[Sent i går aftes fik vi talt med Lisa på telefonen fra Fort Portal, hvor de havde været på safari i Queen Elisabeth Park. Der er vist planen at de tager forbi Kampala på vejen hjem, og her vil Lisa prøve at sende os nogle billeder - men i første omgang er her hendees historie, skrevet ind på computer mens hun fortalte om deres oplevelser]

Vi har haft en laaang dag - men holda op hvor har den været god. Lige nu er vi på et hotel i Fort Portal - i den vestlige del af Uganda. Vi kom til Fort Portal i forgårs, hvor vi i bussen mødte to fyre, fra hhv. Uganda og Tyskland. De skulle også til Queen Elisabeth Park (QEP), så vi blev enige om at følges ad, så vi kunne leje vores egen bil. De fortalte at de havde fået at vide, der var en “lodge” uden for parken ved en af de mange crater-lakes i QEP. Vi boede i en hytte med den flotteste udsigt ud over denne sø og vi så den flotteste solnedgang man kunne tænke sig, med bjergene langt i baggrunden.

Næste morgen blev vi hentet klokken 06:00 om morgenen for at køre os ned til den sydlige del af QEP. Vi blev hentet så tidligt, fordi dyrene er mest aktive om morgenen. Vi så dog ikke rigtigt noget - men vi så en masse Cub’s antilopeagtigt dyr. Vi så en enkelt elefant men den var meget langt væk. Senere på dagen kørte vi op til en anden “lodge”, hvor vi skulle bo i selve QEP. Her blev vi indlogeret på nogle ret fine værelser.

Vi fik sovet til middag, og klokken 15 skulle vi ud og sejle på kanalen mellem Lake Edwards og Lake George. Vi så flodheste og krokodiller og en masse flotte fugle, og det var virkelig en dejlig tur. Bagefter tog vi tilbage og tilbragte aftenen på vores “lodge”. Sidst på aftenen tog vi dog hen på et meget fint sted hvor vi fik lidt at drikke.

Her til morgen blev vi hentet 20 minutter over seks, fordi vi gerne ville helt ned sydpå i QEP. Men man kan ikke lukkes ud i parken før efter klokken 6:30 fordi der er en del dyr, der ikke ser så godt i mørket. Vi fik set en del elefanter og en hel masse antiloper, men det var løverne vi gerne ville se. Og helt nede sydpå i parken har de nogle specielle løver, der kravler i træer, og dem ville vi gerne se. Der kommer ikke så mange turister dernede og vejene er ret dårlige, så vi kørte i mange timer og kom så ned til en camp, hvor vi samlede en guard (en af dem der passer på dyrene i nationalparken) op. Han var iklædt grønt tøj og havde et gevær over skulderen. Vi havde fået at vide at han ville være en god guide. De havde bygget nogle hytter med gulve af sten, hvor løverne kunne lægge sig ind i skyggen, og det skulle give os en bedre chance for at opleve de vilde løver. Vi kørte og vi kørte, og vi så ikke rigtig noget - Og guiden fortalte, at det faktisk var sjældent, og man var så heldig at se en løve i et træ. Hvis man endelig fik en løve at se, så var det som regel på jorden.

Vi kørte og vi kørte, og pludselig siger han “Se - der er en løve i et træ” - og der var hele tre løver, og vi fik taget en million billeder. Vi kørte en meter frem og tog en masse billeder - kørte en meter mere og tog en masse billeder - Det var helt fantastisk.

Vi kørte endnu længere sydpå - og pludselig siger han - der er en løve derinde - Men man måtte ikke køre udenfor sporet, så vi kørte langs vejen for at finde et spor - og han kørte så ind af et spor, der faktisk ikke var et spor - så det var ikke helt lovligt. Dyrene skal jo også beskyttes, så man må ikke køre uden for de etablerede spor. Men vi kom tættere på, og kunne så se at løven var virkeligt forpustet og havde en kæmpe mave - og at det var en han-løve. Vi havde fået at vide, at disse løver arbejder sammen tre og tre - Den ene løve lå oppe i et træ - og man kunne se den lige havde spist.

