Der er mange holdninger til nødhjælpsarbejde. Vi vil gerne hjælpe hvor vi kan, men vi har heller ikke lyst til at støtte diktatoriske regimer. Vi vil gerne give penge til organisationer, men er bange for at en stor del af støtten bruges til administration. Vi vil gerne støtte konkrete projekter, men er usikre på, om de er bæredygtige.

Vi vil gerne hjælpe - men hvor skal vi hjælpe, og med hvad? Vi tror vi har fundet et virkeligt godt projekt, der opfylder alle de krav og forventninger vi med rette kan have. Det er ikke et stort og forgyldt projekt, der skal hjælpe alle de fattige i hele verden. Det handler ikke om at finde en kur mod aids eller malaria. Det handler om noget ganske, ganske simpelt: Nemlig at give børn i en helt bestemt landsby i Uganda, adgang til en helt grundlæggende uddannelse, og involvere forældrene - ikke bare i deres barns uddannelse, men også at give dem det økonomiske fundament, der er nødvendigt, for at de kan lade deres børn gå i skole.

Vi i samråd med Malou og Lisa har besluttet at tage kontakt med Buiga Sunrise, for at høre, om der er noget vi kan gøre. Jeg har haft kontakt med den organisation der driver Buiga Sunrise, og har spurgt dem, hvordan vi kan hjælpe.

Allerede inden jeg blev færdig med at lægge disse informationer på Malou og Lisas blog har tre sponsorer meldt sig, så der er på nuværende tidspunkt kun et enkelt barn tilbage, som vi har informationer om. Jeg har dog talt med Nicole van Seters, og de mangler stadig sponsorer til yderligere ti børn. Vi har endnu ikke fået billeder og baggrundsinformation om disse børn, men disse vil komme på denne side så snart vi har dem.

Læs mere om Buiga Sunrise og hvorfor vi har valgt at hjælpe netop hér fremfor så mange andre steder eller se videoklip fra skolen.

En sponsor-aftale for et barn på Buiga Sunrise koster ca. 75,- kroner om måneden (USD 15,-). Når man sponserer et barn på Buiga Sunrise, går pengene til at give barnet to måltider mad om dagen, en skoleuniform, sko, et moskito-net, vaccinationer, grundlæggende lægehjælp og skoleuddannelse i børnehaveklassen (der i Uganda er 3-årig). Man skal derfor som sponsor for et barn, være indstillet på at yde denne sponsorydelse over en 3-årig periode.

Børnene der modtager disse sponsorater, er nøje udvalgt fra landsbyen Banda-Kyaandaza, blandt dem, der har størst behov, blandt mange der i forvejen har brug for hjælp. Børnene og familierne kommer til samtale før børnene optages på skolen, og det er en forudsætning at familien dels har brug for hjælpen, men også at den har mulighed for, med denne hjælp, at udvikle sig positivt.

Hver familie, der har et barn der forlader skolen efter de to års børnehaveklasse, får som gave en ged, når barnet forlader skolen, og hvis familien i øvrigt har levet op til den kontrakt der indgås med familien, når barnet optages på skolen. Kontrakten indebærer bl.a. at barnet møder i skole hver dag, at barnet hentes, at forældrene deltager i det praktiske arbejde på skolen en dag om måneden, og at en frivillig hjælpearbejder besøger deres hjem en gang i løbet af hvert semester for at vurdere og vejlede familien vedr. renlighed, ernæring, helbredstilstand og børneopdragelse.

Geden er af en særlig robust race. Geder trives under selv ekstreme forhold og tørke ved at spise græs og blade. En hun-ged kan producere adskillige liter mælk om dagen, og denne næringsrige mælk kan bruges af familien som en vigtig fødekilde. Ekstra mælk kan sælges eller bruges til at lave ost eller smør.

Som sagt - Allerede inden jeg blev færdig med at lægge disse informationer på Malou og Lisas blog har tre sponsorer meldt sig, siden har yderligere to meldt sig. Men Nicole Van Seters har nu sendt is information om yderligere 8 børn. Vi har således i alt 9 børn der mangler en sponsor - og vi håber at du er interesseret.

