Vinduet i bilen rulles forsigtigt ned. En bevæbnet soldat kigger ind. Jeg sidder helt stille på bagsædet, forstenet med et stort, overdrevet smil på læben. Helt stivnet i kroppen sidder jeg, mens mit hjerte hamre af sted ved tanken om mit kun halvt skjulte kamera under min hat i skødet.

“How are you?” spørger Peter, hvis stemme ikke er helt genkendelig mere. Soldaten brummer en mistænksom lyd og tager et kig på bilen udenpå.. Peter får et anerkendende nik og vi kan og vi kan derefter fortsætte mod Arua.

Lisa og jeg havde været på vej fra Kampala siden kl.10 om morgen. Turen skulle vare i mange timer (og mange timer er måske som bekendt et ret vidt begreb nar vi taler om “The African time”). Men vi ville være sikre på, at holde til den lange rejse så jeg sad nærmest med kiks, frugt, juice og slik til op over ørerne. Aftenen forinden var ikke endt specielt tidligt, så jeg følte mig i forvejen ikke helt på toppen.

Peter skulle transportere os hele vejen til Arua i den knald røde MS truck. Han havde sin datter, Hanne med på forsædet og Hannes veninde, Amanda imellem Lisa og mig på bagsædet. 

Kampalas trafik er på alle tider af døgnet utrolig kaotisk og meget uoverskuelig, og denne morgen var absolut ingen undtagelse. Køer med dyttende transportmidler af alle slags holdte på de rødstøvede veje i 28 graders varme, og de var stort set, hvad vi sneglede os igennem de første 2 timer. Råb og skrig fra de overfyldte matatuer (en slags minibusser) underbyggede Kampalas meget uorganiserede trafik. Jeg ved ikke om Ungander tror (ligesom min mor), at det hjælper, at råbe og skrige af trafikken for at komme hurtigere frem (nu forstår jeg jo heller intet af, hvad de råber op om, i modsætning til min mor, så det kan jo selvfølgelig også være de bare snakker om vejret, mens de holder i kø).

Trafikken blødte efterhånden op som tiden gik, men dette var kun starten på mit livs værste bumletur nogensinde. Rutchebanen i Tivoli kan godt gå hjem og lægge sig efter en tur på de veje i Uganda, vi nu kom til. Strækningen var så umulig og hullet, at jeg simpelthen ikke ved, hvor mange gange mit hoved fik sagt goddag til loftet i bilen. 

Det er mig en kæmpe gåde, hvordan de hvide matatuer, holder til de fuldstændigt håbløse veje, og ikke mindst den ubarmhjertige kørsel, de bliver budt. Peter har vist lært at være ligeglad med vejene. Det virkede i hvert fald ikke som om, de rørte ham det mindste, for han kørte som alle andre gør i Uganda. Overhalinger, der får hjertet til at flyve op i halsen på mig, og der når nærmest ikke at komme ned igen, før Peter laver et nyt livsfarligt stunt. Men sådan er det her.

Heldigvis kunne vi, der sad i bilen, distrahere os selv med radioprogrammet “Mads & Monopolet” som Hanne havde en hel del af på sin I-Pod.

Jeg tror faktisk det lykkedes mig, at falde lidt hen ved hjælp af min ene høretelefon, som virkede i det ene øre, og lyden af en knevrende Susanne Bjerrehus fra monopolet i det andet øre. Utroligt nok.

Lidt senere stopper Peter op, for at købe lidt at spise. Der gjaldt det om at holde vinduet så lidt åbent så muligt. De lokale folk stimler nemlig sammen om bilen, som bier sværmer om en bikube. De nærmest maser mad og dem selv mod bilruderne, så man skulle tror de prøvede at komme ind i bilen. Nu har jeg været i Uganda i over 3 uger, så begejstringen fra de lokales side over min hudfarve, er så småt ved at gå mig alvorligt på nerverne. Jeg spekulerede på, mens jeg prøvede at abstrahere fra de 10 næser der var skubbet op mod min rude, om de mon troede de fik solgt mere med den iver de havde. Jeg holdt i hvert fald mit vindue helt lukket og lod Peter købe ved sit.

Da jeg 2 min. efter, fandt mig selv gumlende på verdens sejeste stykke gedekød, forstod jeg, at for de lokale her handler det hverken om kvalitet, kundeservice eller handelsinteresser. Det handler om overlevelse. Så virkede det hele pludseligt forståeligt nok.

Da vejene efterhånden var blevet nogenlunde at køre på, og trafikken kun var vores røde MS truck, begyndte jeg at rette fokus ud gennem vinduet. Og ved tanken om at dette land engang var blevet kaldte for “Afrikas perle” blev jeg mere en klar over hvorfor Winston Churchill engang havde udtalt det sådan. Jeg var nu vidne til åbne vidder, der for øjnene af mig trådte frem på en måde, jeg aldrig før havde set magen. Det fik min næse til helt automatisk at rykke så tæt på ruden i bilen den kunne komme. Jeg troede ikke der fandtes så mange grønne nuancer, så meget lys, så meget natur, så meget skønhed og fred.

Uganda viste sig fra sin frodigste og mest levende side.