Pludselig så guiden sandelig flere løver endnu. De sidste var nogle, han havde set dagen før eller for nogle dage siden, der havde forsøgt at fange en bøffel - og i gruppen var der en hun-løve, der var blevet såret. Han fik os ned fra taget - og ind i bilen, og vi skulle lukke vinduerne - for der kunne godt ligge unger som vi ikke kunne se, og så ville hun-løven forsvare sine unger. Så kom vi hen og fik set de løver, der lå tre oppe i træet - Vi ville gerne have billeder - og guiden sagde, OK - men så skynd jer, for det er ikke helt lovligt det her.

Vi var ret heldige - for som sagt får de fleste, der kommer herned, slet ikke set løver, og hvis de ser nogle, så går de som regel på jorden - og vi fik set 7 løver oppe træerne.

Og så kørte vi rigtig mange timer tilbage, for vi var så langt sydpå - Men nu er vi tilbage i Fort Portal - og vi er utroligt trætte. Vi bliver i Fort Portal indtil på søndag, og skal se lidt flere Crater lakes - og der skulle være en masse ting vi kan opleve i området - bl.a. et lille vandfald, hvor man kan komme helt hen og stå under vandet, mens det vælter ned over os.

I mandags var Malou og Frederik i Jinja for at lave noget White Water Rafting og Frederik skulle bungy-jumpe. Den tur med White Water Rafting havde virkeligt været grænseoverskridende, og båden var væltet flere gange. Malou havde været presset ned under vandet og var virkelig bange i perioder. Men det gik jo godt - og hun har det fint, så der er ingen grund til panik.

Kære alle familie, venner og bekendte.

Jeg håber i alle har det godt, og at mange af jer har modtaget de postkort, breve og mails, der er blevet sendt af sted til Danmark den seneste tid. I har væbnet jer med tålmodighed mht. mine dagbøger, og det kommer I nok til lidt endnu. Jeg har på det seneste været meget inde i en ‘doven’ periode, hvor jeg har været ret ugidelig, det sig både i skolen og derhjemme. Malou har mange gange lagt øre til mine beklagelser over konstante savn til jer derhjemme. Når jeg tager mig selv i disse tanker, inden de flyver ud af munden på mig, kan jeg ikke lade være med at grine lidt ad mig selv - jeg må lade være med at tænke så meget - leve lidt mere. Det skal så også siges, at det ikke har stået til hindring for at vi har haft nogle skønne dage, med masser af oplevelser.

Nu er jeg også sikker på det hele vil vende. Vi har af mange grunde besluttet at stoppe vores arbejde på Sct. Andrews. Det er bestemt en god skole, og børnene er dejlige, men vi synes at vores udbytte har været begrænset. Det er en yderst velfungerende skole, og vi føler af vi blot falder ind i en i forvejen fungerende hverdag. Selvfølgelig har vi meget at bidrag med, men efter selv at have fulgt en del timer, føler vi ikke vores undervisning giver det udbytte vi kunne ønske os - tværtimod. Desuden holder skolerne ferie i maj, så vores arbejde her skulle alligevel slutte om et par uger. Vores arbejde på Buiga Sunrise er opløftende og glædeligt - vi simpelthen elsker at komme her, og vi føler at de udnytter vores arbejdskraft, både i form af materielt arbejde og sammenhold med børnene.

