med hen på det Backpackers Hostle, hvor vi var i byen sidst og hvor vi kendte en fyr som arbejder der. De kunne slet ikke forstå, hvordan vi kunne tage i byen, det var jo alt, alt for sent, men af sted - det skulle vi altså.

Vi ankom til Hostlet lidt i 12. Frankie var stadig på arbejde, så vi satte os bare og snakkede lidt med nogle mennesker. Vi mødte 2 fyre fra USA, der rejser med en amerikansk organisation hvor de skal være i Uganda i 26 måneder, kun med en lille løn - de skulle hjem engang i 2010. Lidt efter mødte vi en ung fyr, fra New York, der var volontør lige som os. Han, og dem han rejste med, var bare volontører i Kenya, og var på ferie i Uganda inden nogle af dem skulle hjem, og andre til nye steder. Vi satte os ud til dem, og snakkede med dem. De var virkelig søde. De kom fra USA, Canada og England, og havde som sagt været i Kenya i 3 måneder, så de havde en masse og fortælle, og så kunne vi jo fortælle dem lidt om Uganda. Den ene (englænderen) havde været så uheldig at komme til skade og havde en uge forinden været inde og blive opereret i sin ene testikel. Så han kunne ikke rigtig komme så meget rundt som de andre, og han kunne ikke komme med ud og river-rafte, som de andre skulle i starten af denne uge. Egentlig skulle han være sengeliggende, men lidt ville han altså opleve, så han var taget med til Uganda alligevel.

Senere på aftenen kom de 2 fyre vi havde talt med tidligere ud til os, ved 1-tiden da baren lukkede. Den ene var meget fuld, og fattede ikke halvdelen. Det blev han drillet en del med, men han fattede det ikke. Dette og pinefulde oplevelser, som operation på testiklerne i Afrika, var det helt store samtaleemne hele aften. Det var lidt svært at sidde som den eneste, der ikke taler engelsk som første sprog. De talte alle sammen ret hurtigt, jeg forstod det meste, men man skulle alligevel være rimeligt meget på dupperne, hvis man skulle bidrage til samtalen. Da klokken var ca. 3 satte vi os i en taxa og kørte hjem til MS-huset. Vi var rimeligt bombet, så vi hoppede bare direkte i seng.
 
Næste morgen blev vi vækket ved 9 tiden af en dame, der ville have betaling for vores overnatninger og til duften af de pandekager Sarah var i fuld gang med at lave. Vi gjorde os klar til at tage ud og opleve lidt af Kampala. Først tog vi til et African Craft Market, hvor vi hurtigt fandt en fin lille butik, der solgte nogle fine postkort, og en masse andre ting. Det kildede godt i fingrene, og øjnene flakkede vildt fra den ene flotte elefant skåret i træ til den anden. Der hang tasker, smykker og tørklæder over det hele og hylderne var fyldt med fint udskårne dyr, lige fra små flodheste til kæmpe store giraffer der gik mig til brystet. Skåle, masker, lysestager og statuetter var også en væsentlig del af deres sortiment, som bare synes flottere og flottere jo flere butikker man gik ind i. Hele 3 gange fik jeg ros for min taske, som jeg ofte måtte ned i, for at fiske pungen, der blev mindre og mindre, op. Da vi havde været rundt i mange butikker, blev vi enige om at nu måtte vi nok også videre - vi kunne jo altid komme tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt (og det gør det nok hehe). Vi tog til Garden City, som er et shopping center. Der var også en rigtig fin butik, der hed Banana Boat. De solgte også afrikansk håndværk, til den helt store guldmedalje - der var bare nogle ting der var ret dyre, og fordi det var en rigtig butik, var det ikke muligt at prutte om prisen, der må man bare betale den pris der står på varen. De havde også en masse fine postkort, så dagen i morgen må nok vies til postkort-skrivning. Desuden fandt vi et skønt supermarked hvor vi kunne købe friskt kød. Vi fandt os de største 2 bøffer (entrecote) vi kunne finde - nu skal vi godt nok have kød. Så måtte den frosne klump vi købte i går, vente til frokost næste dag ellers måtte vi give det til Mikkel. Vi købte ind så vi kunne lave en lækker omelet, med løg, peberfrugt, agurk og ost til frokost, og så vi kunne lave bøffer, pasta, salat (fra dagen før) og fløde sovs. Nogle af de ting vi savner mest hjemme fra madmæssigt, som vi stadig har mulighed for at lave hernede selv. Vi tog hjem med vores indkøb, og kunne ikke lade være med at smile over de lækre røde bøffer vi havde liggende i køleskabet (de var ikke engang dyre - ca. 4000 USH = 15-16 kr.). Vi kom hjem og jeg lavede nogle skønne omeletter, som vi spiste mens vi så en ‘den eneste ene’.