Vi har forberedet en masse baggrundsmateriale om Buiga Sunrise, en side med videoklip og en særlig side med informationer om de børn der søges sponsorer til.

Disse sider opdateres løbende.

Vi håber på at finde sponsorer til alle 14 børn. Som sagt har vi fundet sponsorer til de først 5, men hvis du har lyst til at være med, så klik her og se hvordan du kan blive sponsor.

Endnu engang har Lisa siddet ved computeren på MS’ kontor i Kampala i rigtig mange timer og sendt billeder hjem, som vi alle kan få glæde af. Der er mange dejlige billeder fra Buiga Sunrise - den skole Malou og Lisa bl.a. har arbejdet på. Børnene på skolerne holder ferie i maj måned, så det var sidste chance for at tilbringe tid med dem, og der blev taget mange dejlige billeder.

Lisa har også deltaget i et håndarbejdskursus for kvinder, og du er nogle dejlige billeder af disse kvinder, der fletter kurve, bordskånere og meget mere.

Det er ikke alle billederne, der har detaljerede kommentarer, men vi håber det kommer, hen over weekenden.

Kan vi også hjælpe?

Nu hvor Malou og Lisa er af sted på volontørophold i Uganda - så har vi herhjemme gjort os nogle tanker om, hvordan vi kan involvere os. Jeg har derfor været i kontakt med Nicola Van Seter, grundlæggeren af den skole, hvor pigerne arbejder, for at høre om der er noget, vi her fra Danmark, kan gøre for at hjælpe. Det viser sig at man på Buiga Sunrise har et formidabelt sponsorprogram, hvor vi kan sponsere et barns skolegang på Buiga Sunrise.

I Uganda er der nemlig ikke offentlige skoler, som vi kender det herhjemme med folkeskolen, så grundlæggende gælder det, at man betaler for, at ens børn kan gå i skole. Dem der ikke kan betale, kan ikke sende deres børn i skole.

Det er ikke dyrt (et sponsorat koster ca. 75,- kroner om måneden). Pengene går til at give barnet to måltider mad om dagen, en skoleuniform, sko, et moskito-net, vaccinationer, grundlæggende lægehjælp og skoleuddannelse i børnehaveklassen (der i Uganda er 2-årig). Og det er ikke bare en kortsigtet hjælp. Det er langsigtet og varig hjælp man yder - ikke alene til barnet, men også til barnets familie - og selv om vi kun støtter barnet et par år på børnehaveklassetrin, så en slutresultatet at barnets familie ender med at have det økonomiske fundament for fortsat at kunne betale for barnets uddannelse, også i de efterfølgende syv skoleår (i hovedskolen).

Dette opnås ved, at et børnehaveklasseforløb på Buiga Sunrise - ikke blot er en tidlig uddannelse af børnene. Det er også en uddannelse for forældrene, og det ender med at forældrene, hvis de lever op til den forældrekontrakt der indgås, får en ged. Denne geds afkom (gedekid) og mælkeproduktion, er så med til at betale for barnets fortsatte uddannelse.

Der vil komme mange flere informationer om alt dette her i Malous og Lisas Blog i dagene der kommer - men du kan jo allerede nu begynde at overveje, om det var en måde du kunne tænke dig, at involvere dig på, og at støtte op om det arbejde Malou og Lisa gør i Uganda.

- Henrik (Lisas far)

Kære alle familie, venner og bekendte.

Jeg håber i alle har det godt, og at mange af jer har modtaget de postkort, breve og mails, der er blevet sendt af sted til Danmark den seneste tid. I har væbnet jer med tålmodighed mht. mine dagbøger, og det kommer I nok til lidt endnu. Jeg har på det seneste været meget inde i en ‘doven’ periode, hvor jeg har været ret ugidelig, det sig både i skolen og derhjemme. Malou har mange gange lagt øre til mine beklagelser over konstante savn til jer derhjemme. Når jeg tager mig selv i disse tanker, inden de flyver ud af munden på mig, kan jeg ikke lade være med at grine lidt ad mig selv - jeg må lade være med at tænke så meget - leve lidt mere. Det skal så også siges, at det ikke har stået til hindring for at vi har haft nogle skønne dage, med masser af oplevelser.