Desuden var vi på et stort Health Centre i dag, der ligger et godt stykke fra Kisoga, i modsatte retning af Mukono - altså endnu længere ude på landet. Vi kørte i Matatu i nogen tid - det blev en tur vi sent vil glemme! Det havde regnet voldsomt i nattens løb, og de i forvejen ikke just velfungerende veje var om end endnu mere umulig at køre på. Malou og jeg sad fordybet i en litterær samtale, da bilen kørte ned i en kæmpe vandpyt. Det næste vi ser, er en kvinde der sidder skråt til højre foran mig siddet med et vildt ansigtsudtryk. Det lignede hun havde bidt i en overdrevet sur citron - hele ansigtet var presset sammen dog noget overrasket, desuden var hendes ansigt stærkt præget at den store røde mudderklat der var fløjet ind af vinduet og plantet midt i det. Vi kiggede omkring os - alle, stort set uden undtagelse, sad dækket i mudder. Kvinden ved siden af mig havde i mudder både i ansigt, øre og hår. Jeg selv havde også taget min del af morskaben, og var (fordi jeg sad med ansigtet vendt mod Malou) dækket i den højre del af ansigt og hals. Min T-shirt var dækket i mudder pletter på hele brystpartiet, og begge mine arme bar stærkt præg af den røde jord. Malou, der havde en mand siddende halvt oppe på sit skød, var en af de meget få der ikke blev ramt af mudderets indtrængen. Kun et par få dråber havde, i sin vildskab, fundet vej til hendes nederdel. Vi blev, flade af grin, enige om at vi nu var forenet med Afrikas røde jord. Denne episode har hele dagen bragt grinet frem på vores læber.

På health centeret fik jeg mulighed for at vaske mig, inden vi skulle møde lægen. Vi satte os ud i solen for at ‘tørre’ inden han var færdig mig sine konsultationer. Jeg var næsten færdig med den bog jeg er i gang med at læse: Mary Shellys Frankenstein. Malou og jeg havde tidligere snakket og diskuteret bogen, og jeg læste lidt op for hende. Jeg havde nok læst en side eller to de jeg opdaget at flere kvinder var stoppet op på stigen bag os og lyttede til min fortællen. Det var bestemt ikke for at skræmme dem væk at jeg vendte mig om da jeg følte nogen iagttage mig - de smilede venligt og fortsatte deres færd. Efter kort tid hentede lægen os, vi gik ind på hans kontor, og han fortalte os om klinikkens forskellige projekter. Vi kan ikke huske halvdelen af dem, men han gav udtryk for at det lå os frit for at vælge mellem disse projekter, der var fastlagt på forskellige af ugens dage, og ud fra det planlægge en arbejdsplan. Vores arbejde vil bestå i at følge en sygeplejerske (måske får vi også uniformer) og overvære hendes arbejde, uanset hvad det måtte være. Afrikanerne virker ikke blufærdige, som de fleste nok ville være i Danmark. Da han viste os rundt, kom vi ind i et undersøgelses lokale, hvor damen der skulle undersøges bare uden videre smed trøjen og lagde sig på briksen - foran os og for åben dør. Heller ej fik vi den opsang om tavshedspligt vi havde regnet med - dette er jo også et vigtigt element i det danske sundhedsvæsen.

Ud over klinikkens udseende virkede det meget velfungerende. En af vores første tanker var - her kan man da ikke udføre en operation! Men det gør de altså, og det fungerer. Det minder mig enormt meget om en bog jeg læste inden jeg tog til Uganda, om en ung sygeplejerske der drog til Congo for at arbejde på et hospital. Også hun var blevet overvældet af primitiviteten, men stadig erfarede hun, at det fungerede fint, man tager bare nogle andre forholdsregler. Vi så også fødselsafdelingen’ hvis man kan kalde det det. Et rum med 2 brikser til modtagelsen af barnet - der var dog et lille forhæng man kunne trække ned mellem de to senge for lidt ‘privatliv’. Vi gik ind i det lidt større rum med omkring 10 senge, der stod meget tæt, og var, lig fødselsrummet, hverken betrukket med sengetøj, tæpper eller en hovedpude. De lå bare på den bare madras på den kolde jernseng. Der lå to kvinder, som, fik vi fortalt, havde problemer med deres graviditet. De havde ikke umiddelbart nogen synlig mave, men dette er også svært, da de fleste kvinder (har på landet) bærer store kjoler, der på ingen måde viser figur. Vi blev ikke præsenteret for disse kvinder han stod og talte om og pegede på imens han fortalte om et specielt bord/seng i metal. Jeg forstod ikke helt brugen af dette bord, jeg var dybt fascineret af dette primitive hospital, som alligevel var velfungerende.

