Dagbog mandag den 20. maj 2008

Turen til Mbale og Sipi Falls

Vækkeuret ringer kl. 5:30. Jeg skal nå at pakke de sidste ting ned og bærer affald ud inden jeg skal af sted. Ud af sengen, på med det tøj, jeg i forvejen havde lagt frem og nattøj ned i den næsten færdigpakkede rygsæk. Alt er klart og jeg pakker lynhurtigt en lille madpakke: en stor vand, en ananas, en chapati med nutella og en pakke vådservietter.

Kl. præcist 1 minut over 6 sidder jeg i en matatu ved hovedvejen i Kisoga. Solen er endnu ikke stået op og byen sover stadig. Jeg har før færdes i Kisoga efter mørkets frembrud, men aldrig helt alene i en helt tom by - det kan være meget mørkt og ensomt så langt ude på landet. Fik en besked fra Malou om at hun ville finde en matatu omkring på samme tidspunkt, men jeg vidste ikke om hun ville møde mig i  Mukono eller Mbale. Kl. ca. 6:30 kørte bilen. Aldrig før har jeg været så glad for at bilen hjernede derud af og nærmest kørte om kap med en anden matatu. 100 km/t ud af en af de værste veje jeg endnu har kørt på i Uganda, komme først frem og samle de mennesker op der stod langs vejen, og ventede, dernæst fuld fart frem for at kunne overheale den anden matatu der i mellemtiden har overhalet os - vi skal jo foran så vi kan samle de næste op også. En tur der normalt tager lidt over 30 min tog os 20 min - så jeg var i Mukono 10 minutter i 7 hvor min bus til Mbale skulle gå. Jeg sad på en bænk og ventede og da klokken blev 7 spurgte jeg mig frem om, hvornår bussen ville komme. Manden pegede blot på en matatu længere fremme i rækken og sagde at den ville køre til Mbale - bussen kom altså ikke, og hvem ved om det nogensinde var meningen?

Havde på det tidspunkt stadig intet hørt fra Malou, men eftersom jeg sad helt alene i matatuen og vidste at den ikke ville køre før den var fund (mindst 14 passagerer) hvilket godt kunne tage noget tid, ville hun godt kunne nå det selvom hun kom lidt for sent, men hun svarede ikke. Eftersom jeg var den første i vognen kunne jeg sætte mig på forsædet, hvor jeg vidste var bedre plads end noget andet sted i bilen. Bilen blev fyldt lidt efter lidt, og en lidt ældre mand satte sig ind ved siden af mig. Han forstod ikke et hak af, hvad jeg fortalte , og ærlig talt ved jeg ikke om han snakkede engelsk, luganda eller et andet sprog til mig - forstå hinanden kunne vi i hvert fald ikke. Vi fik da ført nogle gode samtaler undervejs, hvor jeg af ukende årsager slog over i dansk (nok fordi han alligevel ikke
forstod mig) - men det gjorde nu ikke samtalerne mindre interessante, og der blev ikke færre af den årsag. Går ud fra han fortalte lidt om sit liv, og jeg fortalte ham lidt om mit.

Kl. halv 9 kørte vi så af sted mod Mbale, og da jeg lige var nået til Jinja ringede Tobias for at fortælle at nu har han ankommet til Mbale. Så kunne han bruge de næste mange timer på at gå rundt og vente på os. (det var vist omkring dette tidspunkt Malou tog fra Kampala). Vi stoppede nogle gange undervejs for at vi kunne købe mad og drikke, men da jeg jo havde min egen madpakke!, købte jeg ikke noget.

2. gang vi stoppede, et stykke efter Jinja, var der 2 mænd der næsten kom op og slås, hvor de stort set stod og slog hinanden i hovedet med en kødpind. Det er ikke første gang jeg ser mænd næsten komme op at slår når det gælder penge eller noget der vedrører penge, fx mad de skal sælge, så det kom ikke helt bag på mig, men det er aldrig behageligt at se voksne mænd så hidsige på hinanden, at de faktisk skal skilles ad af deres kolleger/venner.

Umiddelbart efter dette stop (efter ca. 2 timer køretur) fald jeg lidt i søvn. Resten af ruren skiftedes jeg til at sove, ’samtale’ med manden ved siden af, eller prøve at få fat i Malou.

Vi kørte igennem en by Inganga, hvor chaufføren vækkede mig for at jeg skulle lukke vinduet op  og låse døren. Jeg troede det var fordi vi kørte på en grusvej der støvede en del, så da vi kørte på asfaltvejen igen rullede jeg vinduet ned igen, men jeg nåede ikke langt før chaufføren nærmest panisk sagde at jeg skulle rulle op igen - hvorfor ved jeg ikke. Vi kørte frem og tilbage i byen i over 20 min. Undervejs kørte han også en cyklist ned, uden at nogen spurgte om han var okay, eller kommet til skade, han fortsatte bare, og den stakkels dreng lå bare forskrækket på jorden og så meget forulempet ud. Jeg sad bare og måbede, for sådan noget havde jeg slet ikke forstillet mig kunne ske. I et land for farlige sygdomme som Malaria og HIV/AIDS er meget udbredt er det stadig trafikken der har flest ofre, hvilket egentlig ikke kommer bag på mig, når man har færdes bare en lille smule i den - for den er virkelig sindssyg. Snak om at køre som en brækket arm. På trods af vi kørte frem og tilbage i Inganga, samlede vi kun 2 mennesker op (tror de kørte frem og tilbage, fordi chaufføren var usikker med at holde stille), før vi fortsatte vores færd mod Mbale.

Ca. Ved 13. tiden ankom jeg til Mbale by. Jeg var blevet bedt om at blive sat at ved Kumi taxipark (en af de 2 taxiparker der er i byen), og det blev jeg - troede jeg. Jeg nåede dårligt ud at matatuen før jeg kunne mærke nogen med min rygsæk. Jeg vendte mig om og fandt en mand stående med hænderne oppe foran brystet, i en krummet stilling, ligesom vis man leger kanin. Jeg vippede rygsækken frem og fandt rummet hvor min pung lå, åbent. Der manglede ingen ting, men det var stadig en ubehagelig velkomst. Jeg viklede min trøje om rygsækken, så den skulle fjernes før nogen kunne komme i den, og ringede til Tobias. Vi kunne ikke forstå hvorfor vi ikke kunne finde hinanden, lige indtil vi fandt ud af at vi stod ved hver vores taxipark - jeg selvfølgelig ved den forkerte. Op på en Boda-boda og af sted til den rigtige park, hvor jeg fandt Tobias, der allerede havde ventet længe.
Vi satte os på en bænk og snakkede mens vi ventede på Malou, som vi stadig ikke kunne få fat på. Der var ikke noget signal til telefonen på forskellige strækninger mod Mbale, så der var ikke så meget at gøre. Vi spurgte os frem, for hvordan vi kunne komme til Sipi, og da vi havde ventet i omkring en time, sagde han at han snart ville køre.