Kampalas støvede og larmende liv, føltes nu som et helt andet land, da MS trucken skød gennem den nye verden. Naturen havde udviklet sig til et syn, der måtte få det mest stressede menneske til at stoppe op og holde vejret (eller som min mor sikkert havde udtalt det: “Nåij, tjek lige det view, piger!”).

Mads & Monopolet var skiftet ud med Sigur Ros, og da den nu helt asfalterede vej strakte sig i en lige linje frem gennem landskabet, fik jeg hvad man næsten må kalde for et “Naturchock”, da jeg sad der, og følte at vi skulle fortsætte for evigt.

Midt i evigheden stoppede Peter op for en kort pause, så vi kunne få strakt benene, osv. Jeg fascineres meget af natur, der overrumpler mig, og får mig til at glemme tid og sted. Måske kommer det af en udlængsel. Måske er det følelsen af at få mættet sin synssans i en så overvældende en grad, som jeg gjorde.

Men mest af alt var den natur jeg befandt mig i, der et sted mellem Arua og Kampala, meget mere end ubeskrivelig.

Peter har boet i Uganda i mere end 5 år, og arbejder for MS Uganda (Mellemfolkeligt samvirkes part i Uganda). Han fortalte os undervejs om de steder vi kom forbi. Blandt andet, hvor vi skulle kigge efter aber og andre dyr. Han er en rolig og meget rar mand med små runde briller på. På et tidspunkt kommer vi til en bro, hvor Nilen bruser under.
Peter ændre pludselig sin fredelige fortællerstemme, og siger til os, at her skal vi passe på ikke at tage billeder. Faktisk skal vi gemme vores kamera helt væk. Forundrede kigger jeg ud, og ser, at der for enden af broen står bevæbnede soldater, klar til at stoppe bilen. Når man i Danmark er vant til, at kontrol er den halvbøvede, lallende mand i billetlugen man møder på vej over Storebæltsbroen, så kan en gnaven soldat med kroppen indhyllet i våben altså godt virke noget skræmmende. Jeg holdte vejret mens den surmulende soldat skulede ind i bilen med mundvigene meget nedad.

Bagefter spurgte jeg Peter hvorfor de ikke måtte se vores kameraer. “Det kan de bare ikke lide” sagde Peter… (?). Nå ok, jamen så skal jeg da ikke være den, der gør dem sure, tænkte jeg.

Dalen omkring broen havde gennem tiden været tilholdssted for en hel del oprørske grupper, der havde plyndret alt, hvad der kom forbi. Da stedet var så øde, kunne det meget let lade sig gøre, at overfalde og plyndre, uden nogen vidste af det. Vi kørte gennem dalen, og jeg ved ikke om det var tanken om alle overfaldene igennem tiden, eller det stadig var den sure soldat, men noget fik mig altså til at gyse, da vi kørte gennem den dal.

Turen fortsatte gennem flygtningelejre og små lokale landsbyer.

MS trucken havde efterhånden kørt os 400 km, og landskabet havde gennem hele turen været et syn, jeg ikke kunne få nok af. Nu var vi på det sidste stykke mod Arua, og i horisonten kunne jeg se Nilen slynge sig rundt i det kolossale landskab.

Peter drejede kort før Arua, væk fra vejen og ud på en bumlevej ned mod nationalparken: Murchenson NP. Her skulle han hurtigt lige undersøge nogle detaljer omkring de kommende dages safari. Nu var vi efterhånden blev vant til pludselige opbremsninger, bump og andre følelsesmæssige udsving på turen dertil, så da Peter bremsede hårdt op og pegede ud over landskabet, havde jeg næsten ikke mere energi til at kigge op. Jeg arbejdede stadig på, at få alle gedekødsstrimlerne ud af tænderne, og havde faktisk ret meget at se til i den forbindelse. Men jeg blev hurtig afledt, for da jeg kiggede ud, hvor Peter pegede, så jeg, det jeg havde glædet mig allermest til at se i Afrika: en elefant.

Det er noget helt andet, at se en elefant på lang afstand i Afrika, end det er at se den tæt på i Zoo i København. Smilet bredte sig i mit ansigt, og da vi kørte igen tænkte jeg; at nu kunne intet slå mig ud den dag. 

Heller ikke da vi senere nåede til Arua, og jeg sad låst inde på et toilet i over 20 min på hotellet.

Smilet havde sat sig fast. Glæden ved synet af elefanten, og alle de mange indtryk og oplevelser på rejsen til Arua havde sat sig i mig. Det sidder der endnu, og er med til at fylde mig med lykke hver en dag hernede - og selvom dagene efter blev fyldt med måske endnu større naturoplevelser, safarier, endnu vildere dyr, bumleture og vildfarende flodheste, så er det for mig altid første gang jeg oplever noget overvældende, - altid det der sætter sig dybest.  

Men derfor kan jeg godt lige tilføje at hvis Uganda er Afrikas perle, så må Arua være “The pearl of Uganda”

[Vi har her til aften talt med både Lisa og Malou på telefonen efter de er kommet hjem fra deres tir til Arua, og efterfølgende på safari. De har i dag brugt fire timer på at sende mails og billeder hjem, men uden held. Vi har derfor fundet nogle få billeder på nettet fra andre MS’eres ture til Uganda - der viser nogle af de ting de har set. Vi håber det snart bliver muligt at få nogle billeder fra pigerne, og at deres forbindelse til Internet må blive bedre.]