Da han havde vist os rundt, gik vi tilbage til hans kontor, hvor vi aftalte at vi kom tilbage mandag, hvor vi skulle møde den læge der styrede det hele. Det er også den læge der udfører de operationer, som onsdagen er sat af til. Vi spurgte ikke direkte, men vi gav udtryk for at især dette projekt interesserede os - og han sagde ikke på noget tidspunkt at dette projekt var ude for vores rækkevidde, blot at vi frit kunne vælge mellem projekterne og vi skulle fastsætte dette på mandag.

Dette er det som kommer til at overtage vores arbejde på Sct. Andrews, og de som kender mig godt, ved hvilken glæde dette er for mig. Hvis dette bliver muligt for os i den grad som vi håber på, og som vi fik udtryk for i dag, vil det uden tvivl se godt ud på begge vores ansøgninger til sygeplejerskolen når vi kommer hjem. Desuden vil dette blive en kæmpe oplevelse for os, og give os en smagsprøve på det arbejde vi med stor glæde er på vej til at vie vores liv til. En hel ubegribelig chance vi begge tager imod med kyshånd!

Dette giver mig også en mulighed for at bryde ud af min dovne periode, og på ny tage fat. I morgen skal vi på Buiga Sunrise hele dagen. Der er normal skole mellem 8 og 13 og kl. 15 kommer der en organisation fra Mukono og holder et foredrag/diskussion om demokrati for forældrene - det vil vi også meget gerne deltage i, da vi jo selv har forsøgt os på samme, bare for børnene på Sct. Andrews i stedet for. Det er ikke helt fastlagt endnu, men vi satser på at skulle ud og ride på lørdag - ellers tager vi til Mukono og rykker ridningen til en anden gang. Vi ligger det bestemt ikke på hylden, men kan det ikke lade sig gøre, må vi udsætte det. Grunden til det ikke er fastlagt endnu, er at vores værtsfar Chris, kender nogen der har en farm hvor de også har heste. Måske han kunne finde os en lidt mere privat og billigere tur, men dette er jo Afrika, og alt tager enormt lang tid, så vi har væbnet os med tålmodighed - bliver det ikke i denne weekend, så bliver det i en anden.

Midt i næste uge (onsdag eller torsdag, alt efter hvad vores nye arbejde byder på) tager vi til Kampala igen. Lørdag ankommer mange af vores rejsekammerater til MS huset. De fleste fra det andet hold har afsluttet deres projekter i denne uge, og tager til Kampala for at tilbringe de sidste dage inden de rejser hver til sit, både til andre tilstødende lande (Kenya, Tanzania osv.) og tilbage til Danmark. Mandag bliver der holdt en fødselsdagsfest for en af de rejsende/afskedsfest for alle de der snart forlader Uganda, og det skal vi da med til : Vi tager hjem igen tirsdagen efter. Hvor vi straks vil genoptage vores arbejde.

Betty (værtsdatter) har netop fået ferie fra sin skole. Hun vist os sin eksamensopgave, hvor hun svarede 16 ud af 20 spørgsmål om en bog de har læst korrekt. Stolt og lettet kan hun nu holde ‘ferie’. Hun skal nemlig benytte sin ferie til at lave hand-crafts. Det synes jeg er vildt fedt - jeg vil da også gerne lave en kurv selv. Nok kan hun lide det, men det er jo stadig et arbejde, hvorfra familien skal tjene penge.

Jeg vil slutte mit brev med en særlig hilsen til min fantastiske søster, jeg holder utroligt kært, der fylder 22 imorgen, den 18. april: hjerteligt tillykke med fødselsdagen, Maria. Til hende har jeg sendt en fin afrikansk gave, som hun vil modtage når hun i morgen bliver vækket med gaver og sang. Hun vil være i mine tanker hele dagen, med håb om en god dag med lækker mad (kød?!).