Da vi havde spist spurgte Mikkel om vi ikke ville med ham ind til centrum, og finde det marked han tidligere havde været på. Så vi hoppede i nogle sko, fik skaffet os 2 boda’er: Malou og Mikkel på en og mig en den anden. Det var heldigt Mikkel havde fået mit nummer tidligere, for trafikken i Kampala var sindssyg og vi blev hurtigt væk fra hinanden. Men vi fandt da hinanden rimeligt hurtigt igen. Vi kom ind på markedet. Det var kæmpe stort. Både Mikkel og Malou havde været der før, men kunne til start ikke kende det. Gangene var små og mudrede og der var mennesker over det hele. Folk råbte efter os, og nogle tog endda fat i os - det var ikke særligt rart, men vi skyndte os bare videre. Jeg fik lidt klaustrofobiske fornemmelser, og havde egentligt lyst til at gå ud, men på den anden side er det jo Afrika i en nøddeskal - og det skal jeg da opleve. Vi gik rundt længe og kom ud på den anden side. Vi fandt et (ret klamt) toilet, og fik en cola og noget vand - så var det ellers bare ind igen. Da vi kom ud på den anden side var Mikkel 2 sweatre rigere, og jeg, en bog. Så vendte vi næsen hjem ad, efter en lang dag i Kampala og en del fattigere. Jeg løb lige op i det lokale supermarked for at købe et brød, da vi havde glemt at ligge det andet vi tidligere havde købt ind i skabet, så der var kravlet myrer i det - ud med det.

Vi fik lavet mad som endte med at blive et næsten himmelsk måltid. Ikke fordi det var fantastisk godt, men fordi det bare var så læge siden vi havde fået noget godt rødt kød og en fløde sovs. Mens vi spiste ankom der 2 piger til MS huset. De skrev opgave i ulandsudvikling og europæiske studier som de læste på RUC. De fik sig en flaske vin, og Malou og jeg lavede nogle drinks vi havde købt ind til tidligere, for at forkæle os selv lidt. Vi gik tidligt i seng - vi var helt udmattede efter en lang dag.
 
Søndagen var dømt til afslapning. Vi skulle bare skrive postkort, finde et postkontor og sende dem, og så hjemad til Kisoga. Det blev dog lidt anderledes end planlagt. Godt nok fik vi skrevet postkort, og da kl. var omkring 12 tog vi ud for at finde et postkontor - det kunne vi imidlertid godt glemme alt om, for det var søndag, og postkontoret havde lukket, som en af de eneste butikker, der har lukket om søndagen. I stedet tog vi til Garden City hvor vi ige- igen gik i Banana Boat butikker og kiggede. Vi spiste frokost i cafeteriet, hvor Malou fik en pizza fra en persisk restaurant og jeg fik nogle stegte nudler med kylling og nogle forårsruller med kål i.