Vi satte os i bilen og ventede, hvor vi sad i yderligere en halv time da vi endelig fik fat i Malou, hun var næsten ved Mbale. Vi bad chaufføren vente på hende. Hver gang han tændte motoren for at køre måtte vi bede ham vente, for nu var hun der jo næsten, så kunne vi lige så godt følges. 5 gange tændte han motoren, da Malou (som også var blevet sat af ved den forkerte taxi park) kom, kunne han endelig køre, og vi bevægede os mod endestationen: Sipi.

Da vi havde kørt i nok halvanden time, med propper i ørene (fordi vi kørte op ad bakker, ved foden til mt. Elgon) kom vi endelig frem. Vi nåede dårligt ud af taxien før 2 fyre nærmest overfaldt os, og ville have os til at sove på deres lodge, Moses camp. Vi indvilligede i at se det an, og det var da også rigtig fint, men toiletterne var ulækre, der var intet bad, og vi skulle sove i Bandaer, hvor taget ikke var helt tætsluttende. Vi sagde nej tak, for vi ville gerne se et sted an, som Tobias havde fået anbefalet af et nyåbnet turistcentre i Mbale. Julias (en af fyrene) fulgte os op til Locan Lodge, hvor vi straks blev forelsket i stedet. Vi så ikke engang toiletterne og badet før vi sagde ja til stedet. Bare det, at de havde en rigtig bruser og et hyggeligt sted, til rimelige penge, var godt nok.  Det lå på et meget stejlt sted på bakken (1770 meter over vandets overflade) så der var mange trapper der skulle forceres når vi skulle fra hytten til baren og restauranten eller toilettet, men udsigten var det hele værd. Vi blev indkvarteret, og fik frokost, der godt nok var lidt kedelig og tør. Bagefter gik jeg ned og sov lidt, og vågnede lige i tide til at se den smukkeste solnedgang jeg endnu har set.

Placeringen af stedet var perfekt. Nede for enden af bakken var en dal, der var omkring 100 meter dyb, lige ved os og 200 meter dyb længst væk fra os. På begge sider af os fortsatte bakken rund i en halvcirkel om dalen, men lige frem for os, var bare slette. Vi kunne ca. 50 km ud i horisonten, og uanset om det var skyet eller ej, kunne vi se umådeligt langt, og nyde en skøn solnedgang over det flade landskab der lå foran os. Gik man helt ud i venstre side af grunden kunne man se udsigten til Sipi falls som er Udandas længste vandfald,  og en af de grotter der ligger tæt ved.

Vi fik lækker aftensmad (den bedste beef-stew vi endnu har smagt i Uganda), og sad og hyggede os hele aftenen, hvor jeg fik kælenavnet H2O af vores guide, inden vi gik i seng. Vi skulle ud og heike dagen efter, så vi skulle gerne være udhvilede.

Dagbog tirsdag den 20. maj 2008

Heik omkring Sipi falls

Har ikke sovet helt godt i nat. Der har kravlet nogle dyr omkring mig, og eftersom vi er så højt oppe, er der ingen myg og derfor ikke noget myggenet, som normalt er mit ’sikkerhedsnet’ for andre kryb der færdes på værelserne. Malou havde heller ikke sovet godt at samme årsag og Tobias havde sovet dårligt fordi han havde frosset. Men vi kom da op og jeg hoppede i bad.

Et virkelig skønt et, som for en gangskyld havde dejligt varmt vand, som man kunne indstille til at blive lige så varm man ville have det (det er ikke altid man har det valg). Derefter gik vi op for at få en English Breakfast som skulle være rigtig god. Den var også bedre end noget andet vi har fået i Uganda, men stadig ikke helt i top, baconen var ikke stegt ordentligt, brødet var tørt (dog ristet) oksekødpølser der ikke smagte vildt godt, men røreæggene var helt fine og der var en lækker juice.

Vi pakkede en taske med madpakker og vand inden vi ved halv 10-tiden drog af sted på vores heik, hvor guiden insisterede på at bære vores rygsæk.

Først skulle vi ned i dalen og se “the main drop” af Sipi falls. Vi bevægede os af små smalle stier, mellem kaffe-farme, banan plantager og andre former for plantager. Op og ned mellem klippevægge og ad skumle trapper, men bare må krydse fingre for holder, alt imens guiden forklarede os om alt vi kom forbi.
Sipi falls består af 3 vandfald, hvor af det er det sidste “main drop” der er Ugandas længste fald på 100m lodret ned. Vi startede altså nedefra.

Vi bevægede os op og gik i lang tid hvor vi så en masse mindre store vandfald undervejs. Ved det ene vandfald lå der i grotte i nærheden man kunne kravle ind i. Kan ikke præcist huske hvor dyb grotten var men det var omkring 100m dyb. Grotten er formet af fugle og huser stadig flagermus, som begynde at svæve om hovederne på os med deres ulækre gennemsigtige vinger mens de ’skreg’ deres høje skrig, både Malou og jeg klamrede os til guiden (det var kun Tobias der havde en lygte, og han var gået dybere ind i grotten selv), som hjalp os ud.

På trods af, at vi var lidt bange i mørket og pga. flagermusene der fløj om ørene på os, var det en virkelig smuk grotte, som havde nogle fascinerende former, når man tænker på at det er fugle der med deres næb har gravet en grotte så stor at man på nogle steder kan stå oprejst inde i den. En dreng viste os også nogle sten/krystaller som findes dybt inde i grotten, som egentlig bare lignede en sten, men havde en lidt rød farve. Jeg havde desværre ingen penge på mig, men den var ret fin.