De varmeste og kærligste hilsner
Lisa

[Vi har her til aften talt med både Lisa og Malou på telefonen efter de er kommet hjem fra deres tir til Arua, og efterfølgende på safari. De har i dag brugt fire timer på at sende mails og billeder hjem, men uden held. Vi har derfor fundet nogle få billeder på nettet fra andre MS’eres ture til Uganda - der viser nogle af de ting de har set. Vi håber det snart bliver muligt at få nogle billeder fra pigerne, og at deres forbindelse til Internet må blive bedre.]

Vi er kun lige kommet hjem sent i går aftes. Det har været nogle fantastiske dage, som vi slet ikke kan beskrive i detaljer - men vi vil forsøge at give jer et lille glimt af det der er sket de sidste par dage.

Vi tog fra Kisoga fredag morgen til Kampala hvor vi har hele dagen. Vi fik shoppet lidt og lavet en tun-mad og købt lidt ind til om aftenen. I Kampala boede vi i MS huset, hvor vi mødte to piger (Karoline og Nathalie) der allerede havde været i Uganda et stykke tid.

Næste morgen kom Peter og hentede os og vi tog af sted mod Arua. Det var en lang tur, og meget hyggeligt, og fantastisk smukt. Da vi kom til White Castle (hotellet), hvor alle de andre var - 14-15 stykker fra det andet hold og 6 fra vores hold. Der holdt vi fest, var oppe hele natten, fik drukket øl, og fik noget lækkert mad.

Næste morgen checkede vi ud ved 12-tiden. Vi lagde os ned ved poolen for at slappe af, og få lidt sol og hygge os. Så tog vi af sted op til Frederik og Katrine, der hvor de bor. Efter et par timer tog vi ind til Arua, hvor vi fandt vores hotel “Smara White House”. Næste morgen tog vi af sted kl. 6:30 - for vi skulle nå bussen klokken 7:00, der skulle køre os ud til en lille by udenfor nationalparken, hvor vi ventede på Peter, der skulle køre os ind i nationalparken. Da vi var omkring 20 mennesker i alt, måtte vi så leje en ekstra bil (der var ikke plads i Peters bil).

Det er faktisk meget ubehageligt at sidde bag på ladet af bilen. Vi kørte ind i parken i to biler, hvor vi så antiloper, aber, vortesvin, desmerdyr og giraffer. Så kørte vi ned til Nilen, hvor vi blev delt op i to grupper. Den ene gruppe, der skulle på safari, og den anden, der skulle ud og sejle på Nilen. Fordi strømmen var gået på hotellet om natten, var det kun Malou der havde fået opladet sit kamera, så Lisa fik slet ikke taget nogen billeder.

Vi havde ikke rigtigt forstået, at vi skulle på safari i 6½ time, så vi havde ikke fået hverken vand eller mad med. Men vi tog altså af sted på safari, og så en masse dyr. Elefanter, en enkelt krokodille og gnuer, og vi kørte virkelig tæt på en giraf. Nationalparken var på størrelse med Fyn.

Vi kørte rundt i 6 timer, og der var en guide med, der sad inde i bilen. Vejene i Uganda er røde og meget støvede, og der er vildt mange huller i vejene - det var alligevel fantastisk… og når vi skulle tisse, så skulle man lige overveje om der kom en løve eller andre vilde dyr.

Da vi kom tilbage, skulle vi sejle et lille stykke over Nilen til et hotel, der hed Red Chili, og der mødte vi så det andet hold, som havde været ude at sejle på Nilen, mens vi var på safari. Vi fik noget god mad.

Senere satte vi os ind i baren (der var en del af hotellet) og mens vi sad der, kom nogle af de andre hjem. De var nærmest stødt ind i en flodhest der var gået op tæt på hotellet og som stod foran vores hytte, hvor den stod og gnaskede lidt græs. De kom ind i baren og så helt vilde ud i hovederne… Så Lisa, Malou og Sune gik ud for at se den, og de lyste rundt men kunne ikke rigtigt finde den - men pludseligt hørte de den stod og gnaskede over ved siden af deres hus.