Nu er jeg også sikker på det hele vil vende. Vi har af mange grunde besluttet at stoppe vores arbejde på Sct. Andrews. Det er bestemt en god skole, og børnene er dejlige, men vi synes at vores udbytte har været begrænset. Det er en yderst velfungerende skole, og vi føler af vi blot falder ind i en i forvejen fungerende hverdag. Selvfølgelig har vi meget at bidrag med, men efter selv at have fulgt en del timer, føler vi ikke vores undervisning giver det udbytte vi kunne ønske os - tværtimod. Desuden holder skolerne ferie i maj, så vores arbejde her skulle alligevel slutte om et par uger. Vores arbejde på Buiga Sunrise er opløftende og glædeligt - vi simpelthen elsker at komme her, og vi føler at de udnytter vores arbejdskraft, både i form af materielt arbejde og sammenhold med børnene.

Desuden var vi på et stort Health Centre i dag, der ligger et godt stykke fra Kisoga, i modsatte retning af Mukono - altså endnu længere ude på landet. Vi kørte i Matatu i nogen tid - det blev en tur vi sent vil glemme! Det havde regnet voldsomt i nattens løb, og de i forvejen ikke just velfungerende veje var om end endnu mere umulig at køre på. Malou og jeg sad fordybet i en litterær samtale, da bilen kørte ned i en kæmpe vandpyt. Det næste vi ser, er en kvinde der sidder skråt til højre foran mig siddet med et vildt ansigtsudtryk. Det lignede hun havde bidt i en overdrevet sur citron - hele ansigtet var presset sammen dog noget overrasket, desuden var hendes ansigt stærkt præget at den store røde mudderklat der var fløjet ind af vinduet og plantet midt i det. Vi kiggede omkring os - alle, stort set uden undtagelse, sad dækket i mudder. Kvinden ved siden af mig havde i mudder både i ansigt, øre og hår. Jeg selv havde også taget min del af morskaben, og var (fordi jeg sad med ansigtet vendt mod Malou) dækket i den højre del af ansigt og hals. Min T-shirt var dækket i mudder pletter på hele brystpartiet, og begge mine arme bar stærkt præg af den røde jord. Malou, der havde en mand siddende halvt oppe på sit skød, var en af de meget få der ikke blev ramt af mudderets indtrængen. Kun et par få dråber havde, i sin vildskab, fundet vej til hendes nederdel. Vi blev, flade af grin, enige om at vi nu var forenet med Afrikas røde jord. Denne episode har hele dagen bragt grinet frem på vores læber.

På health centeret fik jeg mulighed for at vaske mig, inden vi skulle møde lægen. Vi satte os ud i solen for at ‘tørre’ inden han var færdig mig sine konsultationer. Jeg var næsten færdig med den bog jeg er i gang med at læse: Mary Shellys Frankenstein. Malou og jeg havde tidligere snakket og diskuteret bogen, og jeg læste lidt op for hende. Jeg havde nok læst en side eller to de jeg opdaget at flere kvinder var stoppet op på stigen bag os og lyttede til min fortællen. Det var bestemt ikke for at skræmme dem væk at jeg vendte mig om da jeg følte nogen iagttage mig - de smilede venligt og fortsatte deres færd. Efter kort tid hentede lægen os, vi gik ind på hans kontor, og han fortalte os om klinikkens forskellige projekter. Vi kan ikke huske halvdelen af dem, men han gav udtryk for at det lå os frit for at vælge mellem disse projekter, der var fastlagt på forskellige af ugens dage, og ud fra det planlægge en arbejdsplan. Vores arbejde vil bestå i at følge en sygeplejerske (måske får vi også uniformer) og overvære hendes arbejde, uanset hvad det måtte være. Afrikanerne virker ikke blufærdige, som de fleste nok ville være i Danmark. Da han viste os rundt, kom vi ind i et undersøgelses lokale, hvor damen der skulle undersøges bare uden videre smed trøjen og lagde sig på briksen - foran os og for åben dør. Heller ej fik vi den opsang om tavshedspligt vi havde regnet med - dette er jo også et vigtigt element i det danske sundhedsvæsen.

