Kære alle familie, venner og bekendte.

Jeg håber i alle har det godt, og at mange af jer har modtaget de postkort, breve og mails, der er blevet sendt af sted til Danmark den seneste tid. I har væbnet jer med tålmodighed mht. mine dagbøger, og det kommer I nok til lidt endnu. Jeg har på det seneste været meget inde i en ‘doven’ periode, hvor jeg har været ret ugidelig, det sig både i skolen og derhjemme. Malou har mange gange lagt øre til mine beklagelser over konstante savn til jer derhjemme. Når jeg tager mig selv i disse tanker, inden de flyver ud af munden på mig, kan jeg ikke lade være med at grine lidt ad mig selv - jeg må lade være med at tænke så meget - leve lidt mere. Det skal så også siges, at det ikke har stået til hindring for at vi har haft nogle skønne dage, med masser af oplevelser.

Nu er jeg også sikker på det hele vil vende. Vi har af mange grunde besluttet at stoppe vores arbejde på Sct. Andrews. Det er bestemt en god skole, og børnene er dejlige, men vi synes at vores udbytte har været begrænset. Det er en yderst velfungerende skole, og vi føler af vi blot falder ind i en i forvejen fungerende hverdag. Selvfølgelig har vi meget at bidrag med, men efter selv at have fulgt en del timer, føler vi ikke vores undervisning giver det udbytte vi kunne ønske os - tværtimod. Desuden holder skolerne ferie i maj, så vores arbejde her skulle alligevel slutte om et par uger. Vores arbejde på Buiga Sunrise er opløftende og glædeligt - vi simpelthen elsker at komme her, og vi føler at de udnytter vores arbejdskraft, både i form af materielt arbejde og sammenhold med børnene.

Desuden var vi på et stort Health Centre i dag, der ligger et godt stykke fra Kisoga, i modsatte retning af Mukono - altså endnu længere ude på landet. Vi kørte i Matatu i nogen tid - det blev en tur vi sent vil glemme! Det havde regnet voldsomt i nattens løb, og de i forvejen ikke just velfungerende veje var om end endnu mere umulig at køre på. Malou og jeg sad fordybet i en litterær samtale, da bilen kørte ned i en kæmpe vandpyt. Det næste vi ser, er en kvinde der sidder skråt til højre foran mig siddet med et vildt ansigtsudtryk. Det lignede hun havde bidt i en overdrevet sur citron - hele ansigtet var presset sammen dog noget overrasket, desuden var hendes ansigt stærkt præget at den store røde mudderklat der var fløjet ind af vinduet og plantet midt i det. Vi kiggede omkring os - alle, stort set uden undtagelse, sad dækket i mudder. Kvinden ved siden af mig havde i mudder både i ansigt, øre og hår. Jeg selv havde også taget min del af morskaben, og var (fordi jeg sad med ansigtet vendt mod Malou) dækket i den højre del af ansigt og hals. Min T-shirt var dækket i mudder pletter på hele brystpartiet, og begge mine arme bar stærkt præg af den røde jord. Malou, der havde en mand siddende halvt oppe på sit skød, var en af de meget få der ikke blev ramt af mudderets indtrængen. Kun et par få dråber havde, i sin vildskab, fundet vej til hendes nederdel. Vi blev, flade af grin, enige om at vi nu var forenet med Afrikas røde jord. Denne episode har hele dagen bragt grinet frem på vores læber.

På health centeret fik jeg mulighed for at vaske mig, inden vi skulle møde lægen. Vi satte os ud i solen for at ‘tørre’ inden han var færdig mig sine konsultationer. Jeg var næsten færdig med den bog jeg er i gang med at læse: Mary Shellys Frankenstein. Malou og jeg havde tidligere snakket og diskuteret bogen, og jeg læste lidt op for hende. Jeg havde nok læst en side eller to de jeg opdaget at flere kvinder var stoppet op på stigen bag os og lyttede til min fortællen. Det var bestemt ikke for at skræmme dem væk at jeg vendte mig om da jeg følte nogen iagttage mig - de smilede venligt og fortsatte deres færd. Efter kort tid hentede lægen os, vi gik ind på hans kontor, og han fortalte os om klinikkens forskellige projekter. Vi kan ikke huske halvdelen af dem, men han gav udtryk for at det lå os frit for at vælge mellem disse projekter, der var fastlagt på forskellige af ugens dage, og ud fra det planlægge en arbejdsplan. Vores arbejde vil bestå i at følge en sygeplejerske (måske får vi også uniformer) og overvære hendes arbejde, uanset hvad det måtte være. Afrikanerne virker ikke blufærdige, som de fleste nok ville være i Danmark. Da han viste os rundt, kom vi ind i et undersøgelses lokale, hvor damen der skulle undersøges bare uden videre smed trøjen og lagde sig på briksen - foran os og for åben dør. Heller ej fik vi den opsang om tavshedspligt vi havde regnet med - dette er jo også et vigtigt element i det danske sundhedsvæsen.