Vi krydsede en hovedvej, hvor på den anden side var ved at blive bygget en restaurant. Der var nogle mænd der sad og slog på nogle store sten, og vi blev enige om at det var et godt job til at komme af med sine aggressioner. Her fra skulle vi betale et fee for at komme til 2. del af Sipi falls vandfaldet. Vi var allerede så trætte at det var fint nok bare at se det på afstand, men vi ville jo også gerne derop. Vandfaldet var delt op i 2. Der var en ‘gren’ af vandfaldet der ikke var så stor hvor at det egentligt bare var voldsom regn ned på en sten. Har kunne vi tage et “power-shower”. Vi gik rundt om stenen og op på en lille klippe hvor vi havde en smuk udsigt til hele vandfaldet. Også her var en grotte, men den gik vi ikke ind i. Vi fortsatte længere op, hvor vi skulle spise frokost på toppen af samme vandfald, hvor der også ville være en naturlig swimmingpool, hvor vi kunne svømme i. Vi gik og vi gik og vi synes at vi fortsatte op ad i en uendelighed.
Ved toppen af vandfaldet slog vi os så ned for at indtage vores frokost, de madpakker vi havde fået med fra lodgen. Efter frokosten kastede vi os ud i diverse former for akrobatik, og endte med at give de lokale et billigt grin. Vi hoppede rundt, slog kolbøtter og vejrmøller, snurrede rundt og gik på hænderne - og så er der jo os (mig) der ikke er særlig akrobatisk, og blev lidt til grin da jeg ikke engang, da både guiden og Tobias stod og holdt mig, kunne gå i bro, som den eneste der ikke kunne.

Efter vores akrobatisk udfoldelser fortrød vi lidt at vi havde brugt alt vores energi på sådan noget pjat, når vi stadig skulle op og se de sidste vandfald og derefter skulle hele vejen hjem. Af sted med os.

Vi fortsatte op, og blev gang på gang udsat for diverse hjemmelavede trapper og stiger, når vi skulle op ad så stejle stier at man var nødt til at bruge en stige. Vi kom op til det sidste vandfald der var mindst lige så smukt som de andre 2. Vi kravlede ned gennem en lille sprække mellem 2 klipper og kom helt ned til foden af vandfaldet. Der var en smuk regnbue for fødderne af os og vi blev oversprøjtet med vandstøv, fra når vandfaldet rammer stenene.

Derfra var vendte vi næsen hjem af mod lodgen.

Vi gik et lille stykke af samme vej vi var kommet fra, indtil vi drejede af mod venstre og begyndte at gå ned af. Vi var ca. 2000 meter, over vandets overflade. Hjem turen gik ret hurtigt, men vi var også alle ivrige efter at komme hjem og slappe af.

Vi var hjemme omkring kl. 15, og havde været ude og gå i omkring 5 en halv time.

Tobias og jeg gjorde os klar til at tage af sted igen. vi skulle ned og have opladet vores kameraer og telefoner (der var ikke elektricitet på vores lodge) og så havde vi besluttet at vi gerne ville rapelle ned langs the “main drop” af Sipi Falls, og måtte til den nærmeste bank 14 km væk, for at hæve penge.

Vi begyndte så småt at gå, da vi blev samlet op af Julius (ham fra moses camp) i en special hire, som ville køre os til banken og tilbage igen. Det sagde vi ja, tak til.
Vi kørte et stykke og samlede nogle børn op med bambus. De kunne ikke rigtig være i bilen, så de måtte sidde i bagagerummet med deres bambus. Jeg sagde jeg godt kunne have en på skødet, så det fik jeg, selvom hen først ikke rigtig var meget for det, men bagefter så ret stolt ud over, at have måttet sidde på skødet af en Mzungu.
Da vi endelig kom til banken, var automaten selvfølgelig gået i stykker. Vi ventede i noget tid, til de fik den til at virke, og vi prøvede adskillige gange, til jeg til sidst kunne få 300 000 ud af maskinen. Lige nok til at vi alle kunne blive en nat længere og komme ud og rapelle (det kostede 50 000 = ca. 150 kr.). Da vi endelig havde fået vores penge, og vi skulle hjem inden det blev mørkt.

Den bil der skulle have kørt os hjem, var kørt for at hente nogle andre, og vi måtte tage en matatu hjem, men det var også fint nok. Vi blev klemt ind i en i forvejen overfuld taxi og kørte ca. en halvtime hjem til vores lodge. Jeg satte mig og skrev noget dagbog indtil solen var ved at gå ned - vi måtte ned og hente vores kameraer, så vi kunne få et billede af solnedgangen. Vi fik det hentet, men desværre ikke i tide nok til at få et billede der kunne forevige den solnedgang vi lige havde overværet.

Vi spiste aftensmad, som i dag bestod af lækker kyllinge-stew med ris og grøntsager. Vi sad for en kort stund og diskuterede ‘the odds of survival’ ved at rapelle, og fik hidset hinanden rimeligt meget op. Vi var alle virkeligt nervøse omkring det, og måtte alle sammen med og ringe hjem og at høre hvad de sagde til det derhjemme. Jeg ringede både hjem til mine forældre, som bakkede det op og til min veninde Cecilie, der også bakkede det op, hvilket beroligede mig en del - jeg besluttede mig for at jeg måtte gøre det!

Dagbog onsdag den 21. maj 2008

Rapelling ved Sipi falls

Vi vågnede lidt i 8, fik tøj på og gik op for at spise morgenmad.

Nervøsiteten begyndte for alvor at melde sig, og da jeg næsten havde spist op, fik jeg det simpelthen så dårligt. Det gik dog hurtigt over, og overtaget af sommerfugle i maven. Vi gik ned til bunden af grunden hvor der var en lille dør. Vi gik et kort stykke til vi skulle krydse noget vand. Vi skulle hoppe over på en lille sten ude i vandet og derefter over på den anden side. Der var først bagefter at jeg fandt ud af at vi lige havde krydset vandfaldet oppefra. Vi kom hen til nogle fyre der stod med en masse seletøj og reb og ventede på os. Vores guide skulle kravle ned først, og derefter ville Tobias gøre det. Jeg var meget nervøs, men jeg havde besluttet mig for at jeg VILLE gøre det - så der var ingen vej uden om.  Guiden fik mit kamera i lommen så han kunne tage nogle billeder nede fra og så fik Tobias Malous kamera (han havde ikke noget selv) og vores telefoner i lommen der kunne lukke tæt, så han også kunne tage nogle billeder af os når han kom ned.
Vi fik at vide at det ca. ville tage 8  minutter at komme ned, men fordi vi ikke havde prøvet det før, ville det nok tage lidt længere tid.