Da vi kom hjem havde en at DW’erne ikke lukket ind til kontoret, så vi kunne låne hans computer. Jeg satte mig ind og fandt hurtigt ud af at internet forbindelsen var den bedste vi har oplevet hidtil. Vi fik begge tjekket mail og ellers slappede vi bare af og så flere danske film. Da det nærmede sig aften tid, kunne vi ikke forstå hvorfor Chris ikke havde ringet til os som aftalt, så vi ringede til ham. Hans radioprogram var først kl. 8. Sidst vi skulle hjem fra Kampala var kl. kvart i 7 om aftenen og vi var ikke hjemme før kl. halv 12, hvis vi skulle vente til kl. 9 på ham, ville vi måske ikke være hjemme før halv 2 - det kunne vi ikke lige overskue, så vi aftalte at vi blev endnu en nat i MS huset og tog hjem mandag i stedet for. Mikkel der havde fået vores kød, vi købte fredag, lavede da hakkebøffer til os alle 3 og vi kunne få lidt af hans pasta. Efter maden ringede jeg hjem og umiddelbart derefter satte jeg mig ind til computeren, og der sad jeg faktisk resten af aftenen og til langt ud på natten. Var på MSN for første gang siden før mine eksaminer i 3.g. og snakkede med far, alt imens jeg var i fuld gang med at sende billeder hjem. Det blev vist alt i alt til 125 billeder der blev sendt af sted og kommenteret inden jeg gik i seng kl. 3, lokal tid.
 
Mandag morgen, fik vi dog sovet lidt længere tror kl. var halv 10 da vi blev vækket. Det var jo mandag og der var masser mennesker i huset, desuden skulle de gøre rent på vores værelse, så det var klart til nogle andre der skulle bo der i løbet af ugen. Så vi fik pakket sammen og stillet alle vores ting ud i stuen. Malou lagde sig på sofaen og så film, og jeg skrev nogle flere postkort. Fordi postkonteret jo havde lukket i dag, blev vi enige om at tage ind og sende kortene i dag så. Efter vi havde været på postkontoret tog vi til Garden City igen og fik købt ind til frokost, hvor vi købte ind til at lave omelet igen-igen, denne gang dog også med kylling (bemærk: uden scener, ben og rent fedt) i en hvidløgsmarinade, som viste sig at smage helt vildt godt. Mens vi spiste så vi Mifunes sidste sang, men efter vi havde spist faldt vi i søvn begge to.

Efter vores lille lur, vendte vi næsen hjemad mod Mukono, hvor vi meget trætte ankom ved 6-7 tiden om aftenen. Vi var totalt smadrede og gik i seng uden mad.

“How are you?” spørger Peter, hvis stemme ikke er helt genkendelig mere. Soldaten brummer en mistænksom lyd og tager et kig på bilen udenpå.. Peter får et anerkendende nik og vi kan og vi kan derefter fortsætte mod Arua.

Lisa og jeg havde været på vej fra Kampala siden kl.10 om morgen. Turen skulle vare i mange timer (og mange timer er måske som bekendt et ret vidt begreb nar vi taler om “The African time”). Men vi ville være sikre på, at holde til den lange rejse så jeg sad nærmest med kiks, frugt, juice og slik til op over ørerne. Aftenen forinden var ikke endt specielt tidligt, så jeg følte mig i forvejen ikke helt på toppen.

Peter skulle transportere os hele vejen til Arua i den knald røde MS truck. Han havde sin datter, Hanne med på forsædet og Hannes veninde, Amanda imellem Lisa og mig på bagsædet. 

Kampalas trafik er på alle tider af døgnet utrolig kaotisk og meget uoverskuelig, og denne morgen var absolut ingen undtagelse. Køer med dyttende transportmidler af alle slags holdte på de rødstøvede veje i 28 graders varme, og de var stort set, hvad vi sneglede os igennem de første 2 timer. Råb og skrig fra de overfyldte matatuer (en slags minibusser) underbyggede Kampalas meget uorganiserede trafik. Jeg ved ikke om Ungander tror (ligesom min mor), at det hjælper, at råbe og skrige af trafikken for at komme hurtigere frem (nu forstår jeg jo heller intet af, hvad de råber op om, i modsætning til min mor, så det kan jo selvfølgelig også være de bare snakker om vejret, mens de holder i kø).

