Der er mange holdninger til nødhjælpsarbejde. Vi vil gerne hjælpe hvor vi kan, men vi har heller ikke lyst til at støtte diktatoriske regimer. Vi vil gerne give penge til organisationer, men er bange for at en stor del af støtten bruges til administration. Vi vil gerne støtte konkrete projekter, men er usikre på, om de er bæredygtige.

Vi vil gerne hjælpe - men hvor skal vi hjælpe, og med hvad? Vi tror vi har fundet et virkeligt godt projekt, der opfylder alle de krav og forventninger vi med rette kan have. Det er ikke et stort og forgyldt projekt, der skal hjælpe alle de fattige i hele verden. Det handler ikke om at finde en kur mod aids eller malaria. Det handler om noget ganske, ganske simpelt: Nemlig at give børn i en helt bestemt landsby i Uganda, adgang til en helt grundlæggende uddannelse, og involvere forældrene - ikke bare i deres barns uddannelse, men også at give dem det økonomiske fundament, der er nødvendigt, for at de kan lade deres børn gå i skole.

Vi i samråd med Malou og Lisa har besluttet at tage kontakt med Buiga Sunrise, for at høre, om der er noget vi kan gøre. Jeg har haft kontakt med den organisation der driver Buiga Sunrise, og har spurgt dem, hvordan vi kan hjælpe.

Allerede inden jeg blev færdig med at lægge disse informationer på Malou og Lisas blog har tre sponsorer meldt sig, så der er på nuværende tidspunkt kun et enkelt barn tilbage, som vi har informationer om. Jeg har dog talt med Nicole van Seters, og de mangler stadig sponsorer til yderligere ti børn. Vi har endnu ikke fået billeder og baggrundsinformation om disse børn, men disse vil komme på denne side så snart vi har dem.

Læs mere om Buiga Sunrise og hvorfor vi har valgt at hjælpe netop hér fremfor så mange andre steder eller se videoklip fra skolen.

En sponsor-aftale for et barn på Buiga Sunrise koster ca. 75,- kroner om måneden (USD 15,-). Når man sponserer et barn på Buiga Sunrise, går pengene til at give barnet to måltider mad om dagen, en skoleuniform, sko, et moskito-net, vaccinationer, grundlæggende lægehjælp og skoleuddannelse i børnehaveklassen (der i Uganda er 3-årig). Man skal derfor som sponsor for et barn, være indstillet på at yde denne sponsorydelse over en 3-årig periode.

Børnene der modtager disse sponsorater, er nøje udvalgt fra landsbyen Banda-Kyaandaza, blandt dem, der har størst behov, blandt mange der i forvejen har brug for hjælp. Børnene og familierne kommer til samtale før børnene optages på skolen, og det er en forudsætning at familien dels har brug for hjælpen, men også at den har mulighed for, med denne hjælp, at udvikle sig positivt.

Hver familie, der har et barn der forlader skolen efter de to års børnehaveklasse, får som gave en ged, når barnet forlader skolen, og hvis familien i øvrigt har levet op til den kontrakt der indgås med familien, når barnet optages på skolen. Kontrakten indebærer bl.a. at barnet møder i skole hver dag, at barnet hentes, at forældrene deltager i det praktiske arbejde på skolen en dag om måneden, og at en frivillig hjælpearbejder besøger deres hjem en gang i løbet af hvert semester for at vurdere og vejlede familien vedr. renlighed, ernæring, helbredstilstand og børneopdragelse.

Geden er af en særlig robust race. Geder trives under selv ekstreme forhold og tørke ved at spise græs og blade. En hun-ged kan producere adskillige liter mælk om dagen, og denne næringsrige mælk kan bruges af familien som en vigtig fødekilde. Ekstra mælk kan sælges eller bruges til at lave ost eller smør.

Som sagt - Allerede inden jeg blev færdig med at lægge disse informationer på Malou og Lisas blog har tre sponsorer meldt sig, siden har yderligere to meldt sig. Men Nicole Van Seters har nu sendt is information om yderligere 8 børn. Vi har således i alt 9 børn der mangler en sponsor - og vi håber at du er interesseret.

Vi har forberedet en masse baggrundsmateriale om Buiga Sunrise, en side med videoklip og en særlig side med informationer om de børn der søges sponsorer til.

Disse sider opdateres løbende.

Vi håber på at finde sponsorer til alle 14 børn. Som sagt har vi fundet sponsorer til de først 5, men hvis du har lyst til at være med, så klik her og se hvordan du kan blive sponsor.