Ud over klinikkens udseende virkede det meget velfungerende. En af vores første tanker var - her kan man da ikke udføre en operation! Men det gør de altså, og det fungerer. Det minder mig enormt meget om en bog jeg læste inden jeg tog til Uganda, om en ung sygeplejerske der drog til Congo for at arbejde på et hospital. Også hun var blevet overvældet af primitiviteten, men stadig erfarede hun, at det fungerede fint, man tager bare nogle andre forholdsregler. Vi så også fødselsafdelingen’ hvis man kan kalde det det. Et rum med 2 brikser til modtagelsen af barnet - der var dog et lille forhæng man kunne trække ned mellem de to senge for lidt ‘privatliv’. Vi gik ind i det lidt større rum med omkring 10 senge, der stod meget tæt, og var, lig fødselsrummet, hverken betrukket med sengetøj, tæpper eller en hovedpude. De lå bare på den bare madras på den kolde jernseng. Der lå to kvinder, som, fik vi fortalt, havde problemer med deres graviditet. De havde ikke umiddelbart nogen synlig mave, men dette er også svært, da de fleste kvinder (har på landet) bærer store kjoler, der på ingen måde viser figur. Vi blev ikke præsenteret for disse kvinder han stod og talte om og pegede på imens han fortalte om et specielt bord/seng i metal. Jeg forstod ikke helt brugen af dette bord, jeg var dybt fascineret af dette primitive hospital, som alligevel var velfungerende.

Da han havde vist os rundt, gik vi tilbage til hans kontor, hvor vi aftalte at vi kom tilbage mandag, hvor vi skulle møde den læge der styrede det hele. Det er også den læge der udfører de operationer, som onsdagen er sat af til. Vi spurgte ikke direkte, men vi gav udtryk for at især dette projekt interesserede os - og han sagde ikke på noget tidspunkt at dette projekt var ude for vores rækkevidde, blot at vi frit kunne vælge mellem projekterne og vi skulle fastsætte dette på mandag.

Dette er det som kommer til at overtage vores arbejde på Sct. Andrews, og de som kender mig godt, ved hvilken glæde dette er for mig. Hvis dette bliver muligt for os i den grad som vi håber på, og som vi fik udtryk for i dag, vil det uden tvivl se godt ud på begge vores ansøgninger til sygeplejerskolen når vi kommer hjem. Desuden vil dette blive en kæmpe oplevelse for os, og give os en smagsprøve på det arbejde vi med stor glæde er på vej til at vie vores liv til. En hel ubegribelig chance vi begge tager imod med kyshånd!

Dette giver mig også en mulighed for at bryde ud af min dovne periode, og på ny tage fat. I morgen skal vi på Buiga Sunrise hele dagen. Der er normal skole mellem 8 og 13 og kl. 15 kommer der en organisation fra Mukono og holder et foredrag/diskussion om demokrati for forældrene - det vil vi også meget gerne deltage i, da vi jo selv har forsøgt os på samme, bare for børnene på Sct. Andrews i stedet for. Det er ikke helt fastlagt endnu, men vi satser på at skulle ud og ride på lørdag - ellers tager vi til Mukono og rykker ridningen til en anden gang. Vi ligger det bestemt ikke på hylden, men kan det ikke lade sig gøre, må vi udsætte det. Grunden til det ikke er fastlagt endnu, er at vores værtsfar Chris, kender nogen der har en farm hvor de også har heste. Måske han kunne finde os en lidt mere privat og billigere tur, men dette er jo Afrika, og alt tager enormt lang tid, så vi har væbnet os med tålmodighed - bliver det ikke i denne weekend, så bliver det i en anden.