Trafikken blødte efterhånden op som tiden gik, men dette var kun starten på mit livs værste bumletur nogensinde. Rutchebanen i Tivoli kan godt gå hjem og lægge sig efter en tur på de veje i Uganda, vi nu kom til. Strækningen var så umulig og hullet, at jeg simpelthen ikke ved, hvor mange gange mit hoved fik sagt goddag til loftet i bilen. 

Det er mig en kæmpe gåde, hvordan de hvide matatuer, holder til de fuldstændigt håbløse veje, og ikke mindst den ubarmhjertige kørsel, de bliver budt. Peter har vist lært at være ligeglad med vejene. Det virkede i hvert fald ikke som om, de rørte ham det mindste, for han kørte som alle andre gør i Uganda. Overhalinger, der får hjertet til at flyve op i halsen på mig, og der når nærmest ikke at komme ned igen, før Peter laver et nyt livsfarligt stunt. Men sådan er det her.

Heldigvis kunne vi, der sad i bilen, distrahere os selv med radioprogrammet “Mads & Monopolet” som Hanne havde en hel del af på sin I-Pod.

Jeg tror faktisk det lykkedes mig, at falde lidt hen ved hjælp af min ene høretelefon, som virkede i det ene øre, og lyden af en knevrende Susanne Bjerrehus fra monopolet i det andet øre. Utroligt nok.

Lidt senere stopper Peter op, for at købe lidt at spise. Der gjaldt det om at holde vinduet så lidt åbent så muligt. De lokale folk stimler nemlig sammen om bilen, som bier sværmer om en bikube. De nærmest maser mad og dem selv mod bilruderne, så man skulle tror de prøvede at komme ind i bilen. Nu har jeg været i Uganda i over 3 uger, så begejstringen fra de lokales side over min hudfarve, er så småt ved at gå mig alvorligt på nerverne. Jeg spekulerede på, mens jeg prøvede at abstrahere fra de 10 næser der var skubbet op mod min rude, om de mon troede de fik solgt mere med den iver de havde. Jeg holdt i hvert fald mit vindue helt lukket og lod Peter købe ved sit.

Da jeg 2 min. efter, fandt mig selv gumlende på verdens sejeste stykke gedekød, forstod jeg, at for de lokale her handler det hverken om kvalitet, kundeservice eller handelsinteresser. Det handler om overlevelse. Så virkede det hele pludseligt forståeligt nok.

Da vejene efterhånden var blevet nogenlunde at køre på, og trafikken kun var vores røde MS truck, begyndte jeg at rette fokus ud gennem vinduet. Og ved tanken om at dette land engang var blevet kaldte for “Afrikas perle” blev jeg mere en klar over hvorfor Winston Churchill engang havde udtalt det sådan. Jeg var nu vidne til åbne vidder, der for øjnene af mig trådte frem på en måde, jeg aldrig før havde set magen. Det fik min næse til helt automatisk at rykke så tæt på ruden i bilen den kunne komme. Jeg troede ikke der fandtes så mange grønne nuancer, så meget lys, så meget natur, så meget skønhed og fred.

Uganda viste sig fra sin frodigste og mest levende side.

Kampalas støvede og larmende liv, føltes nu som et helt andet land, da MS trucken skød gennem den nye verden. Naturen havde udviklet sig til et syn, der måtte få det mest stressede menneske til at stoppe op og holde vejret (eller som min mor sikkert havde udtalt det: “Nåij, tjek lige det view, piger!”).

Mads & Monopolet var skiftet ud med Sigur Ros, og da den nu helt asfalterede vej strakte sig i en lige linje frem gennem landskabet, fik jeg hvad man næsten må kalde for et “Naturchock”, da jeg sad der, og følte at vi skulle fortsætte for evigt.

Midt i evigheden stoppede Peter op for en kort pause, så vi kunne få strakt benene, osv. Jeg fascineres meget af natur, der overrumpler mig, og får mig til at glemme tid og sted. Måske kommer det af en udlængsel. Måske er det følelsen af at få mættet sin synssans i en så overvældende en grad, som jeg gjorde.