Vi er kun lige kommet hjem sent i går aftes. Det har været nogle fantastiske dage, som vi slet ikke kan beskrive i detaljer - men vi vil forsøge at give jer et lille glimt af det der er sket de sidste par dage.

Vi tog fra Kisoga fredag morgen til Kampala hvor vi har hele dagen. Vi fik shoppet lidt og lavet en tun-mad og købt lidt ind til om aftenen. I Kampala boede vi i MS huset, hvor vi mødte to piger (Karoline og Nathalie) der allerede havde været i Uganda et stykke tid.

Næste morgen kom Peter og hentede os og vi tog af sted mod Arua. Det var en lang tur, og meget hyggeligt, og fantastisk smukt. Da vi kom til White Castle (hotellet), hvor alle de andre var - 14-15 stykker fra det andet hold og 6 fra vores hold. Der holdt vi fest, var oppe hele natten, fik drukket øl, og fik noget lækkert mad.

Næste morgen checkede vi ud ved 12-tiden. Vi lagde os ned ved poolen for at slappe af, og få lidt sol og hygge os. Så tog vi af sted op til Frederik og Katrine, der hvor de bor. Efter et par timer tog vi ind til Arua, hvor vi fandt vores hotel “Smara White House”. Næste morgen tog vi af sted kl. 6:30 - for vi skulle nå bussen klokken 7:00, der skulle køre os ud til en lille by udenfor nationalparken, hvor vi ventede på Peter, der skulle køre os ind i nationalparken. Da vi var omkring 20 mennesker i alt, måtte vi så leje en ekstra bil (der var ikke plads i Peters bil).

Det er faktisk meget ubehageligt at sidde bag på ladet af bilen. Vi kørte ind i parken i to biler, hvor vi så antiloper, aber, vortesvin, desmerdyr og giraffer. Så kørte vi ned til Nilen, hvor vi blev delt op i to grupper. Den ene gruppe, der skulle på safari, og den anden, der skulle ud og sejle på Nilen. Fordi strømmen var gået på hotellet om natten, var det kun Malou der havde fået opladet sit kamera, så Lisa fik slet ikke taget nogen billeder.

Vi havde ikke rigtigt forstået, at vi skulle på safari i 6½ time, så vi havde ikke fået hverken vand eller mad med. Men vi tog altså af sted på safari, og så en masse dyr. Elefanter, en enkelt krokodille og gnuer, og vi kørte virkelig tæt på en giraf. Nationalparken var på størrelse med Fyn.

Vi kørte rundt i 6 timer, og der var en guide med, der sad inde i bilen. Vejene i Uganda er røde og meget støvede, og der er vildt mange huller i vejene - det var alligevel fantastisk… og når vi skulle tisse, så skulle man lige overveje om der kom en løve eller andre vilde dyr.

Da vi kom tilbage, skulle vi sejle et lille stykke over Nilen til et hotel, der hed Red Chili, og der mødte vi så det andet hold, som havde været ude at sejle på Nilen, mens vi var på safari. Vi fik noget god mad.

Senere satte vi os ind i baren (der var en del af hotellet) og mens vi sad der, kom nogle af de andre hjem. De var nærmest stødt ind i en flodhest der var gået op tæt på hotellet og som stod foran vores hytte, hvor den stod og gnaskede lidt græs. De kom ind i baren og så helt vilde ud i hovederne… Så Lisa, Malou og Sune gik ud for at se den, og de lyste rundt men kunne ikke rigtigt finde den - men pludseligt hørte de den stod og gnaskede over ved siden af deres hus.

Næsten morgen skulle vi ud og sejle - og da havde Lisa fået opladt sit kamera, så hun fik taget masser af billeder. Vi fik alligevel set krokodiller, elefanter, fugle - men ikke nogen løver… det var lidt ærgerligt.

Vi sejlede på til “Murchson Fall”, det var ret vildt, og vi fik taget en masse billeder.
Så kom vi tilbage til hotellet, hvor vi fik lidt at spise, og så fik vi pakket bilerne, kørte tilbage til nationalparken, hvor vi kørte næsten op oven på vandfaldet. Det var kæmpe stort, og enormt fascinerende. Vi tog en masse billeder - og det var nok det mest fantastiske på hele turen. Da vi skulle tilbage igen sad vi på ladet af bilen, og så begyndte det at regne. Køreturen var på 2 timer - og vi sad syv på ladet af den ene bil. Her sad vi og spillede kort.