Midt i næste uge (onsdag eller torsdag, alt efter hvad vores nye arbejde byder på) tager vi til Kampala igen. Lørdag ankommer mange af vores rejsekammerater til MS huset. De fleste fra det andet hold har afsluttet deres projekter i denne uge, og tager til Kampala for at tilbringe de sidste dage inden de rejser hver til sit, både til andre tilstødende lande (Kenya, Tanzania osv.) og tilbage til Danmark. Mandag bliver der holdt en fødselsdagsfest for en af de rejsende/afskedsfest for alle de der snart forlader Uganda, og det skal vi da med til : Vi tager hjem igen tirsdagen efter. Hvor vi straks vil genoptage vores arbejde.

Betty (værtsdatter) har netop fået ferie fra sin skole. Hun vist os sin eksamensopgave, hvor hun svarede 16 ud af 20 spørgsmål om en bog de har læst korrekt. Stolt og lettet kan hun nu holde ‘ferie’. Hun skal nemlig benytte sin ferie til at lave hand-crafts. Det synes jeg er vildt fedt - jeg vil da også gerne lave en kurv selv. Nok kan hun lide det, men det er jo stadig et arbejde, hvorfra familien skal tjene penge.

Jeg vil slutte mit brev med en særlig hilsen til min fantastiske søster, jeg holder utroligt kært, der fylder 22 imorgen, den 18. april: hjerteligt tillykke med fødselsdagen, Maria. Til hende har jeg sendt en fin afrikansk gave, som hun vil modtage når hun i morgen bliver vækket med gaver og sang. Hun vil være i mine tanker hele dagen, med håb om en god dag med lækker mad (kød?!).

De varmeste og kærligste hilsner
Lisa

Hvor er det underligt for første gang i Lisas 20-årige liv, ikke at kunne fejre hendes fødselsdag sammen med hende. I stedet har vi sendt en hilsen til Lisa i form af en lille video, som vi håber hun vil få glæde af, med beskeden om, at vi tænker på hende og savner hende. Hvis du har problemer med at se videoen herunder, så klik her for at se den direkte på Youtube.

Hjerteligt tillykke med fødselsdagen Lisa. Du skal vide du er elsket og savnet, og at vi vil tænke på dig HELE dagen.

Vi har modtaget en MASSE nye billeder fra Uganda i dag. De kom med posten på en CD, og der var omkring 325 billeder - alle sammen fra Malous kamera. Der er mange dejlige billeder, og de er allerede lagt ind i billedgalleriet. Dog skal man være opmærksom på at billederne ikke er sorteret på nogen bestemt måde, og der er heller ikke billedtekster på dem, men det er vist planen at pigerne vil gøre dette selv i den nærmeste fremtid. Men ikke nok med det, der var også et par videoklip, som også er lagt i billedgalleriet, såvel som uploadet til Youtube. Du kan se dem her.

Forleden modtog vi også et langt bidrag til Lisas rejsedagbog, det kan du læse ved at klikke længere nede på siden.

Dagbog - weekenden fredag d. 28. eftermiddag til mandag d 31.:

Vi tag af sted fredag efter vi havde været på Buiga Sunrise. Da vi kom til Kampala, brugte vi nogle timer på shopping. Vi trængte begge til noget nyt tøj, for tøjet bliver beskidt så hurtigt hernede, og vi kan jo ikke gå og vaske tøj hele tiden. Så det fik vi købt, og jeg fik tilmed købt mig en rigtig fin ny taske, så jeg ikke længere behøver at slæbe min rygsæk med hver gang vi skal ud. Det er rigtig rart, og den er tilmed rigtig fin. Bagefter tog vi hjem til MS-huset, hvor vi mødte Mikkel, der lige har afsluttet et 3 måneders langt volontørophold i Tanzania, han skulle egentlig rejse med en kammerat, men han havde været nødt til at tage hjem til Danmark for en kort periode, da han skulle hjem til en begravelse. 4 piger (Alda, Pernille, Sarah og Majken) fra vores eget hold var der også, det var ret hyggeligt, for vi anede ikke de ville være der. Vi købte ind og lavede aftens mad. Det er altid en god diskussion at finde ud af hvad vi skal spise - en ting er vi dog enige om: KØD! Men da det lokale supermarked kun fører frosset kød, måtte dette vente til næste dag. Så vores aftenmåltid bestod af pasta, (Malou fik suppe til) og frisk salat med ost. Derefter gjorde vi os klar til at tage i byen, med alt hvad der hører til, et dejligt bad, rene fødder, og endda en lille smule mascara på øjenvipperne - det var efterhånden længe siden.