Vi har modtaget en MASSE nye billeder fra Uganda i dag. De kom med posten på en CD, og der var omkring 325 billeder - alle sammen fra Malous kamera. Der er mange dejlige billeder, og de er allerede lagt ind i billedgalleriet. Dog skal man være opmærksom på at billederne ikke er sorteret på nogen bestemt måde, og der er heller ikke billedtekster på dem, men det er vist planen at pigerne vil gøre dette selv i den nærmeste fremtid. Men ikke nok med det, der var også et par videoklip, som også er lagt i billedgalleriet, såvel som uploadet til Youtube. Du kan se dem her.

Forleden modtog vi også et langt bidrag til Lisas rejsedagbog, det kan du læse ved at klikke længere nede på siden.

Vinduet i bilen rulles forsigtigt ned. En bevæbnet soldat kigger ind. Jeg sidder helt stille på bagsædet, forstenet med et stort, overdrevet smil på læben. Helt stivnet i kroppen sidder jeg, mens mit hjerte hamre af sted ved tanken om mit kun halvt skjulte kamera under min hat i skødet.

“How are you?” spørger Peter, hvis stemme ikke er helt genkendelig mere. Soldaten brummer en mistænksom lyd og tager et kig på bilen udenpå.. Peter får et anerkendende nik og vi kan og vi kan derefter fortsætte mod Arua.

Lisa og jeg havde været på vej fra Kampala siden kl.10 om morgen. Turen skulle vare i mange timer (og mange timer er måske som bekendt et ret vidt begreb nar vi taler om “The African time”). Men vi ville være sikre på, at holde til den lange rejse så jeg sad nærmest med kiks, frugt, juice og slik til op over ørerne. Aftenen forinden var ikke endt specielt tidligt, så jeg følte mig i forvejen ikke helt på toppen.

Peter skulle transportere os hele vejen til Arua i den knald røde MS truck. Han havde sin datter, Hanne med på forsædet og Hannes veninde, Amanda imellem Lisa og mig på bagsædet. 

Kampalas trafik er på alle tider af døgnet utrolig kaotisk og meget uoverskuelig, og denne morgen var absolut ingen undtagelse. Køer med dyttende transportmidler af alle slags holdte på de rødstøvede veje i 28 graders varme, og de var stort set, hvad vi sneglede os igennem de første 2 timer. Råb og skrig fra de overfyldte matatuer (en slags minibusser) underbyggede Kampalas meget uorganiserede trafik. Jeg ved ikke om Ungander tror (ligesom min mor), at det hjælper, at råbe og skrige af trafikken for at komme hurtigere frem (nu forstår jeg jo heller intet af, hvad de råber op om, i modsætning til min mor, så det kan jo selvfølgelig også være de bare snakker om vejret, mens de holder i kø).

Trafikken blødte efterhånden op som tiden gik, men dette var kun starten på mit livs værste bumletur nogensinde. Rutchebanen i Tivoli kan godt gå hjem og lægge sig efter en tur på de veje i Uganda, vi nu kom til. Strækningen var så umulig og hullet, at jeg simpelthen ikke ved, hvor mange gange mit hoved fik sagt goddag til loftet i bilen. 

Det er mig en kæmpe gåde, hvordan de hvide matatuer, holder til de fuldstændigt håbløse veje, og ikke mindst den ubarmhjertige kørsel, de bliver budt. Peter har vist lært at være ligeglad med vejene. Det virkede i hvert fald ikke som om, de rørte ham det mindste, for han kørte som alle andre gør i Uganda. Overhalinger, der får hjertet til at flyve op i halsen på mig, og der når nærmest ikke at komme ned igen, før Peter laver et nyt livsfarligt stunt. Men sådan er det her.

Heldigvis kunne vi, der sad i bilen, distrahere os selv med radioprogrammet “Mads & Monopolet” som Hanne havde en hel del af på sin I-Pod.

Jeg tror faktisk det lykkedes mig, at falde lidt hen ved hjælp af min ene høretelefon, som virkede i det ene øre, og lyden af en knevrende Susanne Bjerrehus fra monopolet i det andet øre. Utroligt nok.

Lidt senere stopper Peter op, for at købe lidt at spise. Der gjaldt det om at holde vinduet så lidt åbent så muligt. De lokale folk stimler nemlig sammen om bilen, som bier sværmer om en bikube. De nærmest maser mad og dem selv mod bilruderne, så man skulle tror de prøvede at komme ind i bilen. Nu har jeg været i Uganda i over 3 uger, så begejstringen fra de lokales side over min hudfarve, er så småt ved at gå mig alvorligt på nerverne. Jeg spekulerede på, mens jeg prøvede at abstrahere fra de 10 næser der var skubbet op mod min rude, om de mon troede de fik solgt mere med den iver de havde. Jeg holdt i hvert fald mit vindue helt lukket og lod Peter købe ved sit.