Vi skulle ud på den anden side af parken, hvor vi skulle besøge nogle andre MS’ere (Signe og Clara) - hos deres værtsfamilier. Her blev vi indlogeret i nogle hytter (alle 20 MS’ere). Om morgenen tog vi af sted i en matata-bus, og besøgte den skole vor Signe og Clara arbejder, og herfra tog vi (Lisa og Malou alene) til Masindi hvor vi blev hentet af Peter, der kørte os hele vejen tilbage til Kampala, hvor vi ankom i går aftes klokken 19:30. Chris (vores værts-far) hentede os i Kampala, og tog os med tilbage til Kisoga - og det var noget af en tur. Trafikken var totalt kaos, og det blev endnu værre da vi kom ud af Kampala - vi holdt i kø, og det tog os 2 timer at komme til Mukono, og så skulle vi vente yderligere på en bus til Kisoga. Vi var ikke hjemme før klokken 23:30, så vi var trætte, og tog derfor ikke i skole i dag - for vi havde ikke nået at forberede noget. Så nu vil vi bruge påsken på, at forberede noget om demokrati.

Det har været en fantastisk oplevelse - og vi fik så enormt mange indtryk. Det var spændende at se hvor de andre bor, og hilse på de andres værtsfamilier.

Angel kom ind i morges klokken kvart i otte, og bankede på vores dør - mens hun sagde “Malou - wake up Malou”… vi har savnet dem, og Angel er simpelthen jordens dejligste lille perle.

Malou blev iøvrigt kørt ned af en Boda i dag… blev ramt og “fløj gennem luften”. Der var nogle biler, der holdt tilbage for hende, så troede hun at alle de andre også holdt tilbage men det gjorde de ikke, så hun fik ikke set sig ordentligt for. Der skete ikke noget - men det var lidt af en forskrækkelse.

Så er vi ankommet til det nye hotel i Arua. Har været ude og besøge Frederik og Kathrine. Det var virkelig hyggeligt. Nu skal vi ud og spise, og så skal vi tideligt op i morgen. Vi skal være på bussen klokken 7 i morgen tidlig, så vi skal vist tidligt i seng. Kys og Kram - Lisa

[Vi har her til eftermiddag fået talt med Lisa på telefonen. Hun har endelig fået sin telefon igen, som hun havde glemt i Kampala. En venlig sjæl havde taget den med til Arua - så nu kan Lisa igen holde kontakten ved lige telefonisk såvel som ved SMS. Lisa fortæller:]

Nu sidder vi i Arua på et skønt, skønt hotel sammen med alle de andre MS’ere. Der er bare så hyggeligt. Sara og en fra det andet hold har fødselsdag i morgen. Malou og jeg ringede for at snakke med Ivan, for at høre om han kunne hjælpe med at booke nogle billetter, men en ven af ham tilbød dem at vi kunne køre med dem derop, og det var jo bedre at sidde i en bil end i en bus.

Det var en meget smuk tur - turen tog otte en halv time. Vejen var helt forfærdelig - selv om det er asfalterede veje, så var der simpelthen SÅ mange huller, og man kan ikke forestille sig hvor store hullerne var. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg dunkede hovedet op i taget på bilen. Det var en fantastisk tur, og ude i horisonten kunne vi se bjergene, og vi fik at vide, at de lå i Congo (Blue Mountain). Vi så også vores første elefant, den havde to fugle siddende på ryggen - og det var helt vildt. Det var simpelthen bare så smukt. Det er frustrerende, for man vil gerne tage billeder af det hele - men man kan slet ikke formidle denne skønhed i et billede. Man har lyst til at fortælle om det vi ser og oplever, men man kan slet ikke sætte ord på sine følelser.

Vi er blevet tilbudt at tage med på en tur til en nationalpark på vej tilbage, så skal vi se lidt wildlife på vejen tilbage, og vi skal også sejle en del af turen på Nilen. Vi regner med at være tilbage i Kisoga på onsdag.

Der er ikke lagt noget fast program for undervisningen, så vi styrer selv hvor meget vi vil undervise. Hvis vi har lyst, kan vi endda vælge også at arbejde på et lokalt health-centre eller lignende. Vi har således selv indflydelse på hvor meget vi skal arbejde og med hvad. Skolen er bare lykkelige for at vi er der.

Der er ikke bad i det hus hvor vi bor. Men vi vasker os med varmt vand (som familien koger til os), blandet med vand fra brønden - i en balje. Familien selv vasker sig kun i koldt vand.

[Vi var jo nysgerrige efter at høre, hvad det var for et dyr der havde skræmt livet af Lisa, og fået hende til at vække Malou midt om natten, så vi spurgte ind til dette…]

Det var en slags flyvende kakerlak. Der er i øvrigt masser af firben - dem er jeg ikke så bange for. Men jeg tror min hysteri over smådyr er smittet lidt af på Malou, så nu er jeg ikke længere helt alene om at være “hysterisk” over smådyr og småkravl, Malou kan også miste pippet en anelse, når der kravler ting rundt omkring hende, hun ikke ved, hvad er

Vi spiser ikke ret meget kød hernede, så vi savner proteiner. Vi spiser mest frugt og grønt, men har dog også smagt fisk. Jeg er ikke så glad for fisk, men Malou syntes det smagte vildt godt. På vejen til Arua stoppede vi i en landsby og købte nogle grillspyd med kød. Det var ikke andet end scener og fedt, men alligevel nød vi det, for det var KØD Da vi var i MS huset forleden, fik vi købt noget brød - for det spiser man ellers ikke hernede - og lavede lidt tunsalat. Og vi stornød et stykke ristet brød med tunsalat.