Kl. halv 10 kom Eddie (søn af Chris og Khezia) og hentede os med 2 venner. Vi havde spurgt om de ikke ville med ud og have en øl, og så måske vise os et af de steder de godt kunne lide at gå i byen. Det blev en blandet fornøjelse. Først gik vi rimeligt langt, hvilket vi slet ikke var forberedt på, bagefter ombestemte de sig 3 gange mht. hvor vi skulle hen. Jeg blev beskyldt op til flere gange for at være træt og deprimeret, blot fordi jeg gik langsomt (samme tempo som dem, sakkede da i hvert fald ikke bagud). Da vi så endelig fandt et sted på det universitet hvor de læste og boede, havde vi gået rundt i Kampala i, i hvert fald 45 min. Malou og jeg gik op og bestilte 2 øl og satte os ved det bord de havde fundet. De kiggede mærkeligt på os, og lidt efter fortalte Malou mig, at Eddie havde spurgt hende, hvorfor vi dog ikke havde købt noget til dem, når nu vi havde inviteret dem ud. Det er jo bare slet ikke sådan man gør det i Danmark, og vi havde ikke tænkt, at vi skulle fortælle dem, at de skulle betale selv, det havde vi taget som en selvfølge. Det må vi så huske til en anden gang. De forventer at man som hvid, vælter sig i penge og kan give om sig til højre og til venstre, det sig være til mad, uddannelse, transport eller en tur i byen. Det har vi jo bare slet ikke råd til, så vi måtte bare fortælle de 3 drenge, at det kunne vi ikke. De virkede til fornærmede først men de gik da selv op og købte noget, og vi fandt da ud af at Eddie slet ikke drikker alkohol. Da vi havde været der i en time, lukkede baren, kl. var lidt over 11. Vi spurgte om de ville med hen på det Backpackers Hostle, hvor vi var i byen sidst og hvor vi kendte en fyr som arbejder der. De kunne slet ikke forstå, hvordan vi kunne tage i byen, det var jo alt, alt for sent, men af sted - det skulle vi altså.

Vi ankom til Hostlet lidt i 12. Frankie var stadig på arbejde, så vi satte os bare og snakkede lidt med nogle mennesker. Vi mødte 2 fyre fra USA, der rejser med en amerikansk organisation hvor de skal være i Uganda i 26 måneder, kun med en lille løn - de skulle hjem engang i 2010. Lidt efter mødte vi en ung fyr, fra New York, der var volontør lige som os. Han, og dem han rejste med, var bare volontører i Kenya, og var på ferie i Uganda inden nogle af dem skulle hjem, og andre til nye steder. Vi satte os ud til dem, og snakkede med dem. De var virkelig søde. De kom fra USA, Canada og England, og havde som sagt været i Kenya i 3 måneder, så de havde en masse og fortælle, og så kunne vi jo fortælle dem lidt om Uganda. Den ene (englænderen) havde været så uheldig at komme til skade og havde en uge forinden været inde og blive opereret i sin ene testikel. Så han kunne ikke rigtig komme så meget rundt som de andre, og han kunne ikke komme med ud og river-rafte, som de andre skulle i starten af denne uge. Egentlig skulle han være sengeliggende, men lidt ville han altså opleve, så han var taget med til Uganda alligevel.

Senere på aftenen kom de 2 fyre vi havde talt med tidligere ud til os, ved 1-tiden da baren lukkede. Den ene var meget fuld, og fattede ikke halvdelen. Det blev han drillet en del med, men han fattede det ikke. Dette og pinefulde oplevelser, som operation på testiklerne i Afrika, var det helt store samtaleemne hele aften. Det var lidt svært at sidde som den eneste, der ikke taler engelsk som første sprog. De talte alle sammen ret hurtigt, jeg forstod det meste, men man skulle alligevel være rimeligt meget på dupperne, hvis man skulle bidrage til samtalen. Da klokken var ca. 3 satte vi os i en taxa og kørte hjem til MS-huset. Vi var rimeligt bombet, så vi hoppede bare direkte i seng.
 