Da jeg 2 min. efter, fandt mig selv gumlende på verdens sejeste stykke gedekød, forstod jeg, at for de lokale her handler det hverken om kvalitet, kundeservice eller handelsinteresser. Det handler om overlevelse. Så virkede det hele pludseligt forståeligt nok.

Da vejene efterhånden var blevet nogenlunde at køre på, og trafikken kun var vores røde MS truck, begyndte jeg at rette fokus ud gennem vinduet. Og ved tanken om at dette land engang var blevet kaldte for “Afrikas perle” blev jeg mere en klar over hvorfor Winston Churchill engang havde udtalt det sådan. Jeg var nu vidne til åbne vidder, der for øjnene af mig trådte frem på en måde, jeg aldrig før havde set magen. Det fik min næse til helt automatisk at rykke så tæt på ruden i bilen den kunne komme. Jeg troede ikke der fandtes så mange grønne nuancer, så meget lys, så meget natur, så meget skønhed og fred.

Uganda viste sig fra sin frodigste og mest levende side.

Kampalas støvede og larmende liv, føltes nu som et helt andet land, da MS trucken skød gennem den nye verden. Naturen havde udviklet sig til et syn, der måtte få det mest stressede menneske til at stoppe op og holde vejret (eller som min mor sikkert havde udtalt det: “Nåij, tjek lige det view, piger!”).

Mads & Monopolet var skiftet ud med Sigur Ros, og da den nu helt asfalterede vej strakte sig i en lige linje frem gennem landskabet, fik jeg hvad man næsten må kalde for et “Naturchock”, da jeg sad der, og følte at vi skulle fortsætte for evigt.

Midt i evigheden stoppede Peter op for en kort pause, så vi kunne få strakt benene, osv. Jeg fascineres meget af natur, der overrumpler mig, og får mig til at glemme tid og sted. Måske kommer det af en udlængsel. Måske er det følelsen af at få mættet sin synssans i en så overvældende en grad, som jeg gjorde.

Men mest af alt var den natur jeg befandt mig i, der et sted mellem Arua og Kampala, meget mere end ubeskrivelig.

Peter har boet i Uganda i mere end 5 år, og arbejder for MS Uganda (Mellemfolkeligt samvirkes part i Uganda). Han fortalte os undervejs om de steder vi kom forbi. Blandt andet, hvor vi skulle kigge efter aber og andre dyr. Han er en rolig og meget rar mand med små runde briller på. På et tidspunkt kommer vi til en bro, hvor Nilen bruser under.
Peter ændre pludselig sin fredelige fortællerstemme, og siger til os, at her skal vi passe på ikke at tage billeder. Faktisk skal vi gemme vores kamera helt væk. Forundrede kigger jeg ud, og ser, at der for enden af broen står bevæbnede soldater, klar til at stoppe bilen. Når man i Danmark er vant til, at kontrol er den halvbøvede, lallende mand i billetlugen man møder på vej over Storebæltsbroen, så kan en gnaven soldat med kroppen indhyllet i våben altså godt virke noget skræmmende. Jeg holdte vejret mens den surmulende soldat skulede ind i bilen med mundvigene meget nedad.

Bagefter spurgte jeg Peter hvorfor de ikke måtte se vores kameraer. “Det kan de bare ikke lide” sagde Peter… (?). Nå ok, jamen så skal jeg da ikke være den, der gør dem sure, tænkte jeg.

Dalen omkring broen havde gennem tiden været tilholdssted for en hel del oprørske grupper, der havde plyndret alt, hvad der kom forbi. Da stedet var så øde, kunne det meget let lade sig gøre, at overfalde og plyndre, uden nogen vidste af det. Vi kørte gennem dalen, og jeg ved ikke om det var tanken om alle overfaldene igennem tiden, eller det stadig var den sure soldat, men noget fik mig altså til at gyse, da vi kørte gennem den dal.

Turen fortsatte gennem flygtningelejre og små lokale landsbyer.

MS trucken havde efterhånden kørt os 400 km, og landskabet havde gennem hele turen været et syn, jeg ikke kunne få nok af. Nu var vi på det sidste stykke mod Arua, og i horisonten kunne jeg se Nilen slynge sig rundt i det kolossale landskab.