Næsten morgen skulle vi ud og sejle - og da havde Lisa fået opladt sit kamera, så hun fik taget masser af billeder. Vi fik alligevel set krokodiller, elefanter, fugle - men ikke nogen løver… det var lidt ærgerligt.

Vi sejlede på til “Murchson Fall”, det var ret vildt, og vi fik taget en masse billeder.
Så kom vi tilbage til hotellet, hvor vi fik lidt at spise, og så fik vi pakket bilerne, kørte tilbage til nationalparken, hvor vi kørte næsten op oven på vandfaldet. Det var kæmpe stort, og enormt fascinerende. Vi tog en masse billeder - og det var nok det mest fantastiske på hele turen. Da vi skulle tilbage igen sad vi på ladet af bilen, og så begyndte det at regne. Køreturen var på 2 timer - og vi sad syv på ladet af den ene bil. Her sad vi og spillede kort.

Vi skulle ud på den anden side af parken, hvor vi skulle besøge nogle andre MS’ere (Signe og Clara) - hos deres værtsfamilier. Her blev vi indlogeret i nogle hytter (alle 20 MS’ere). Om morgenen tog vi af sted i en matata-bus, og besøgte den skole vor Signe og Clara arbejder, og herfra tog vi (Lisa og Malou alene) til Masindi hvor vi blev hentet af Peter, der kørte os hele vejen tilbage til Kampala, hvor vi ankom i går aftes klokken 19:30. Chris (vores værts-far) hentede os i Kampala, og tog os med tilbage til Kisoga - og det var noget af en tur. Trafikken var totalt kaos, og det blev endnu værre da vi kom ud af Kampala - vi holdt i kø, og det tog os 2 timer at komme til Mukono, og så skulle vi vente yderligere på en bus til Kisoga. Vi var ikke hjemme før klokken 23:30, så vi var trætte, og tog derfor ikke i skole i dag - for vi havde ikke nået at forberede noget. Så nu vil vi bruge påsken på, at forberede noget om demokrati.

Det har været en fantastisk oplevelse - og vi fik så enormt mange indtryk. Det var spændende at se hvor de andre bor, og hilse på de andres værtsfamilier.

Angel kom ind i morges klokken kvart i otte, og bankede på vores dør - mens hun sagde “Malou - wake up Malou”… vi har savnet dem, og Angel er simpelthen jordens dejligste lille perle.

Malou blev iøvrigt kørt ned af en Boda i dag… blev ramt og “fløj gennem luften”. Der var nogle biler, der holdt tilbage for hende, så troede hun at alle de andre også holdt tilbage men det gjorde de ikke, så hun fik ikke set sig ordentligt for. Der skete ikke noget - men det var lidt af en forskrækkelse.

Så er vi ankommet til det nye hotel i Arua. Har været ude og besøge Frederik og Kathrine. Det var virkelig hyggeligt. Nu skal vi ud og spise, og så skal vi tideligt op i morgen. Vi skal være på bussen klokken 7 i morgen tidlig, så vi skal vist tidligt i seng. Kys og Kram - Lisa

[Vi har her til eftermiddag fået talt med Lisa på telefonen. Hun har endelig fået sin telefon igen, som hun havde glemt i Kampala. En venlig sjæl havde taget den med til Arua - så nu kan Lisa igen holde kontakten ved lige telefonisk såvel som ved SMS. Lisa fortæller:]

Nu sidder vi i Arua på et skønt, skønt hotel sammen med alle de andre MS’ere. Der er bare så hyggeligt. Sara og en fra det andet hold har fødselsdag i morgen. Malou og jeg ringede for at snakke med Ivan, for at høre om han kunne hjælpe med at booke nogle billetter, men en ven af ham tilbød dem at vi kunne køre med dem derop, og det var jo bedre at sidde i en bil end i en bus.