Næste morgen blev vi vækket ved 9 tiden af en dame, der ville have betaling for vores overnatninger og til duften af de pandekager Sarah var i fuld gang med at lave. Vi gjorde os klar til at tage ud og opleve lidt af Kampala. Først tog vi til et African Craft Market, hvor vi hurtigt fandt en fin lille butik, der solgte nogle fine postkort, og en masse andre ting. Det kildede godt i fingrene, og øjnene flakkede vildt fra den ene flotte elefant skåret i træ til den anden. Der hang tasker, smykker og tørklæder over det hele og hylderne var fyldt med fint udskårne dyr, lige fra små flodheste til kæmpe store giraffer der gik mig til brystet. Skåle, masker, lysestager og statuetter var også en væsentlig del af deres sortiment, som bare synes flottere og flottere jo flere butikker man gik ind i. Hele 3 gange fik jeg ros for min taske, som jeg ofte måtte ned i, for at fiske pungen, der blev mindre og mindre, op. Da vi havde været rundt i mange butikker, blev vi enige om at nu måtte vi nok også videre - vi kunne jo altid komme tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt (og det gør det nok hehe). Vi tog til Garden City, som er et shopping center. Der var også en rigtig fin butik, der hed Banana Boat. De solgte også afrikansk håndværk, til den helt store guldmedalje - der var bare nogle ting der var ret dyre, og fordi det var en rigtig butik, var det ikke muligt at prutte om prisen, der må man bare betale den pris der står på varen. De havde også en masse fine postkort, så dagen i morgen må nok vies til postkort-skrivning. Desuden fandt vi et skønt supermarked hvor vi kunne købe friskt kød. Vi fandt os de største 2 bøffer (entrecote) vi kunne finde - nu skal vi godt nok have kød. Så måtte den frosne klump vi købte i går, vente til frokost næste dag ellers måtte vi give det til Mikkel. Vi købte ind så vi kunne lave en lækker omelet, med løg, peberfrugt, agurk og ost til frokost, og så vi kunne lave bøffer, pasta, salat (fra dagen før) og fløde sovs. Nogle af de ting vi savner mest hjemme fra madmæssigt, som vi stadig har mulighed for at lave hernede selv. Vi tog hjem med vores indkøb, og kunne ikke lade være med at smile over de lækre røde bøffer vi havde liggende i køleskabet (de var ikke engang dyre - ca. 4000 USH = 15-16 kr.). Vi kom hjem og jeg lavede nogle skønne omeletter, som vi spiste mens vi så en ‘den eneste ene’.

Da vi havde spist spurgte Mikkel om vi ikke ville med ham ind til centrum, og finde det marked han tidligere havde været på. Så vi hoppede i nogle sko, fik skaffet os 2 boda’er: Malou og Mikkel på en og mig en den anden. Det var heldigt Mikkel havde fået mit nummer tidligere, for trafikken i Kampala var sindssyg og vi blev hurtigt væk fra hinanden. Men vi fandt da hinanden rimeligt hurtigt igen. Vi kom ind på markedet. Det var kæmpe stort. Både Mikkel og Malou havde været der før, men kunne til start ikke kende det. Gangene var små og mudrede og der var mennesker over det hele. Folk råbte efter os, og nogle tog endda fat i os - det var ikke særligt rart, men vi skyndte os bare videre. Jeg fik lidt klaustrofobiske fornemmelser, og havde egentligt lyst til at gå ud, men på den anden side er det jo Afrika i en nøddeskal - og det skal jeg da opleve. Vi gik rundt længe og kom ud på den anden side. Vi fandt et (ret klamt) toilet, og fik en cola og noget vand - så var det ellers bare ind igen. Da vi kom ud på den anden side var Mikkel 2 sweatre rigere, og jeg, en bog. Så vendte vi næsen hjem ad, efter en lang dag i Kampala og en del fattigere. Jeg løb lige op i det lokale supermarked for at købe et brød, da vi havde glemt at ligge det andet vi tidligere havde købt ind i skabet, så der var kravlet myrer i det - ud med det.