Peter drejede kort før Arua, væk fra vejen og ud på en bumlevej ned mod nationalparken: Murchenson NP. Her skulle han hurtigt lige undersøge nogle detaljer omkring de kommende dages safari. Nu var vi efterhånden blev vant til pludselige opbremsninger, bump og andre følelsesmæssige udsving på turen dertil, så da Peter bremsede hårdt op og pegede ud over landskabet, havde jeg næsten ikke mere energi til at kigge op. Jeg arbejdede stadig på, at få alle gedekødsstrimlerne ud af tænderne, og havde faktisk ret meget at se til i den forbindelse. Men jeg blev hurtig afledt, for da jeg kiggede ud, hvor Peter pegede, så jeg, det jeg havde glædet mig allermest til at se i Afrika: en elefant.

Det er noget helt andet, at se en elefant på lang afstand i Afrika, end det er at se den tæt på i Zoo i København. Smilet bredte sig i mit ansigt, og da vi kørte igen tænkte jeg; at nu kunne intet slå mig ud den dag. 

Heller ikke da vi senere nåede til Arua, og jeg sad låst inde på et toilet i over 20 min på hotellet.

Smilet havde sat sig fast. Glæden ved synet af elefanten, og alle de mange indtryk og oplevelser på rejsen til Arua havde sat sig i mig. Det sidder der endnu, og er med til at fylde mig med lykke hver en dag hernede - og selvom dagene efter blev fyldt med måske endnu større naturoplevelser, safarier, endnu vildere dyr, bumleture og vildfarende flodheste, så er det for mig altid første gang jeg oplever noget overvældende, - altid det der sætter sig dybest.  

Men derfor kan jeg godt lige tilføje at hvis Uganda er Afrikas perle, så må Arua være “The pearl of Uganda”

[Vi har her til aften talt med både Lisa og Malou på telefonen efter de er kommet hjem fra deres tir til Arua, og efterfølgende på safari. De har i dag brugt fire timer på at sende mails og billeder hjem, men uden held. Vi har derfor fundet nogle få billeder på nettet fra andre MS’eres ture til Uganda - der viser nogle af de ting de har set. Vi håber det snart bliver muligt at få nogle billeder fra pigerne, og at deres forbindelse til Internet må blive bedre.]

Vi er kun lige kommet hjem sent i går aftes. Det har været nogle fantastiske dage, som vi slet ikke kan beskrive i detaljer - men vi vil forsøge at give jer et lille glimt af det der er sket de sidste par dage.

Vi tog fra Kisoga fredag morgen til Kampala hvor vi har hele dagen. Vi fik shoppet lidt og lavet en tun-mad og købt lidt ind til om aftenen. I Kampala boede vi i MS huset, hvor vi mødte to piger (Karoline og Nathalie) der allerede havde været i Uganda et stykke tid.

Næste morgen kom Peter og hentede os og vi tog af sted mod Arua. Det var en lang tur, og meget hyggeligt, og fantastisk smukt. Da vi kom til White Castle (hotellet), hvor alle de andre var - 14-15 stykker fra det andet hold og 6 fra vores hold. Der holdt vi fest, var oppe hele natten, fik drukket øl, og fik noget lækkert mad.

Næste morgen checkede vi ud ved 12-tiden. Vi lagde os ned ved poolen for at slappe af, og få lidt sol og hygge os. Så tog vi af sted op til Frederik og Katrine, der hvor de bor. Efter et par timer tog vi ind til Arua, hvor vi fandt vores hotel “Smara White House”. Næste morgen tog vi af sted kl. 6:30 - for vi skulle nå bussen klokken 7:00, der skulle køre os ud til en lille by udenfor nationalparken, hvor vi ventede på Peter, der skulle køre os ind i nationalparken. Da vi var omkring 20 mennesker i alt, måtte vi så leje en ekstra bil (der var ikke plads i Peters bil).

Det er faktisk meget ubehageligt at sidde bag på ladet af bilen. Vi kørte ind i parken i to biler, hvor vi så antiloper, aber, vortesvin, desmerdyr og giraffer. Så kørte vi ned til Nilen, hvor vi blev delt op i to grupper. Den ene gruppe, der skulle på safari, og den anden, der skulle ud og sejle på Nilen. Fordi strømmen var gået på hotellet om natten, var det kun Malou der havde fået opladet sit kamera, så Lisa fik slet ikke taget nogen billeder.