Men mest af alt var den natur jeg befandt mig i, der et sted mellem Arua og Kampala, meget mere end ubeskrivelig.

Peter har boet i Uganda i mere end 5 år, og arbejder for MS Uganda (Mellemfolkeligt samvirkes part i Uganda). Han fortalte os undervejs om de steder vi kom forbi. Blandt andet, hvor vi skulle kigge efter aber og andre dyr. Han er en rolig og meget rar mand med små runde briller på. På et tidspunkt kommer vi til en bro, hvor Nilen bruser under.
Peter ændre pludselig sin fredelige fortællerstemme, og siger til os, at her skal vi passe på ikke at tage billeder. Faktisk skal vi gemme vores kamera helt væk. Forundrede kigger jeg ud, og ser, at der for enden af broen står bevæbnede soldater, klar til at stoppe bilen. Når man i Danmark er vant til, at kontrol er den halvbøvede, lallende mand i billetlugen man møder på vej over Storebæltsbroen, så kan en gnaven soldat med kroppen indhyllet i våben altså godt virke noget skræmmende. Jeg holdte vejret mens den surmulende soldat skulede ind i bilen med mundvigene meget nedad.

Bagefter spurgte jeg Peter hvorfor de ikke måtte se vores kameraer. “Det kan de bare ikke lide” sagde Peter… (?). Nå ok, jamen så skal jeg da ikke være den, der gør dem sure, tænkte jeg.

Dalen omkring broen havde gennem tiden været tilholdssted for en hel del oprørske grupper, der havde plyndret alt, hvad der kom forbi. Da stedet var så øde, kunne det meget let lade sig gøre, at overfalde og plyndre, uden nogen vidste af det. Vi kørte gennem dalen, og jeg ved ikke om det var tanken om alle overfaldene igennem tiden, eller det stadig var den sure soldat, men noget fik mig altså til at gyse, da vi kørte gennem den dal.

Turen fortsatte gennem flygtningelejre og små lokale landsbyer.

MS trucken havde efterhånden kørt os 400 km, og landskabet havde gennem hele turen været et syn, jeg ikke kunne få nok af. Nu var vi på det sidste stykke mod Arua, og i horisonten kunne jeg se Nilen slynge sig rundt i det kolossale landskab.

Peter drejede kort før Arua, væk fra vejen og ud på en bumlevej ned mod nationalparken: Murchenson NP. Her skulle han hurtigt lige undersøge nogle detaljer omkring de kommende dages safari. Nu var vi efterhånden blev vant til pludselige opbremsninger, bump og andre følelsesmæssige udsving på turen dertil, så da Peter bremsede hårdt op og pegede ud over landskabet, havde jeg næsten ikke mere energi til at kigge op. Jeg arbejdede stadig på, at få alle gedekødsstrimlerne ud af tænderne, og havde faktisk ret meget at se til i den forbindelse. Men jeg blev hurtig afledt, for da jeg kiggede ud, hvor Peter pegede, så jeg, det jeg havde glædet mig allermest til at se i Afrika: en elefant.

Det er noget helt andet, at se en elefant på lang afstand i Afrika, end det er at se den tæt på i Zoo i København. Smilet bredte sig i mit ansigt, og da vi kørte igen tænkte jeg; at nu kunne intet slå mig ud den dag. 

Heller ikke da vi senere nåede til Arua, og jeg sad låst inde på et toilet i over 20 min på hotellet.

Smilet havde sat sig fast. Glæden ved synet af elefanten, og alle de mange indtryk og oplevelser på rejsen til Arua havde sat sig i mig. Det sidder der endnu, og er med til at fylde mig med lykke hver en dag hernede - og selvom dagene efter blev fyldt med måske endnu større naturoplevelser, safarier, endnu vildere dyr, bumleture og vildfarende flodheste, så er det for mig altid første gang jeg oplever noget overvældende, - altid det der sætter sig dybest.  

Men derfor kan jeg godt lige tilføje at hvis Uganda er Afrikas perle, så må Arua være “The pearl of Uganda”