Vi fik lavet mad som endte med at blive et næsten himmelsk måltid. Ikke fordi det var fantastisk godt, men fordi det bare var så læge siden vi havde fået noget godt rødt kød og en fløde sovs. Mens vi spiste ankom der 2 piger til MS huset. De skrev opgave i ulandsudvikling og europæiske studier som de læste på RUC. De fik sig en flaske vin, og Malou og jeg lavede nogle drinks vi havde købt ind til tidligere, for at forkæle os selv lidt. Vi gik tidligt i seng - vi var helt udmattede efter en lang dag.
 
Søndagen var dømt til afslapning. Vi skulle bare skrive postkort, finde et postkontor og sende dem, og så hjemad til Kisoga. Det blev dog lidt anderledes end planlagt. Godt nok fik vi skrevet postkort, og da kl. var omkring 12 tog vi ud for at finde et postkontor - det kunne vi imidlertid godt glemme alt om, for det var søndag, og postkontoret havde lukket, som en af de eneste butikker, der har lukket om søndagen. I stedet tog vi til Garden City hvor vi ige- igen gik i Banana Boat butikker og kiggede. Vi spiste frokost i cafeteriet, hvor Malou fik en pizza fra en persisk restaurant og jeg fik nogle stegte nudler med kylling og nogle forårsruller med kål i.

Da vi kom hjem havde en at DW’erne ikke lukket ind til kontoret, så vi kunne låne hans computer. Jeg satte mig ind og fandt hurtigt ud af at internet forbindelsen var den bedste vi har oplevet hidtil. Vi fik begge tjekket mail og ellers slappede vi bare af og så flere danske film. Da det nærmede sig aften tid, kunne vi ikke forstå hvorfor Chris ikke havde ringet til os som aftalt, så vi ringede til ham. Hans radioprogram var først kl. 8. Sidst vi skulle hjem fra Kampala var kl. kvart i 7 om aftenen og vi var ikke hjemme før kl. halv 12, hvis vi skulle vente til kl. 9 på ham, ville vi måske ikke være hjemme før halv 2 - det kunne vi ikke lige overskue, så vi aftalte at vi blev endnu en nat i MS huset og tog hjem mandag i stedet for. Mikkel der havde fået vores kød, vi købte fredag, lavede da hakkebøffer til os alle 3 og vi kunne få lidt af hans pasta. Efter maden ringede jeg hjem og umiddelbart derefter satte jeg mig ind til computeren, og der sad jeg faktisk resten af aftenen og til langt ud på natten. Var på MSN for første gang siden før mine eksaminer i 3.g. og snakkede med far, alt imens jeg var i fuld gang med at sende billeder hjem. Det blev vist alt i alt til 125 billeder der blev sendt af sted og kommenteret inden jeg gik i seng kl. 3, lokal tid.
 
Mandag morgen, fik vi dog sovet lidt længere tror kl. var halv 10 da vi blev vækket. Det var jo mandag og der var masser mennesker i huset, desuden skulle de gøre rent på vores værelse, så det var klart til nogle andre der skulle bo der i løbet af ugen. Så vi fik pakket sammen og stillet alle vores ting ud i stuen. Malou lagde sig på sofaen og så film, og jeg skrev nogle flere postkort. Fordi postkonteret jo havde lukket i dag, blev vi enige om at tage ind og sende kortene i dag så. Efter vi havde været på postkontoret tog vi til Garden City igen og fik købt ind til frokost, hvor vi købte ind til at lave omelet igen-igen, denne gang dog også med kylling (bemærk: uden scener, ben og rent fedt) i en hvidløgsmarinade, som viste sig at smage helt vildt godt. Mens vi spiste så vi Mifunes sidste sang, men efter vi havde spist faldt vi i søvn begge to.

Efter vores lille lur, vendte vi næsen hjemad mod Mukono, hvor vi meget trætte ankom ved 6-7 tiden om aftenen. Vi var totalt smadrede og gik i seng uden mad.