Vi havde ikke rigtigt forstået, at vi skulle på safari i 6½ time, så vi havde ikke fået hverken vand eller mad med. Men vi tog altså af sted på safari, og så en masse dyr. Elefanter, en enkelt krokodille og gnuer, og vi kørte virkelig tæt på en giraf. Nationalparken var på størrelse med Fyn.

Vi kørte rundt i 6 timer, og der var en guide med, der sad inde i bilen. Vejene i Uganda er røde og meget støvede, og der er vildt mange huller i vejene - det var alligevel fantastisk… og når vi skulle tisse, så skulle man lige overveje om der kom en løve eller andre vilde dyr.

Da vi kom tilbage, skulle vi sejle et lille stykke over Nilen til et hotel, der hed Red Chili, og der mødte vi så det andet hold, som havde været ude at sejle på Nilen, mens vi var på safari. Vi fik noget god mad.

Senere satte vi os ind i baren (der var en del af hotellet) og mens vi sad der, kom nogle af de andre hjem. De var nærmest stødt ind i en flodhest der var gået op tæt på hotellet og som stod foran vores hytte, hvor den stod og gnaskede lidt græs. De kom ind i baren og så helt vilde ud i hovederne… Så Lisa, Malou og Sune gik ud for at se den, og de lyste rundt men kunne ikke rigtigt finde den - men pludseligt hørte de den stod og gnaskede over ved siden af deres hus.

Næsten morgen skulle vi ud og sejle - og da havde Lisa fået opladt sit kamera, så hun fik taget masser af billeder. Vi fik alligevel set krokodiller, elefanter, fugle - men ikke nogen løver… det var lidt ærgerligt.

Vi sejlede på til “Murchson Fall”, det var ret vildt, og vi fik taget en masse billeder.
Så kom vi tilbage til hotellet, hvor vi fik lidt at spise, og så fik vi pakket bilerne, kørte tilbage til nationalparken, hvor vi kørte næsten op oven på vandfaldet. Det var kæmpe stort, og enormt fascinerende. Vi tog en masse billeder - og det var nok det mest fantastiske på hele turen. Da vi skulle tilbage igen sad vi på ladet af bilen, og så begyndte det at regne. Køreturen var på 2 timer - og vi sad syv på ladet af den ene bil. Her sad vi og spillede kort.

Vi skulle ud på den anden side af parken, hvor vi skulle besøge nogle andre MS’ere (Signe og Clara) - hos deres værtsfamilier. Her blev vi indlogeret i nogle hytter (alle 20 MS’ere). Om morgenen tog vi af sted i en matata-bus, og besøgte den skole vor Signe og Clara arbejder, og herfra tog vi (Lisa og Malou alene) til Masindi hvor vi blev hentet af Peter, der kørte os hele vejen tilbage til Kampala, hvor vi ankom i går aftes klokken 19:30. Chris (vores værts-far) hentede os i Kampala, og tog os med tilbage til Kisoga - og det var noget af en tur. Trafikken var totalt kaos, og det blev endnu værre da vi kom ud af Kampala - vi holdt i kø, og det tog os 2 timer at komme til Mukono, og så skulle vi vente yderligere på en bus til Kisoga. Vi var ikke hjemme før klokken 23:30, så vi var trætte, og tog derfor ikke i skole i dag - for vi havde ikke nået at forberede noget. Så nu vil vi bruge påsken på, at forberede noget om demokrati.

Det har været en fantastisk oplevelse - og vi fik så enormt mange indtryk. Det var spændende at se hvor de andre bor, og hilse på de andres værtsfamilier.

Angel kom ind i morges klokken kvart i otte, og bankede på vores dør - mens hun sagde “Malou - wake up Malou”… vi har savnet dem, og Angel er simpelthen jordens dejligste lille perle.

Malou blev iøvrigt kørt ned af en Boda i dag… blev ramt og “fløj gennem luften”. Der var nogle biler, der holdt tilbage for hende, så troede hun at alle de andre også holdt tilbage men det gjorde de ikke, så hun fik ikke set sig ordentligt for. Der skete ikke noget - men det var lidt af en forskrækkelse.

[Så er der igen nyt fra Uganda - denne gang fra Malou der skriver:] 

Jeg sidder i MS hus, Kampala, sammen med Lisa og to andre piger fra holdet før os. Lisa og jeg tager nordpå til Arua i dag. Vi skal op til Frederik og Kathrine, til fest med andre fra MS. Det er en tur på ni timer, men heldigvis bliver vi kørt hele vejen, da vi har pakket taskerne med masser af slik og masser af drikkelse. Mandag tager vi på en tur fra Arua, hvor vi komme til at se elefanter, og vi skal sejle ned ad Nilen. Vi er først tilbage i Mukono igen onsdag.