Da guiden var komme ned til bunden og Tobias skulle til at gøre sig klar, skulle vi finde ud af hvem af Malou og jeg der så skulle gøre det som nummer 2 og hvem der skulle sidst. Ingen af os ville til sidst, og jeg kom vist til at sige jeg hellere ville gøre til først end sidst. Så jeg blev lynhurtigt kommet i en sele, og bundet sammen, inden jeg kunne nå at tænke mig om. Inden jeg vidste af det stod jeg og rystede i bukserne og krampende holdt fast i hånden på manden, som skulle holde rebet. Jeg turde ikke gå hen til kanten, og jeg turde ikke slippe hans hånd.

Jeg kom dog hen til kanten, og fik bundet diverse snore fast i mig. Han gav mig et lynkursus i, hvordan jeg skulle gøre, og forklarede at de første 30 meter ville jeg have klippen ved fødderne og de sidste 70 meter ville klippe gå så langt ind, at jeg egentlig bare skulle hejses ned. Jeg kom ud og stå på den stålpind, der den sidste flade jeg kunne stå vandret på. Jeg blev så bange, og blev ved med at sige til manden: ‘Jeg tør ikke, jeg tør ikke!’. Han forstod selvfølgelig ikke hvad jeg sagde fordi jeg snakkede på dansk, og da jeg havde gentaget mig selv en 20 gange spurgte han Malou og Tobias hvad jeg sagde - hvad de svarede opfattede jeg ikke. ‘Jeg tør ikke, jeg tør ikke’, og alligevel kravlede jeg ned på røret under mig, og blev beordret til at strække benene og læne mig til bage. For at kunne gøre det måtte jeg slippe hans hånd, jeg stadig havde krampeagtigt fat i (jeg tænkte ikke på at jeg ikke måtte ødelægge hans hånd, for så kunne han jo ikke holde fast i mit reb). Jeg fik fortalt ham omkring 30 gange at han endelig ikke måtte slippe mit reb, og han forsikrede mig at han skulle nok holde fast igen og igen. Det beroligede mig at, hvis han skulle finde på at slippe så ville både Malou og Tobias banke ham men en bambuspind.

Ud kom jeg, eller ned var det jo. Det første skridt ned på klippen fra jernstangen var det værste, derefter gik det egentlig glat. Han spurgte om jeg var okay, og jeg spurgte om jeg gjorde det okay.

Jeg turde ikke kigge nogen som helst andre stedet end på rebet foran mig og måske lige på klippen. Malou råbte noget til mig, og jeg brølede bare igen - andet kunne jeg ikke overskue, jeg havde travlt med at koncentrere mig om at holde mig selv i live. Der gik ikke længe inden jeg ikke længere kunne ramme klippen med mine fødder.

Pludselig begyndte jeg at dreje rundt og vendte med ryggen mod klippen. Jeg kom til at kigge ned, og pludselig blev jeg ramt af panik og følte jeg var ved at hyperventilere. Jeg rystede uhæmmet, skyndte mig at få fat i klippen og dreje mig. Han havde ikke sagt noget om at jeg kunne dreje rund, så i mine øjne var det helt forkert, og jeg var sikker på at det ville blive min undergang, hvis ikke jeg fik vendt mig mod klippen meget hurtigt. Men klippe forsvandt jo, jo længere ned jeg kom, og der var ikke noget at gøre. Jeg begyndte så småt at slappe lidt af, og kunne nyde udsigten og tilmed kigge ned og vinke til guiden der tullede rundt og tog billeder fra alverdens vinkler. Jeg nåede et punkt hvor jeg ikke synes jeg kom nogen stedet på trods at jeg blev ved med at give snor. Mine ben begyndte at sove, og jeg fik krampe i venstre hånd med hvilken jeg hold fast i rebet. Jo længere ned jeg kom, des lettere blev rebet under mig og hvis jeg ikke holdt godt fast med rebet i højre hånd (den jeg skulle give snor med, så jeg kunne komme ned) følte jeg det bare ville fise lige igennem. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at hvis jeg lænede mig mere tilbage, lå min vægt anderledes på ræbet, og dermed mere stabilt. Den var en lang tur, men jeg blev alligevel overrasket da jeg nærmede mig bunden. Jeg var lige begyndt at nyde det og så var det overstået. Da jeg kom ned, kunne jeg slet ikke stå på benene og vidste ikke rigtig om jeg skulle grine eller græde. Guiden stod et stykke væk og tog billeder af mig og jeg fik råbt til ham: ’så kom dog og hjælp mig’ på dansk, men jeg tror han forstod det alligevel, for han pakkede kameraet væk og kom hen og hjalp mig af med seletøjet, der blev hejst op igen, med sikkerhedslinen.

Guiden viste mig et sted hvor jeg kunne stå og se når de andre kom ned, og han viste mig de billeder han havde taget. Der var en del gode i mellem, men der var også mange gode, og jeg vidste, at han meget nemmere kunne bevæge sig rundt for at tage billeder af de andre, så jeg gav ham kort nogle ideer til kommende billeder og fra hvilke vinkler han kunne tage, med vandfaldet i baggrunden, og sagde han bare skulle tage en masse. Malou kom ud til kanten, og forsvandt for nogen tid igen. Hun kom til kanten igen, og denne gang fortsatte hun ud over og hele vejen ned. Også hun drejede rundt, og havde et kort øjeblik overskud til at vinke, og råbe et eller andet til mig, men jeg kunne ikke høre det, så jeg råbte bare ‘GO MALOU’ en masse gange og heppede. Da hun nærmede sig jorden løb jeg hen til hende og hjalp hende af med snorene og selen, mens guiden tog billeder (han var vist blevet lidt vild med det).

Som rosinen i pølseenden kom Tobias. Malou og jeg stod og heppede, og også han så ud til at have mere overskud end jeg havde da jeg gjorde det. Da han nærmede sig jorden løb vi begge hen og tog imod ham, og hjalp ham af med selen. Vi var alle glade og lettede - vi havde gjort det!