Jeg har købt lidt havregryn hernede, og laver havregrød til morgenmad - jeg har også prøvet at servere det for værtsfamilien her forleden dag. Jeg er dog ikke sikker på om de kunne lide det, selvom det lod til at vores værts-far godt kunne lide det.

[Det virkede også som om Lisa og Malou er tilfredse med at Basim nu er røget ud af X-Faktor. De mener vist heller ikke helt han hørte hjemme i finalen.]

[Så er der igen nyt fra Uganda - denne gang fra Malou der skriver:] 

Jeg sidder i MS hus, Kampala, sammen med Lisa og to andre piger fra holdet før os. Lisa og jeg tager nordpå til Arua i dag. Vi skal op til Frederik og Kathrine, til fest med andre fra MS. Det er en tur på ni timer, men heldigvis bliver vi kørt hele vejen, da vi har pakket taskerne med masser af slik og masser af drikkelse. Mandag tager vi på en tur fra Arua, hvor vi komme til at se elefanter, og vi skal sejle ned ad Nilen. Vi er først tilbage i Mukono igen onsdag.

I går var vi i Kampala og tog hen til en fyr vi mødte i sidste uge, som bor på et back-packer hostel. Senere var vi på en bar tæt på MS’ hus. Forinden havde vi spist aftensmad med de to andre og været ude og shoppe lidt i Kampala. Her er godt vejr - 28 grader. Jeg savner jer, hils alle!

Kærlig hilsen Malou

Stod op i morges, gik i bad og vaskede hår. Havde det heldigvis meget bedre, efter at have været syg hele dagen i går, så vi var nervøse for, at skulle rykke vores afgang til dagen efter. Jeg fik spist noget morgenmad: fantastisk velsmagende kiwi, lækre bananer og en lille portion havregrød - knapt så lækker og rigtig tør. Så nu var det kun sommerfuglene i maven, der irriterede.

Vi vinkede farvel til Pernille og Alda der drog mod Hoima omkring kl. 10. Umiddelbart derefter tog vi af sted mod Mukono. Peter (DW’er) kørte os til centrum af Kampala hvor vi skulle finde en matatu. Ivan fulgte os og hjalp med at bære vores tasker. Vi måtte sidde med vores store tasker og al håndbagagen på skødet - meget ubekvemt, og jeg fik det hurtigt dårligt. Den 45 min lange tur blev forfærdelig. Fik totalt hedeslag, stærk kvalme og blev meget svimmel, kunne faktisk ikke se noget ud af øjnene. Malou fortalte, at det så meget voldsomt ud: jeg var helt bleg og øjnene rullede i hovedet, og kort var jeg slet ikke til at få kontakt med, før jeg faldt i en dyb søvn. Ivan vækkede mig kort før vi skulle af i Mukono og tilbød mig, at tage med ham tilbage til MS huset hvis jeg ikke var parat til at møde min værtsfamilie, men en tur som den jeg lige havde været igennem kunne jeg slet ikke overskue, så takkede pænt nej tak.

Vi skulle heldigvis kun over på den anden side af vejen, ind i en gyde, over nogle pæle der lå på tværs i den smalle gang, op af nogle ildelugtende trapper (især oven på en god omgang kvalme) og op på 2. sal hvor Anja (DW’er) sad på et kontor og ventede på os sammen med Christopher Wali (vores værts-far) og hans chef Nicholas. De arbejder for organisationen UEEF (Uganda Environmental Education Foundation) som vi nok også kommer til at arbejde med, under vores ophold, og i hvis hovedkontor vi sad. Vi snakkede med dem i et kvarters til, hvorefter vi satte os i bilen og kørte mod det, der bliver vores hjem for de næste 3 måneder. Vi kørte i 20 min ad den mest bumpede vej man overhovedet kan forestille sig. Vi bestilte ikke andet end at sidde og hoppe, og passe på at hovedet ikke bumpede op i loftet når der var store huller - nu er vi rigtig kommet til Afrika.

Da vi kom til huset blev jeg overrasket over, hvor stort det virkede og rimeligt flot - meget bedre end jeg havde forventet. Da vi kom ind i stuen, blev jeg lidt forskrækket over hvordan det så ud indeni. Umiddelbart så det pænt ud, men væggene gik ikke op til loftet - der var bare tomt, gulvet var den bare beton, og udover en masse stole og en sofa, er der ikke forfærdeligt mange møbler. Ud af bagindgangen lå en lille gård, hvor soveværelserne lå til højre i et lille murstenshus. Køkkenet, også bygget i mursten, lå lige fremme og en stor vandcontainer (opsamler regnvand fra tagene) og dyrenes bure til venstre. Mellem køkkenet og et af burene til hønsene, er en lukket gang til baghaven, hvor de har en lille banan-plantage (matooge), som man skal igennem, for at komme til latrinen, der ligger i et lille ‘hus’ af cement med 2 indgange. Til højre går de voksne, til venstre børn og gæster. Der er ca. 1 m² til badeplads og et lille rum dækket af et bliktag (ligesom resten af husene) med et lille, men meget dybt hul i jorden, der er meget svært at ramme og som ikke lugter særligt godt. Så vi gruer for maveproblemer, som vi nok er ret sikre på at få, efter at have set køkkenet - godt nok med energibesparende stenovn - det virker meget primitivt. Vores værelse blev vi til gengæld meget overraskede over - virkeligt dejligt, behageligt og fint.