Ud over klinikkens udseende virkede det meget velfungerende. En af vores første tanker var - her kan man da ikke udføre en operation! Men det gør de altså, og det fungerer. Det minder mig enormt meget om en bog jeg læste inden jeg tog til Uganda, om en ung sygeplejerske der drog til Congo for at arbejde på et hospital. Også hun var blevet overvældet af primitiviteten, men stadig erfarede hun, at det fungerede fint, man tager bare nogle andre forholdsregler. Vi så også fødselsafdelingen’ hvis man kan kalde det det. Et rum med 2 brikser til modtagelsen af barnet - der var dog et lille forhæng man kunne trække ned mellem de to senge for lidt ‘privatliv’. Vi gik ind i det lidt større rum med omkring 10 senge, der stod meget tæt, og var, lig fødselsrummet, hverken betrukket med sengetøj, tæpper eller en hovedpude. De lå bare på den bare madras på den kolde jernseng. Der lå to kvinder, som, fik vi fortalt, havde problemer med deres graviditet. De havde ikke umiddelbart nogen synlig mave, men dette er også svært, da de fleste kvinder (har på landet) bærer store kjoler, der på ingen måde viser figur. Vi blev ikke præsenteret for disse kvinder han stod og talte om og pegede på imens han fortalte om et specielt bord/seng i metal. Jeg forstod ikke helt brugen af dette bord, jeg var dybt fascineret af dette primitive hospital, som alligevel var velfungerende.

Da han havde vist os rundt, gik vi tilbage til hans kontor, hvor vi aftalte at vi kom tilbage mandag, hvor vi skulle møde den læge der styrede det hele. Det er også den læge der udfører de operationer, som onsdagen er sat af til. Vi spurgte ikke direkte, men vi gav udtryk for at især dette projekt interesserede os - og han sagde ikke på noget tidspunkt at dette projekt var ude for vores rækkevidde, blot at vi frit kunne vælge mellem projekterne og vi skulle fastsætte dette på mandag.

Dette er det som kommer til at overtage vores arbejde på Sct. Andrews, og de som kender mig godt, ved hvilken glæde dette er for mig. Hvis dette bliver muligt for os i den grad som vi håber på, og som vi fik udtryk for i dag, vil det uden tvivl se godt ud på begge vores ansøgninger til sygeplejerskolen når vi kommer hjem. Desuden vil dette blive en kæmpe oplevelse for os, og give os en smagsprøve på det arbejde vi med stor glæde er på vej til at vie vores liv til. En hel ubegribelig chance vi begge tager imod med kyshånd!

Dette giver mig også en mulighed for at bryde ud af min dovne periode, og på ny tage fat. I morgen skal vi på Buiga Sunrise hele dagen. Der er normal skole mellem 8 og 13 og kl. 15 kommer der en organisation fra Mukono og holder et foredrag/diskussion om demokrati for forældrene - det vil vi også meget gerne deltage i, da vi jo selv har forsøgt os på samme, bare for børnene på Sct. Andrews i stedet for. Det er ikke helt fastlagt endnu, men vi satser på at skulle ud og ride på lørdag - ellers tager vi til Mukono og rykker ridningen til en anden gang. Vi ligger det bestemt ikke på hylden, men kan det ikke lade sig gøre, må vi udsætte det. Grunden til det ikke er fastlagt endnu, er at vores værtsfar Chris, kender nogen der har en farm hvor de også har heste. Måske han kunne finde os en lidt mere privat og billigere tur, men dette er jo Afrika, og alt tager enormt lang tid, så vi har væbnet os med tålmodighed - bliver det ikke i denne weekend, så bliver det i en anden.

Midt i næste uge (onsdag eller torsdag, alt efter hvad vores nye arbejde byder på) tager vi til Kampala igen. Lørdag ankommer mange af vores rejsekammerater til MS huset. De fleste fra det andet hold har afsluttet deres projekter i denne uge, og tager til Kampala for at tilbringe de sidste dage inden de rejser hver til sit, både til andre tilstødende lande (Kenya, Tanzania osv.) og tilbage til Danmark. Mandag bliver der holdt en fødselsdagsfest for en af de rejsende/afskedsfest for alle de der snart forlader Uganda, og det skal vi da med til : Vi tager hjem igen tirsdagen efter. Hvor vi straks vil genoptage vores arbejde.

Betty (værtsdatter) har netop fået ferie fra sin skole. Hun vist os sin eksamensopgave, hvor hun svarede 16 ud af 20 spørgsmål om en bog de har læst korrekt. Stolt og lettet kan hun nu holde ‘ferie’. Hun skal nemlig benytte sin ferie til at lave hand-crafts. Det synes jeg er vildt fedt - jeg vil da også gerne lave en kurv selv. Nok kan hun lide det, men det er jo stadig et arbejde, hvorfra familien skal tjene penge.

Jeg vil slutte mit brev med en særlig hilsen til min fantastiske søster, jeg holder utroligt kært, der fylder 22 imorgen, den 18. april: hjerteligt tillykke med fødselsdagen, Maria. Til hende har jeg sendt en fin afrikansk gave, som hun vil modtage når hun i morgen bliver vækket med gaver og sang. Hun vil være i mine tanker hele dagen, med håb om en god dag med lækker mad (kød?!).

De varmeste og kærligste hilsner
Lisa