I går var vi i Kampala og tog hen til en fyr vi mødte i sidste uge, som bor på et back-packer hostel. Senere var vi på en bar tæt på MS’ hus. Forinden havde vi spist aftensmad med de to andre og været ude og shoppe lidt i Kampala. Her er godt vejr - 28 grader. Jeg savner jer, hils alle!

Kærlig hilsen Malou

Hvad stiller man op når 30 små børn følger efter dig når du går hjem fra skole?
Og hvordan siger man “Stay” på luganda?

I går var det vores første dag i skolen. Vi fulgtes med vores værstfar, Christopher derhen, hvor vi blev præsenteret for skolens Headmaster, der hedder Andrews Kisoga, eller noget i den stil. Han var meget begejstret for vores ideer og meget glad for at se os. Der er 7 trin i Primary schoole, P1-P7. Vi skal undervise P5 og P6, da det er de klasser der er bedst til engelsk.

De to første dage her skal vi bare følge undervisningen og se hvordan det foregår hos dem. Det er anderledes, men slet ikke så forskelligt fra Danmark som jeg havde forestillet mig. Lærerne virker søde og vi har ikke oplevet at nogen af børnene er blevet slået eller skældt ud som vi havde frygtet de måske ville.

Vi blev derimod mødt af en jubel af glæde jeg aldrig har oplevet før da vi kom ind i klassen, P5 for første gang. Headmasteren introducerede os som de nye lærere og derefter ville glædes ”skrigende” fra de 60 elever næsten ingen ende tage. Det var meget overvældende og jeg fik næsten helt tårer i øjnene over den store begejstring.

Det er som sagt nogle kæmpe klasser vi skal undervise. Omkring 60 børn og når de er fuldtallige er der ca. 80. Idag skal vi bruge tid på at forberede undervisningen til i morgen. Lisa har fået en rigtig god ide til at fortælle om H. C. Andersen. Så i aften finder vi eventyrene frem og forbereder lidt om ham. Selvfølgelig også om MS Uganda og os selv.

Da det blev frikvarter satte Lisa og jeg os foran skolen på en bænk i skyggen for at slappe lidt af og drikke lidt vand. Men den fred var hurtigt forbi - vi havde ikke siddet der mere end 3 min før vi var fuldstændigt omringet af børn. De stod foran os og ved siden af os og bagved os og kiggede så øjnene var ved at trille ud af hoved på dem.

Det var lidt for meget så vi søgte ind på headmasterens kontor hvor vi fik serveret nogle sweet potatos og en ualmindelig sød kop te. Men børnene hang stadig lidt i døren indtil kontoret af bare nysgerrighed.

Vi bestemste os for at tage hjemad ved en et-tiden, da det var blevet meget varmt og indtrykkene fra dagen var mange. Det skulle vise sig ikke at være lige til. Da vi forlod headmasterens kontor og gik over skolegården stimede der sig en hale af børn efter os – det blev til flere børn og til sidst tror, jeg vi havde omkring 60 små børn i ensfarvede, små skoledragter efter os. De fulgte efter os gennem byen som et optog og der var intet der kunne få dem til at blive. På vejen råbte de til os: HEY MSUNGU! HEY MSUNGU. Det er sødt og kært som altid, men også lidt for meget for os.

Endelig var vi tilbage ved vores families hus. Og der var da også en 6-7 fremmede børn som var på vej med os ind på vores værelser.

Der fik vores husmor Khezia dog talt dem væk. Men jeg tror nu hun morede sig ret godt over alle de fremmede ansigter i hendes gård.

Det er utroligt at mærke, hvor interesserede folk er i os, og hvor forundrede de bliver når de ser os. Nogen gange går vi gennem landsbyen og så kan jeg kigge mig over skulderen og se mindst 10 menneskers øjne hvile forstenet på os..
Håber snart vi vænner os til det - eller endnu bedre, at de vænner sig til os, så vi en dag kan gå gennem landsbyen uden at vække nogen særlig opsigt.

- Malou

[Her til morgen modtog Malous mor en spændende SMS fra Malou. De er nu startet i skolen, og skal til at undervise.]

Så sidder jeg i skolen… i en klasse med omkring 50 elever. Vi begynder at undervise i morgen, og selvom det bliver rigtigt spændende, er vi også noget nervøse, for at de ikke forstår os, for vore engelske accenter er meget forskellige. Men skolens Headmaster har sagt at vi taler klart og tydeligt, så det skal nok gå.