Længere nåede jeg ikke at skrive da mit lys tiltrak et stort dyr ind under vores dør. Først var det ikke noget problem, Malou sov og vi lå jo under vores myggenet, så jeg løb over os slukkede lyset og kravlede hurtigt under mit net. Jeg skal til at pakke min dagbog og kuglepen væk, da dyret kravler ind af et lille hul i nettet, hvor jeg åbenbart ikke har fået det stoppet tæt nok ned under madrassen. Jeg springer op, ud af sengen og råber til Malou: “luk min ind, luk mig ind” med panik i stemmen. Sprang in i hendes seng og lukkede omhyggeligt nettet til efter mig. Der sad vi ellers og “panikkede” sammen, og da dyret blev roligt, tilbød hun, at jeg kunne sove i hende seng i nat. Vi svedte enormt og vågnede ved de mindste lyde og bevægelser - selv vores egne.
 
… fortsat

Efter at have sat vores ting ind på værelset, vinkede vi farvel til Ivan og Anje. Nu var vi for alvor på egne ben.

Vi fik 14-årige Betty, en af husets 8 børn - og virkelig dygtig til engelsk, til at vise os ind til byen, hvor vi kan købe vand. Derefter gik vi en kort tur gennem byen og tilbage. Malou og jeg gik senere selv ned og købte vand til aftenen og næste morgen, og satte os på nogle sten og delte en sodavand. Der stillede sig en masse børn op og kiggede på os - det synes vi sådan var lidt ubehageligt. Da vi kom hjem pakkede vi ud, og en datter af en af de ældre døtre (der til daglig bor i Kamapala) ved navn Angel, kom ind til os. I starten troede vi hun var en dreng (lidt pinligt), hun gik i shorts og havde bar mave. Hun var meget ivrig efter at pille ved vore ting, synge sange, lunganske (det lokale sprog i denne del af landet) såvel som engelske. Alt lige fra at tælle til 10 til “Jingle bells”.

Vi fik mad ca. kl. 19 (hvilket var meget tidligt, da vi har fået at vide, at man normalt spiser aftensmad mellem 21 og 24). Vi fik serveret en kæmpe portion ris og 5-6 kartofler - hver! Så fik vi også en skål ind med sovs og oksekødsklumper, og lidt spinat ved siden af. Det smagte virkelig godt. Angel, der spiste sammen med os, spildte virkelig meget, fordi hun delvis spiste med den gaffel hun havde fået, og delvist med hænderne.

Efter maden, gik vi den tur, vi tidligere havde gået med Betty, inden solen gik ned. Vi var meget trætte og familien var meget generte, så da strømmen gik ved halv 9-tiden besluttede vi os for at gå til ro og ligge og læse lidt. Cirka en halvtime senere, kom strømmen igen (utroligt nok) og jeg skrev dagbog, hvorefter jeg tilbragte natten i Malous seng, hvor vi lå og hoppede i takt med bassen til den høje musik, de spillede på den lokale bar.

Håber det besvarede nogle af alle jeres spørgsmål omkring familien og hvor vi bor. Vi er meget glade for det og de er virkeligt renlige, så vi har endnu ikke haft problemer med maven - hvilket vi er meget glad for!

I dag havde vi vores første undervisningstime i P6. Vi har lidt blandede følelser omkring det, da vi ikke rigtig fik noget respons fra læreren, men vi synes det gik okay. Vi fortalt om os selv, lidt om MS og så en masse om Danmark. Eleverne er meget generte, men de havde da en masse spørgsmål til os, så det er jo godt nok - og de kan forstå vores accent - det er jo det vigtigste. I morgen skal vi undervise P5 - hvor vi har besluttet at gøre det samme som i P6, bare med nogle ændringer, som vi sætter os og laver i aften. På mandag eller tirsdag skal vi nok fortælle lidt mere om MS og om demokrati, og så har vi besluttet, at det kunne være sjovt at fortælle om H. C. Andersen og snakke lidt om eventyr, måske endda bevæge os ind på en grundlæggende analyse af et. Nu må vi se, hvordan vinden blæser - det hele er lidt uoverskueligt endnu, så nu skal vi bare have weekend!

Hvad stiller man op når 30 små børn følger efter dig når du går hjem fra skole?
Og hvordan siger man “Stay” på luganda?

I går var det vores første dag i skolen. Vi fulgtes med vores værstfar, Christopher derhen, hvor vi blev præsenteret for skolens Headmaster, der hedder Andrews Kisoga, eller noget i den stil. Han var meget begejstret for vores ideer og meget glad for at se os. Der er 7 trin i Primary schoole, P1-P7. Vi skal undervise P5 og P6, da det er de klasser der er bedst til engelsk.