Det var en meget smuk tur - turen tog otte en halv time. Vejen var helt forfærdelig - selv om det er asfalterede veje, så var der simpelthen SÅ mange huller, og man kan ikke forestille sig hvor store hullerne var. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg dunkede hovedet op i taget på bilen. Det var en fantastisk tur, og ude i horisonten kunne vi se bjergene, og vi fik at vide, at de lå i Congo (Blue Mountain). Vi så også vores første elefant, den havde to fugle siddende på ryggen - og det var helt vildt. Det var simpelthen bare så smukt. Det er frustrerende, for man vil gerne tage billeder af det hele - men man kan slet ikke formidle denne skønhed i et billede. Man har lyst til at fortælle om det vi ser og oplever, men man kan slet ikke sætte ord på sine følelser.

Vi er blevet tilbudt at tage med på en tur til en nationalpark på vej tilbage, så skal vi se lidt wildlife på vejen tilbage, og vi skal også sejle en del af turen på Nilen. Vi regner med at være tilbage i Kisoga på onsdag.

Der er ikke lagt noget fast program for undervisningen, så vi styrer selv hvor meget vi vil undervise. Hvis vi har lyst, kan vi endda vælge også at arbejde på et lokalt health-centre eller lignende. Vi har således selv indflydelse på hvor meget vi skal arbejde og med hvad. Skolen er bare lykkelige for at vi er der.

Der er ikke bad i det hus hvor vi bor. Men vi vasker os med varmt vand (som familien koger til os), blandet med vand fra brønden - i en balje. Familien selv vasker sig kun i koldt vand.

[Vi var jo nysgerrige efter at høre, hvad det var for et dyr der havde skræmt livet af Lisa, og fået hende til at vække Malou midt om natten, så vi spurgte ind til dette…]

Det var en slags flyvende kakerlak. Der er i øvrigt masser af firben - dem er jeg ikke så bange for. Men jeg tror min hysteri over smådyr er smittet lidt af på Malou, så nu er jeg ikke længere helt alene om at være “hysterisk” over smådyr og småkravl, Malou kan også miste pippet en anelse, når der kravler ting rundt omkring hende, hun ikke ved, hvad er

Vi spiser ikke ret meget kød hernede, så vi savner proteiner. Vi spiser mest frugt og grønt, men har dog også smagt fisk. Jeg er ikke så glad for fisk, men Malou syntes det smagte vildt godt. På vejen til Arua stoppede vi i en landsby og købte nogle grillspyd med kød. Det var ikke andet end scener og fedt, men alligevel nød vi det, for det var KØD Da vi var i MS huset forleden, fik vi købt noget brød - for det spiser man ellers ikke hernede - og lavede lidt tunsalat. Og vi stornød et stykke ristet brød med tunsalat.

Jeg har købt lidt havregryn hernede, og laver havregrød til morgenmad - jeg har også prøvet at servere det for værtsfamilien her forleden dag. Jeg er dog ikke sikker på om de kunne lide det, selvom det lod til at vores værts-far godt kunne lide det.

[Det virkede også som om Lisa og Malou er tilfredse med at Basim nu er røget ud af X-Faktor. De mener vist heller ikke helt han hørte hjemme i finalen.]

Tak for jeres søde beskeder på vores hjemmeside, dem er jeg virkelig glad for. Jeg savner også dig Sara, og selvfølgelig også mor, far, og alle jer andre. Tænker meget på jer. Jeg kan love jer for jeg oplever en masse - vi er jo ankommet til Mukono og blevet installeret hos vores familie, der bor 20 min fra byen i en lille landsby, jeg hverken kan stave eller udtale - og det er virkelig langt ude på landet synes jeg. Familien er virkeligt søde og rare og også meget renlige. I dag (2. dagen i Mukuno) var vi ude at gå en tur og se området, hvor vi besøgte byens ‘leder’, som vi snakkede med - hun var virkelig sød og sagde hun ville med os hjem til Danmark - hehe.