Vi skulle hen til det sted hvor vi i går havde stået og beundret vandfaldet, men for at komme derhen måtte vi springe fra sten til sten ude i vandfaldet og fik et rigtig godt syn til hvor vandet fra vandfaldet flyder hen til sin underjordiske bane og først mange kilometer fremme munder ud i en sø. Man skulle holde tungen lige munden og helst ikke falde på røven, flagrende med kameraet, og få det smadret. Jeg pakkede det ned i lommen, men havde det fremme adskillige gange for at tage billeder af vandfaldet. Vi skulle op af en meget stejl sti, der også var meget glat af alt det vand-støv der sprøjter op. Derefter skulle vi bare følge den sti vi dagen i forvejen havde gået for at komme ned til selvsamme sted.

Det har nok også noget at gøre med at jeg havde brugt alt min energi på at holde mig selv i live (hehe), for jeg havde næsten ikke flere kræfter i mig til at bestige de adskillige stejle stier og trapper , og vi måtte holde adskillige pauser undervejs. Da vi endelig kom op til hovedvejen stoppede vi for at holde en pause og igen blev det til det rene akrobatik. Tobias begyndte at jonglere og Malou måtte lave ‘på tirsdag’ (det gælder om at lave ‘pa tirsdag’ så mange steder som muligt) og jeg mødte et æsel der havde fået flækket sit øre på tværs for at ejeren kunne kende den.

Vi gik tilbage til vores lodge for lige at tage et bad og betale, inden vi ville vende næsen hjemad. Vi fik fanget en vogn der kørte til Mbale, men fortrød lidt hurtigt at vi havde valgt netop denne vogn. Inden længe blev der nemlig stoppet 9 geder ind i bagagerummet, hvor der bestemt ikke var plads til 9 geder. De brægede og virkede rigtig bange, og ejeren grinte bare af os når vi så bekymrede ud fordi den ene ged havde begge sine ben hængende ud af en sprække.

Sådan transporterer man altså geder her. Vi måtte bare lukke øre og øjne.

Da vi kom til Mbale blev vi henvist til en matatu der ville køre til Jinja. Der sad vi og ventede i hvert fald en time, inden den begyndte at køre. Malou og Tobias  sad på forsædet og jeg sad bag i bilen, hvor vi blev klemt 5 mennesker ind på bagsædet. Jeg sad rigtig dårligt, men fandt da en måde hvorpå jeg kunne ligge mig over min taske og sove stort set hele vejen.

Lidt før Jinja stod Tobias af, og Malou og jeg fortsatte en times tid endnu til Jinja. Der fik vi hævet penge og fangede en boda, der kunne køre os til vores ynglings restaurant 2Friends, hvor vi allerede havde besluttet hvad vi ville have: ananas juice, lasagne og salat.

Efter maden tog vi en boda ned til taxa pladsen i Jinja, hvor vi fandt en bus der kunne køre os til Mukono. Vi havde lidt travlt for matatuerne mod Kisoga stopper med at køre mellem 9 og halv 10, og vi skulle også lige nå til Mukono. Da vi sad i bussen fik jeg det pludselig virkelig dårligt, og måtte ud af bussen, jeg lånte et toilet, og nåede tilbage lige i det bussen skulle til at køre og Malou lige havde annonceret at hun manglede sin Mzungu-ven der var på vej, og at vi skulle vente på hende (mig).

Vi kom til Mukono lige i tide til at nå den sidste matatu mod Kisoga, og halvvejs igennem turen skulle jeg simpelthen tisse så voldsomt at jeg dårligt kunne koncentrere mig om andet. I Kisoga by skulle vi købe vand og taletid inden vi skulle hjem, men jeg skulle simpelthen sådan tisse, at malou fik min taske og måtte betale matatuen, købe taletid, vand OG bære min taske, mens jeg løb hjem. Da jeg kom hjem kunne jeg se, de sad i gården og lavede mad fordi hele gården var fyldt med røg. Jeg kunne ikke overskue at løbe igennem gården og skulle sige hej, inden jeg kunne komme på latrinen, så jeg løb uden om huset og om i baghaven.
De så noget mærkelig ud i hovedet da jeg trådte ind i gården ude fra baghaven af, uden min taske og uden Malou. Jeg forklarede dem hurtigt sagen, de grinede og jeg løb af sted for at komme Malou i møde.

Det var dejligt at være hjemme (selvom der lugtede inde på værelset), og vi faldt i søvn og sov meget tungt!

Godnat og sov godt, Malou og Lisa

Dagbog tirsdag d. 29. april

Blev vækket af Katrine kl. halv 7 efter ca. 2 timers søvn. Vi skulle nå at pakke og spise morgenmad inden vi skulle være ved posthuset ti minutter i 8, for at købe vores billet til post bussen der gik kl. 8. Meget træt og omtumlet fik jeg mast alle mine egendele ned i min rygsæk og fylde i den overbevisning at jeg ville få det rigtig dårligt på den 6 timers lange tur, mange mange flasker med vand.

Endnu engang måtte vi prøve kræfter af med at køre på boda i Kampalas travle gader med en meget tung rygsæk på ryggen. Hver gang bodaen accelererer, er jeg overbevist om at jeg vælter bagover og klamrer mig fast til bodafyren, der uforstående forsøger at vride mine hænder, der har godt fat i hans maveskin, og som niver hver gang jeg vipper bagover, væk. Hvor ville jeg gerne forevige dette ufattelige øjeblik, og tage et billede, men jeg kramper mig godt fast til motorcyklen, og kunne ikke i min vildeste fantasi turde slippe! Det på trods af at jeg rimelig godt har fundet balancen på disse køretøjer, og endda ikke har noget problem i at sidde sidelæns (i dame stilling) gennem de travle gader, så jeg slipper for at blotte mine ben, når man i overskrævs stilling bliver nødsaget til at hive lidt op i nedernedelen, dog til stor glæde for den mandlige del af befolkningen.

Afsted kom vi og fik anrettet os hver i sær ved et vindue i den lille bus med den trange benplads. Turen foregik skiftevis med at forsøge at finde sig til rette og sove lidt og stirre ud ad vinduet. Flere gange på turen stoppede bussen og satte af og samlede folk op. De bedste dele af rejsen var da der ikke sad nogen ved siden af mig, så jeg kunne fylde 2 sæder, og da Katrine købte et kødspyd med ged til mig. Busserne der kører de lange ruter, og som holder stop undervejs for at passagererne kan komme ud og tisse og strække benene, bliver nærmest overfaldet af sælgere der vil sælge alt lige fra vand og juice til levende kyllinger - det kunne jo være man kom i tanke om man godt kunne bruge en levende kylling som man sidder der i bussen og skal tilbringe de næste mange timer i den. Jeg har fået en lille forkærlighed for gedekød. Det har en ret speciel og kraftig smag, og så er det som regel spækket med fedt. Så jeg blev rigtig glad da Katrine nøje udvalgte et der stort set ikke var fedt på. Da vi nærmede os halvvejen, satte en ung ugandisk fyr sig hen og skiftevis snakkede og hørte musik med Malou.