Efter skole tager vi til byen og forsøger at gå på Internettet. Vi vil prøve at undervise i noget H. C. Andersen, hans eventyr er oversat og er kendt over hele verden.

Ellers er alting rigtig rart hos os. Vores familie er fantastisk. De er simpelthen så søde.

Kys og knus, Malou

[Lene (Malous mor) har i dag modtaget en SMS fra Malou, som vi viderebringer en del af her.]

Vi har det stadig smadder godt, og vi er meget glade for værtsfamilien som er utroligt søde og gæstfri. Sammenholdet hernede er rigtigt godt [vi antager at det må være mellem de MS udsendte].

Der er så meget at fortælle at jeg bliver helt stresset af alt det jeg gerne vil fortælle, men som jeg ikke rigtig har mulighed for at dele med jer. Men jeg skriver dagbog hver dag, og glæder mig til at dele det med jer. Jeg tænker rigtig meget på jer derhjemme, og følger jer i tankerne hver eneste dag.

[Vi glæder os over alt nyt vi modtager fra pigerne i Uganda]

Så kom de første billeder fra Uganda. Desværre kun tre billeder indtil videre, men jeg er sikker på at Malou og Lisa vil forsøge at sende flere billeder de kommende dage.

Men vi kommer til at væbne os med tålmodighed, for som nævnt er Internetforbindelsen ikke så god i Uganda, og det tager meget lang tid at sende noget - often går det galt og de må starte helt forfra. Så vi må tage til takke med det der nu kommer igennem, og glæde os over det der rent faktisk lykkes at sende os nogle få billeder.

Når pigerne kommer hjem vil alle billederne fra turen naturligvis blive lagt ind i billedgalleriet, som du kan finde ved at klikke på “Billedgalleri Uganda” i menuen her til venstre.

Indtil da, må vi klare os med det vi kan få - og tak til Lisa og Malou, fordi de er så tålmodige, og gør dette for at glæde os andre.

Henrik (Lisas far)

Vi har i dag været i telefonisk kontakt med både Malou og Lisa i en lille telefonkonference, der både involverede Malous mor (Lene) og Lisas mor og far (Anette og Henrik). I løbet af denne samtale, gjorde vi os nogle notater, for at kunne lægge dem ind i deres blog til glæde for alle andre:

Pigerne er kommet til Kampala i dag, og da vi fik fat på dem var de mere eller mindre på vej ud. De skulle til byen  i aften og høre noget Jazz. De har ikke haft regelmæssig adgang til Internet, så de har måttet bruge en Internetcafe i Jinja, og nettet der var ganske enkelt SÅ langsomt, at de kunne skrive et langt brev, og når de så forsøgte at sende det, ja så forsvandt det hele igen.

Da de de næste par dage (frem til Lørdag) vil være i Kampala, kan de fra Mellemfolkeligt Samvirkes hus få adgang til nettet, men her er det ligeledes langsomt, og der er kun to computere som de unge kan deles om, sammen med husets øvrige beboere. Da vi talte med pigerne sad de netop og baksede med at sende nogle billeder hjem (dog uden success). De håber dog at få mere held i morgen.

De har snakket med Peter (MS’ koordinater i Uganda), der netop havde været ude og besøge den familie, hvor Malou og Lisa skal bo. Peter kunne rapportere at det var væsentlig bedre forhold end der hvor de i første omgang skulle have boet - og som pigerne fortalte. “Der er endda en stikkontakt - og det er rimelig luksus”.

Der skulle også være en forholdsvis ny latrin (som bare er et hul i jorden, foret med cement). Men der er ikke hverken senge eller madrasser der hvor de skulle sove. MS har dog lovet at finde en løsning på dette problem.

De har været ude og køre på noget der hedder en “boda boda”. Det er en slags knallert eller scooter med chauffør og et dobbeltsæde bagpå, chaufføren sidder på scooterens/knallertens sæde. De skulle ned til Nilens udspring, og Lisa og Kathrine kørte sammen bagpå den ene, mens Malou kørte alene bagpå en anden. Malou fortalte begejstret hvor billigt alting var - for turen på en “boda boda”, der varede 15-20 minutter havde kun kostet et par kroner (i danske penge).