De to første dage her skal vi bare følge undervisningen og se hvordan det foregår hos dem. Det er anderledes, men slet ikke så forskelligt fra Danmark som jeg havde forestillet mig. Lærerne virker søde og vi har ikke oplevet at nogen af børnene er blevet slået eller skældt ud som vi havde frygtet de måske ville.

Vi blev derimod mødt af en jubel af glæde jeg aldrig har oplevet før da vi kom ind i klassen, P5 for første gang. Headmasteren introducerede os som de nye lærere og derefter ville glædes ”skrigende” fra de 60 elever næsten ingen ende tage. Det var meget overvældende og jeg fik næsten helt tårer i øjnene over den store begejstring.

Det er som sagt nogle kæmpe klasser vi skal undervise. Omkring 60 børn og når de er fuldtallige er der ca. 80. Idag skal vi bruge tid på at forberede undervisningen til i morgen. Lisa har fået en rigtig god ide til at fortælle om H. C. Andersen. Så i aften finder vi eventyrene frem og forbereder lidt om ham. Selvfølgelig også om MS Uganda og os selv.

Da det blev frikvarter satte Lisa og jeg os foran skolen på en bænk i skyggen for at slappe lidt af og drikke lidt vand. Men den fred var hurtigt forbi - vi havde ikke siddet der mere end 3 min før vi var fuldstændigt omringet af børn. De stod foran os og ved siden af os og bagved os og kiggede så øjnene var ved at trille ud af hoved på dem.

Det var lidt for meget så vi søgte ind på headmasterens kontor hvor vi fik serveret nogle sweet potatos og en ualmindelig sød kop te. Men børnene hang stadig lidt i døren indtil kontoret af bare nysgerrighed.

Vi bestemste os for at tage hjemad ved en et-tiden, da det var blevet meget varmt og indtrykkene fra dagen var mange. Det skulle vise sig ikke at være lige til. Da vi forlod headmasterens kontor og gik over skolegården stimede der sig en hale af børn efter os – det blev til flere børn og til sidst tror, jeg vi havde omkring 60 små børn i ensfarvede, små skoledragter efter os. De fulgte efter os gennem byen som et optog og der var intet der kunne få dem til at blive. På vejen råbte de til os: HEY MSUNGU! HEY MSUNGU. Det er sødt og kært som altid, men også lidt for meget for os.

Endelig var vi tilbage ved vores families hus. Og der var da også en 6-7 fremmede børn som var på vej med os ind på vores værelser.

Der fik vores husmor Khezia dog talt dem væk. Men jeg tror nu hun morede sig ret godt over alle de fremmede ansigter i hendes gård.

Det er utroligt at mærke, hvor interesserede folk er i os, og hvor forundrede de bliver når de ser os. Nogen gange går vi gennem landsbyen og så kan jeg kigge mig over skulderen og se mindst 10 menneskers øjne hvile forstenet på os..
Håber snart vi vænner os til det - eller endnu bedre, at de vænner sig til os, så vi en dag kan gå gennem landsbyen uden at vække nogen særlig opsigt.

- Malou

Dagen startede som den har gjort de sidste mange dage - med et godt solidt måltid, som ofte indebærer frugtjuice og tørt brød.

Efter morgenmaden fik vi undervisning i demokrati, som er MS’s hovedopgave her i Uganda, at formidle og forklare at demokrati er meget mere end politik. Det var virkelig spændende men også ret langt, og når man ikke er vandt til at gå i skole og sidde stille så længe, var det lidt hårdt - men ikke desto mindre enormt relevant og spændende. Vi fik en masse materiale udleveret, hvorigennem vi kan formidle om demokrati på lavt niveau i skoler såvel som i familierne, eller ved samlinger blot med nogle kort (en slags spil, hvor man trækker et kort med en “case” på, og så diskuterer man i gruppen). Derudover fik vi en fin T-shirt hvorpå der står ”Democracy - a way of life”.

Vi legede en lille leg, hvor vi fik udleveret nogle roller (i en skolesituation) hvor nogle skulle være korrupte, andre ikke. En elev blev gravid, og hvordan man tackler det (i et demokratisk samfund), elev-lærer forhold, og bestikkelse. Det fik os endnu mere til at indse, hvor vigtigt demokrati er, og hvor indgroet det er i os, at vi har rettigheder og ytringsfrihed.

Derefter fortalte de om det arbejde, vi kommer ud til, og hvordan vi takler det – bl.a. med, at nogle elever bliver slået, nogle endda i hjemmet osv. Malou og jeg, der havde fået at vide af Peter (DW’er) at det sted vi skulle ud til, var meget primitivt, og at de måske skulle forsøge, at finde en ny familie til os, fik nu at vide, at det var en rigtig god familie og et godt sted. Så vi følte os lidt splittet og vidste ikke rigtig hvad vi skulle tro på - vi måtte bare vente og se udfaldet, og derefter se det med egne øjne. Uanset hvad ville det blive en udfordring og en kæmpe oplevelse!