Da vi gik, gav hun os en avokado hver, så nu hvor vi er inde i byen, køber vi nogle lime og noget salt, så vi kan spise dem når vi kommer hjem. De er virkelig store i forhold til dem derhjemme, og når man ryster dem ved øret kan man høre kernen inde i midten - det havde vi aldrig hørt før - det morede de sig meget over. I det hele taget morer vores uvidenhed om så mange basale ting dem meget . Jeg skiver dagbog næsten hver dag, men når vi kommer til computeren er det som regel lidt spontant, så har ikke mine skriverier med mig, det må jeg prøve at huske næste gang, vi tager til byen.

Efter jeg havde sendt de 3 billeder og far bad mig sende nogle flere af Malou, sende jeg 2 billeder, og de ligger i min udbakke, så det er lidt mærkeligt de ikke er modtaget, så prøver at sende dem her igen. Det ene er Malou på trappen på vores hotel i Jinja, det andet er Malou på det lokale marked i Jinja også.

Glæder mig til at vi er faldet så meget til at vi kan tage billeder af vores familie og hjem og sende hjem til jer, så i kan se med jeres egen øjne - men der kommer nok til at gå nogle uger. Vi forsøgte at tage et billede af en af de små børn i huset, Angel, som har forelsket sig i os og hele tiden er ved os, men hun så bare meget skræmt ud og det er jo ikke meningen, så vi venter til de er helt trygge ved os og har vænnet sig til vores tilstedeværelse. Der er ikke andre vide i byen, tror jeg, så nar de små børn ser os bliver de næsten helt overraskede og stopper gerne op og stiller sig i en rundkreds bare for at kigge. De råber “Muzungu” (hvid) efter os, som et slags ‘kælenavn’ kun ment pænt, og råber “how are you” efter os, som i de fleste tilfælde hos små børn er det eneste engelsk de kan, og så selvfølgelig råbe “fine” tilbage når vi spørger dem. Der er virkelig rart og dejligt, og efterhånden vænner man sig til den fattigdom, der stærkt præger hele området.

Nu har jeg ikke særligt meget tid tilbage på min computer, så jeg må takke af herfra, men en hilsen til jer alle om at jeg tænker på jer, og elsker jer!
Det er helt mærkeligt jeg kun var været her i en uge!

Ville meget gerne have en update hjemmefra - hvad er der sket i X-factor og hvad med på plejehjemmet???

[Vi har i dag sendt Lisa og Malou en opdatering på X-factor såvel som hvad der sker på Lisas tidligere arbejdsplads.]

Så er vi vel ankommet til Mukono.

Jeg glemte min telefon hos MS [Mellefolkeligt Samvirkes hus i Kampala, Henrik], da jeg pakkede den ud, for at få de andres telefonnumre - dumt. Men jeg får den fredag da vi overnatter hos MS inden vi tager til Arua for weekenden. Det er et super hyggeligt sted vi er kommet hen og familien er virkeligt sød.

Her er meget primitivt, men vi har fået nogle senge og madrasser. Det kommer til at tage lang tid at vænne sig til toilettet [et hul i jorden, Henrik], men det er jo en del af oplevelsen.

Husk jeg elsker jer og hils alle omkring jer.

[Der er kommet fire billeder mere fra Uganda - kig i billedgalleriet, for at se dem.]

Vi modtog her til aften en SMS fra Lisa. Hun skriver:

Så har jeg fået styr på min telefon… og dette er mit nummer Håber i synes det var nogle gode billeder jeg fik sendt og uploadet i går Vi tager afsted til Mokuno i morgen tidlig klokken 9, så i dag har vi en masse ting vi skal købe Min mave har det ikke så godt i dag, det er ikke så rart, men håber på det snart går over!

Husk jeg elsker jer, Lisa

Hun er tilsyneladende ikke klar over at kun 3 billeder kom igennem, så jeg har sendt hende en SMS, og fortalt hende det.