De fortalte også begejstret, hvordan gadebilledet er fyldt med små minibusser kaldet “matotu”. De kører bare rundt og så råber de ud af vinduerne, hvor de skal hen. Er der passagerer der skal til samme destination, råber de bare tilbage, så stopper minibussen, og man tager passagererne ombord. Da de skulle fra Jinja til Kampala kom der en fuldstændig fyldt bus kørende, og da de så råbte “Kampala” til chaufføren og indikerede at de var fire der skulle afsted stoppede han minibussen. Det viste sig at der dårligt nok var to sædepladser, men alle afrikanerne væltede bare ud af bussen for at gøre plads - de blege danskere steg ind, og så klumpede alle de øvrige passagerer sig ellers sammen i minibussen. Malou beskrev det som en “helt vild oplevelse”. Turen fra Jinja til Kampala kostede 12 kroner pr. person.

Vi spurgte dem, hvad de fik at spise - og her kunne de fortælle at de oftest fik en ret lavet med mosede bananer. De har to forskellige slags bananer. Søde bananer som vi har herhjemme, og så har de nogle madbananer (matoge). Der er vist ikke helt enighed i gruppen om man kan lide det eller ej. Kød dernede smager OK - men der er ikke særlig meget kød på kyllingerne, og der er mange scener på. De har også spist æg og brød dernede.

Her til aften lavede de dog selv mad i MS’ hus. Menuen stod på spaghetti med kødsovs - det var Lisa der havde lavet kødsovsen, og det var (ifølge Malou) rigtig godt.

På lørdag drager Malou og Lisa til Mokunu, der er en central provins i Uganda, hvor de skal arbejde og bo under deres ophold. Den by de specifikt skal bo i, kunne de ganske enkelt ikke udtale navnet på, men mon ikke de skriver det i en kommende mail. De kan vælge mellem to skoler, hvor de skal undervise i matematik, engelsk, osv. De håber de kan komme på den skole der ligger længst væk, for der er klasserne ikke så store. Det er ikke ualmindeligt at skolerne kan have op til 150 elever i en klasse.

De har mødt andre volountørarbejdere, der har været ude og undervise, og har lært lidt om hvordan de skal forholde sig på skolen, og håndtere de strenge lærere der slår børnene, etc. De har også fået en masse gode ideer til, hvordan de kan underholde børnene i timerne.

De har fri i weekenderne. Der er rigtigt mange fra deres hold, der skal bo mere nordligt, og mange af dem samles i Aurora i weekenden efter den næste. Det er en lang tur - tager 5-6 timer fra Kampala, men da alle rejser samlet fra Kampala, så skal de først fra Mokunu til Kampala, før de drager nordover til Aurora.

Det var dejligt at høre pigernes stemmer. De lyder meget glade og begejstrede - og det virker som om de nyder det, der må betegnes som deres livs rejse, i fulde drag. Vi glæder os på deres vejne. Vi tager forbehold for, at stednavne og andre afrikanske ord ikke er stavet korrekt - der er langt til Uganda, og telefonforbindelsen var ikke altid lige god.

Vi har hørt fra Lisa og Malou. De er vel ankommet til Uganda i Entebbe lufthavn. Her skal de tilbringe den første nat på et ungdomsherberg. Herefter kører de med bus til Jinja, hvor de vil tilbringe den første uge på et introduktionskursus.

Malou har fået købt et SIM-kort til hendes mobiltelefon, og hun sendte en SMS hjem mens de kørte på de rustrøde jordveje mellem Entebbe og Jinja. De har det godt og er glade for at være fremme.

Lisa har endnu ikke fået et SIM-kort til hendes telefon, men hun ringede fra Malous mobiltelefon her til aften. Hun kunne fortælle, at de den første dag, kun mødt to hvide mennesker - alle hilser på dem, og vender sig om efter dem på gaden, og lokalbefolkningen er MEGET venlige og imødekommende.

I morgen skal de på “treassure hunt”. I stedet for at de bare får tingene at vide, så skal de selv ud i byen og finde svarende, så de skal ud og køre med en taxa, og samle informationer, det skal nok blive spændende. Billedet herover er fra en taxiparkering i Kampala.

Hvad angår den familie, hvor de skulle indkvarteres er der også lidt nyt. Den familie MS havde fundet i Mukono boede LIDT for primitivt - så de vil prøve at finde en anden familie de kan bo hos.

Vi skulle flyve klokken 17:45 dansk tid, og checke ind i lufthavnen 2 timer før afgang. Der blev vinket farvel efter alle kunstens regler, og Lisas far fik optaget lidt video, der nu er redigeret, og lagt på Youtube såvel som på Lisas Facebook profil (bedre kvalitet end Youtube, men du skal være logget ind for at kunne se hendes profil). Du kan også se videoen, ved blot at klikke på den herunder.