Da vi ankom til Fort Portal, mødte vi hans kammerat Dieter, en tysker som skulle ned og se Queen Elisabeth Park, og havde sin ven Goeffrey med som ‘guide’. Efter at have snakket lidt sammen og rådført os mht. hotel, blev vi enige om at gå ned og snakke med dem fra Kabarole tours (som er dem der arrengerer safariture til Q. E. Park mm). Dernede blev vi enige om at vi sammen skulle lege en bil, for os selv og køre til Q. E. Park tidligt næste morgen. På den måde kunne vi nemlig gøre det meget billigere ved at slå os sammen, og vi kunne få det lige som vi ville have det og ikke være afhængige af nogen andre end og selv. Dieter lagde ud for det hele, og så kunne vi bare sende finde ud af hvor meget vi skyldte ham. Bagefter var det store dilemma hvor vi skulle sove om natten. Dieter og Goeffrey kendte et sted ved en crater lake, som skulle være en hyggelig lodge med udsigt over søen. Det lød fantastisk og det ville også være det nemmeste når vi nu skulle af sted kl. 6 næste morgen. Vi mødte chaufføren Vincent der skulle køre os gennem Nationalparken de kommende dage, og fik fyldt benzin på bilen for 150 000 shillings (også her lagde Dieter ud). Bagefter kørte vi mod den lodge hvor vi skulle overnatte. Det var længere væk end jeg havde regnet med, ca. 30 min køretur fra byen. Vi sad Katrine, Malou, Goeffrey og jeg klemt inde på bagsædet, så da vi stoppede for at se en crater lake (den første vi så af slagsen) satte jeg mig bag på Goeffreys vens boda som kørte i forvejen for at vise vejen. Det var en del mere komfortabelt, bortset fra at jeg tydeligt kunne mærke hvordan hjulene skred i gruset.

Vi ankom til det hyggeligste sted med en udsigt ud over en crater lake, med det smukke landskab der spreder sig omkring den, og med Rwenzori mountains der gemmer sig bag de lavt hængende skyer i horisonten. Der var ikke rindende vand, alt blev hentet nede fra søen, og der var ingen form for elektricitet. Lodgen lå på toppen af en bakke, der var meget stejl, så man næsten måtte læne sig modsat når man gik langs bakken for at komme til vores hytte, for ikke at få overbalance. Vores hytte var delt op i 2 rum, det ene med 2 enkelt senge hvor Dieter og Goeffrey sov, og et rum med en dobbletseng hvor vi 3 piger skulle sove. Ude for hytten stod en stor hvid bænk, hvor man dårligt kunne nå jorden med fødderne når man sad på den, man følte sig helt som en lille pige. Ikke langt fra vores hytte (godt 200 meter) lå latrinen, som ikke just var særlig luksuøs, og jeg turde ikke lukke døren, så jeg satsede bare på at der ikke kom nogen forbi.

Den mad som stedet kunne tilbyde var ikke noget Goeffrey synes han kunne tilbyde os. Så han stillede sig ved kokkegryderne og fik tilberedt et skønt måltid mad til os, med lækre grøntsager og kylling, som vi indtog ved bålet på toppen af bakken, omringet af mørke, men med billederne af den smukke solnedgang vi lige havde overværet.

Umiddelbart efter maden gjorde vi os klar til at gå i seng og fik gjort nat-toilette, med stor frygt for at toilettet ville bugne med kakkelakker - det gjorde det heldigvis ikke. Vi havde fået besked på at tjekke vores værelse for slanger inden vi gik ind, hvilket hylede os lidt ud af den, men der var selvfølgelig ingen. Vi kravlede alle tre ind i sengen med mig i midten. Vi lå i en kort tid og snakkede, før vi faldt i søvn. Eftersom jeg lå i midten havde jeg ikke megen plads at bevæge mig på. Hver gang jeg skulle vende mig vågnede jeg for jeg kunne IKKE vende mig! Først måtte jeg skubbe godt til den ene side, så godt til den anden for hurtigt at kunne vende mig, inden de begge falt på plads igen. De rykkede tættere og tættere på, fordi vi delte tæppe og det var ikke stort nok. Men de fik sovet godt - og det er jo det vigtigste.

Dagbog onsdag d. 30. april

Vi blev vækket lidt over 5. Vi skulle jo nå at pakke os helt sammen (igen) og spise morgenmad inden vi blev hentet af vores chauffør kl. 6. Vi skulle tidligt afsted, for det tog nogle timer at komme til Queen Elisabeth Park, og vi skulle helst være der tidligt for at kunne køre et såkaldt morgen “game-drive”, da det er på dette tidspunkt at dyrene er mest aktive. Morgenmaden var noget juks. De havde fremskaffet noget yougurt, og Dieter havda haft noget muesli med. Vi fik en umoden mango i og nogle små stykker æble (hvilket faktisk er lidt luksus, da æbler er dyre fordi de bliver importeret), men det smagte ikke så godt. Men det lagde da en bund for den lange tur vi havde foran os.
Chaufføren kom i god tid han var der faktisk 20 min før (hvilket er ufatteligt i afrika, hvor alle kommer for sent). Vi kørte mod Kasese hvor vi stoppede for at købe vand og kiks til turen. På vejen var jeg mega træt og sov når jeg kunne, selvom man bestemt kunne mærke at bilen ikke var lavet til at sove i. Vi så den smukkeste solopgang bag bjergtinderne mens vi kørte, og for en tid slog vi taget op for at kunne stå op i bilen og nyde udsynet. Men vi måtte hurtigt slå taget ned igen da morgenvinden var meget kold og vi jo havde taget tøj på til en varm safari tur ude på savannen.

Et lille stykke ude for Kasese stoppede Vincent pludselig bilen, der var ikke nogen der rigtig forstod hvorfor, til vi fik set os om og så at vi netop havde krydset ækvator. Vincent vidste at vi selvfølgelig gerne ville ud og se afmærkningen og tage nogle billeder. Selvfølgelig! :

Videre kørte vi med næsen mod Q. E. Park, og igen fik vi hvilet lidt. Malou lå på de bagerste 3 sæder og sov, og jeg forsøgte at finde mig til ro up ad ruden, uden særligt meget held. Vincent kunne køre os ind i parken uden at krydse en af portene, så vi kunne køre en morgen game-drive, uden at skulle køre helt til porten og betale park-fee. Vi kørte i nogen tid, men uden held. Vi så en masse kobs, som helt idyllisk gik og græssede med de smukke bjerge i baggrunden. Vi var skuffede over at dyrelivet ikke var mere aktivt, for nu havde vi jo regnet med at skulle se en masse dyr, og måske endda også løver. Vi fik da set en enkelt elefant, men den var meget langt væk. Dog var det stadig lige stort og vi kastede os alle til den side elefanten var og knipsede løs på vores kameraer. Uanset hvor langt væk den er eller at man allerede tidligere har set adskellige (i Murchisons Nationalpark) er det stadig lige stort at se det kæmpe vilde dyr med de enorme stødtænder stå og være så fri og levende.

Vi kørte tilbage på hovedvejen og ned til indgangporten hvor vi betalte entry-fee, så vi kunne komme ind til den lodge hvor vi skulle bo.

Vi havde ikke reserveret noget i forvejen, for der var forskellige steder vi kunne overnatte, og vi ville helst gøre til så billigt som muligt. (Dieter betalte alt for Goeffrey, så dermed blev alle priser dobbelt for ham). Den første lodge vi kom til var ret fin. Der var godt nok fælles bad og toilet, og vores dør kunne ikke lukke, men det var nogle fine senge og hyggeligt område. Det kostede 30 000 shillings for “bed and breakfast” (næsten 100 kr.). Vi vidste at det er dyrt at overnatte inde i parken, og at vi nok ikke kunne gøre til billigere, så her blev vi indkvarteret. Umiddelbart efter vi blev indkvarteret spiste vi frokost: en lækker fiskefilet - uden ben (ufatteligt). Den smagte virkelig godt! Efter maden lagde vi os ind og sove, men vi kunne ikke sove så længe for kl. 2 skulle vi booke plads på båden der sejler på kanalen mellem Lake Edward og Lake George. Jeg var bare slet ikke til at vække så der kom først liv i mig da kl var lidt i tre og vi skulle nå båden.

Båden var næsten mage til den vi havde sejlet i i Murchisons Nationalpark, og udvalget af dyr vi så var også næsten det samme: vi så flodheste, bøfler, krokodiller og et bredt udvalg af Afrikas rige fugleliv. Q. E. Park er fx en af Ugandas få nationalparker der har pelikaner, bl. a. der skiller de forskellige nationalparker sig fra hinanden. Den største forskel ligger dog i beliggenheden. Rwenzori Mountains der tårner sig op og kræver opmærksomhed, gemmer sine tinder bag de lavt hængende skyer, og leger med overfladen. Et syn jeg ikke nogensinde har set andre steder. Tidligere da vi havde været i Arua (og i Murchisons) udtalte jeg at Arua måtte være perlen af perlen, når man giver Churchill ret i at Uganda er Afrikas perle. Disse ord må jeg nok bide godt og grundigt i mig. Arua er bestemt smukt, men det kan slet ikke måle sig med hvad vi kom til at opleve naturmæssigt i Fort Portal og Q. E. Park.

Sejlturen tog lidt over 2 timer, og vi kom forbi en fisker landsby, hvor der langs breden var en masse fiskerbåde, og når man kiggede ud over søen, kunne man se en masse små sorte pletter i horisonten, som skulle forestille fiskerbåde - et meget idyllisk udsyn. Vi så 2 mænd der badede i kanalen, hvilket undrede mig meget. Det kan da på inden måde være sikkert at bade så tæt på flodhestene, som er det dyr i Afrika der slår flest mennesker ihjel - men sådan har de jo levet i mange tusind år. Også at se hvordan mennesker og vilde dyr lever så tæt op ad hinanden uden at forsøge at overtage hinandens tilværelse. Bøflerne græsser lige så fredeligt side om side med fiskerne der gør deres både klar til at sejle ud på søen, uden at påvirke hinanden - begge parter vilde på hver sin måde.

For enden af kanalen (ved fiskerlandsbyen) stod Katrine og jeg oppe på taget, da der var meget bedre udsyn. Der stor en flok afrikanere, som alle havde ens tøj på. De spurgte om de ikke godt måtte tage et billede af os og sammen med dem. Vi fik velsagtens taget 5-6 billeder med nogle fremmede mennesker. Vi fik vores egen lille fan-skare i grønt tøj. De ville også have at vi skulle gifte os med deres brødre, men det takkede vi selvfølgelig nej tak til.

Da vi kom tilbage til lodgen skulle vi bare slappe af resten af dagen. Vi skulle tidligt op igen næste morgen, da vi have en tidlig game-drive og så ville vi gerne helt ned syd på i parken, hvor de er kendt for at have three-climbing-lions som det eneste sted i verden foruden en lille park i Tanzania.
 
Efter at have spist lidt aftensmad gik vi til safari-lodgen (som ikke er helt billig) og fik og henholdsvis øl, drinks og juice, men kun en enkelt, så kunne vi også komme tidligt i seng. 

Dagbog torsdag d. 1. maj

Tidligt tidligt op. Vækkeuret ringede kl. 5:30, så havde vi godt tre kvarter til at gøre os klar i. Vi skulle pakke igen, da vi ikke ville komme tilbage til denne lodge, fordi vi ville køre direkte tilbage til Fort Portal når vi vår færdige i Q. E. Park senere idag. Da klokken blev omkring 7 kunne vi ikke forstå at Dieter og Geoffrey ikke var kommet og sagt godmorgen. Katrine gik ned og bankede på og spurgte om de var vågne: “shit…” kunne man høre bag døren - de var vist ikke stået op! Men det kom de hurtigt, for vi skulle være ved lågen (ud til parken) kl halv 7. De lukker nemlig ikke folk ud i parken før kl. halv 7 da der er mange dyr der er aktive om natten, og har dårligt dags-syn. Det er derfor af sikkerhedsmæssige årsager de ikke vil lukke os ud. Ikke desto mindre ville vi være klar, så vi kunne få en tidlige game-drive og få så meget ud af dagen som muligt.
 
Den morgenmad som vi havde betalt for igennem leje af værelserne, og som vi havde aftalt skulle være klar til kl. halv 7, var selvfølgelig ikke klar. Beskeden var ikke blevet givet videre til kokken, så vi fik en klase bananer og 2 skiver tørt brød hver til at gumle på turen. Vi var ude i parken ca kl kvart i 7.

Fortsættes…

[Lisa brugte mange timer i går på at uploade billeder fra denne tur til galleriet. Her kan du se mange dejlige billeder fra deres tur til Queen Elisabeth Park.]

[Sent i går aftes fik vi talt med Lisa på telefonen fra Fort Portal, hvor de havde været på safari i Queen Elisabeth Park. Der er vist planen at de tager forbi Kampala på vejen hjem, og her vil Lisa prøve at sende os nogle billeder - men i første omgang er her hendees historie, skrevet ind på computer mens hun fortalte om deres oplevelser]

Vi har haft en laaang dag - men holda op hvor har den været god. Lige nu er vi på et hotel i Fort Portal - i den vestlige del af Uganda. Vi kom til Fort Portal i forgårs, hvor vi i bussen mødte to fyre, fra hhv. Uganda og Tyskland. De skulle også til Queen Elisabeth Park (QEP), så vi blev enige om at følges ad, så vi kunne leje vores egen bil. De fortalte at de havde fået at vide, der var en “lodge” uden for parken ved en af de mange crater-lakes i QEP. Vi boede i en hytte med den flotteste udsigt ud over denne sø og vi så den flotteste solnedgang man kunne tænke sig, med bjergene langt i baggrunden.

Næste morgen blev vi hentet klokken 06:00 om morgenen for at køre os ned til den sydlige del af QEP. Vi blev hentet så tidligt, fordi dyrene er mest aktive om morgenen. Vi så dog ikke rigtigt noget - men vi så en masse Cub’s antilopeagtigt dyr. Vi så en enkelt elefant men den var meget langt væk. Senere på dagen kørte vi op til en anden “lodge”, hvor vi skulle bo i selve QEP. Her blev vi indlogeret på nogle ret fine værelser.

Vi fik sovet til middag, og klokken 15 skulle vi ud og sejle på kanalen mellem Lake Edwards og Lake George. Vi så flodheste og krokodiller og en masse flotte fugle, og det var virkelig en dejlig tur. Bagefter tog vi tilbage og tilbragte aftenen på vores “lodge”. Sidst på aftenen tog vi dog hen på et meget fint sted hvor vi fik lidt at drikke.

Her til morgen blev vi hentet 20 minutter over seks, fordi vi gerne ville helt ned sydpå i QEP. Men man kan ikke lukkes ud i parken før efter klokken 6:30 fordi der er en del dyr, der ikke ser så godt i mørket. Vi fik set en del elefanter og en hel masse antiloper, men det var løverne vi gerne ville se. Og helt nede sydpå i parken har de nogle specielle løver, der kravler i træer, og dem ville vi gerne se. Der kommer ikke så mange turister dernede og vejene er ret dårlige, så vi kørte i mange timer og kom så ned til en camp, hvor vi samlede en guard (en af dem der passer på dyrene i nationalparken) op. Han var iklædt grønt tøj og havde et gevær over skulderen. Vi havde fået at vide at han ville være en god guide. De havde bygget nogle hytter med gulve af sten, hvor løverne kunne lægge sig ind i skyggen, og det skulle give os en bedre chance for at opleve de vilde løver. Vi kørte og vi kørte, og vi så ikke rigtig noget - Og guiden fortalte, at det faktisk var sjældent, og man var så heldig at se en løve i et træ. Hvis man endelig fik en løve at se, så var det som regel på jorden.

Vi kørte og vi kørte, og pludselig siger han “Se - der er en løve i et træ” - og der var hele tre løver, og vi fik taget en million billeder. Vi kørte en meter frem og tog en masse billeder - kørte en meter mere og tog en masse billeder - Det var helt fantastisk.

Vi kørte endnu længere sydpå - og pludselig siger han - der er en løve derinde - Men man måtte ikke køre udenfor sporet, så vi kørte langs vejen for at finde et spor - og han kørte så ind af et spor, der faktisk ikke var et spor - så det var ikke helt lovligt. Dyrene skal jo også beskyttes, så man må ikke køre uden for de etablerede spor. Men vi kom tættere på, og kunne så se at løven var virkeligt forpustet og havde en kæmpe mave - og at det var en han-løve. Vi havde fået at vide, at disse løver arbejder sammen tre og tre - Den ene løve lå oppe i et træ - og man kunne se den lige havde spist.

Pludselig så guiden sandelig flere løver endnu. De sidste var nogle, han havde set dagen før eller for nogle dage siden, der havde forsøgt at fange en bøffel - og i gruppen var der en hun-løve, der var blevet såret. Han fik os ned fra taget - og ind i bilen, og vi skulle lukke vinduerne - for der kunne godt ligge unger som vi ikke kunne se, og så ville hun-løven forsvare sine unger. Så kom vi hen og fik set de løver, der lå tre oppe i træet - Vi ville gerne have billeder - og guiden sagde, OK - men så skynd jer, for det er ikke helt lovligt det her.

Vi var ret heldige - for som sagt får de fleste, der kommer herned, slet ikke set løver, og hvis de ser nogle, så går de som regel på jorden - og vi fik set 7 løver oppe træerne.

Og så kørte vi rigtig mange timer tilbage, for vi var så langt sydpå - Men nu er vi tilbage i Fort Portal - og vi er utroligt trætte. Vi bliver i Fort Portal indtil på søndag, og skal se lidt flere Crater lakes - og der skulle være en masse ting vi kan opleve i området - bl.a. et lille vandfald, hvor man kan komme helt hen og stå under vandet, mens det vælter ned over os.

I mandags var Malou og Frederik i Jinja for at lave noget White Water Rafting og Frederik skulle bungy-jumpe. Den tur med White Water Rafting havde virkeligt været grænseoverskridende, og båden var væltet flere gange. Malou havde været presset ned under vandet og var virkelig bange i perioder. Men det gik jo godt - og hun har det fint, så der er ingen grund til panik.