Efter frokost, tog vi ud for at besøge et ”health centre”, TASO, som har flere centre rundt om i Uganda. De arbejde meget med AIDS ramte, og det var virkelige spændende at gå rundt at se. Vi fik endda lov til at komme ind i børnerummet hvor de AIDS ramte børn levede (der var ikke andre end en mor og en lille baby der legede). Vi hørte også om nogle kurser de lavede for AIDS ramte, så når de bestod kurset fik de en symaskine (som var lavet at en AIDS ramt mand) på den måde kunne de holde dem i gang, så deres liv ikke gik helt i stå. Der var også nogen, der købte halskæder en syg kvinde sad og lavede.

Det hele var ret primitivt og deres sygejournaler var bare nogle papmapper der stod i et lille skurlignende hus, hvor der arbejde 2 mænd på at holdt styr på dem og hente og bringe journalerne, når lægerne skulle eller havde brugt dem.

Efter rundturen, satte vi os alle sammen om bag på baglæsset af Anjas bil, som så kørte dem som ville til byen, og resten hjem til hotellet. Katrine og jeg kørte til hotellet, hvor vi fik pakket vores notesbøger og kameraer ned, så vi kunne tage på internetcafe - det var derfra vi fik sendt de første mails hjem til Danmark. Da det nærmede sig aftensmadstid tog vi en Boda-boda hjem (grin - Katrine er stiv af skræk hver gang).

Til aftensmad tog vi på en virkelig lækker restaurant med udsigt over Nilen. Bortset fra, at strømmen gik da vi skulle til at bestille, og at der var VIRKELIG mange dyr, var det en skøn restaurant. God mad og fantastisk udsigt! Og dyrene forsvandt sådan hen af aftenen. Jeg fik bestilt forret, hovedret OG dessert (puha hvor var jeg mæt) for 23.000 shillings for omkring 75-80 kr. Er sikker på jeg får omvendt kulturshock når jeg kommer hjem og skal betale 50 kr. for en øl hehe

Malou, Frederik og jeg sad på terrassen og drak en øl, inden jeg kravlede i seng og efterlod de 2 til at lytte til musik i endnu en halv time.

Har sovet skidt i nat. vågnede efter kort tids døsen da hanen galede, og senere igen da vækkeuret gjorde den kunsten efter. Havde mit første (meget kolde) bad i Uganda - egentlig ikke så anderledes end i DK, da vi har badekar på hotellet!

Vi spiste morgenmad og så var det ellers af sted på ”treasure hunt” i Jinja. Vi fik at vide, at de have sendt os en mail, hvori der stod hvad vi skulle – hvilke spørgsmål vi skulle have svar på, for at lære mere til byen, landet, og dets infrastruktur. 1. opgave var altså at finde en internet café.

Sådan en fandt vi rimeligt hurtigt, kun 20 minutters gågang fra hotellet. Der printede vi mailen ud hvori vi fandt omkring 41 spørgsmål. Så måtte vi ellers af sted og finde svar på vores spørgsmål. Vi tog bl.a. på det lokale marked hvor vi skulle tælle hvor mange forskellige grøntsager de solgte. Det var virkelige en stor oplevelse at møde folket på den made. Vi snakkede med en masse sælgere og stillede dem vores spørgsmål, som de var mere end villige til at svare på – og de synes det var fedt vi interesserede os så meget for dem og deres land.

Byen Jinja har også øgenavnet de hvides by, da der bor rimeligt mange hvide mennesker. Det oplevede vi nu ikke meget af, dem vi så kunne tælles på en hånd.

Da vi havde fået svar på alle vores spørgsmål, skulle vi så mødes ved ”The Source of the Nile”, lidt uden for Jinja. På det tidspunkt var vi kun 5 i gruppen, da Frederik var taget til lægen, med mulige bivirkninger ved hans malariamedicin.

Vi måtte derfor dele os op på 3 boda-boda’er, hvor der så måtte være en der sad alene. Boda-boda er en knallert/motorcykler man kører rundt på, når man skal til nærtliggende destinationer, du betaler simpelthen chaufføren for at køre dig rundt.

Skal du fra sted til sted benytter man sig af en boda-boda eller en cykeltaxi, hvor du bare sidder bag på cyklen, der er betrukket med en pude. Efter mørkets frembrud, eller er man mange, benytter man sig af special hire-taxier, som egentlig fungerer ligesom taxierne i Danmark. Skal du til et af de nærtliggende distrikter, tager man en Matatu fra taxipladsen i det ene distrikt til et andet. I Jinja var der ikke nogen decideret taxiplads, så de holdt på vejene og råbte ud af vinduerne, De kører ikke før bussen er helt fuld - gerne mere end fuld. Skal man meget langt, som fx til et distrikt i den anden ende af landet, tager man busser, hvor man skal bestille plads.

Da vi var ude at køre på boda-boda for første gang efter vores ”treasure hunt”, ville Malou gerne sidde alene på den ene boda-boda, mens vi andre sad 2 og 2, Camilla og Amalie sammen og Katrine og jeg på den sidste. De kørte virkeligt hurtigt og vi måtte bede vores chauffør sætte farten ned adskillige gange. Camilla og Amalie drejede ned ad en anden vej, mens Katrine og jeg fortsatte ligeud. Vi kunne se at Malou også drejede af… længere fremme stødte vi på Camilla og Amalie igen, men Malou var bare ingen steder at se. Vi gik næste helt i panik, og da vi kom til indgangen til ”The Source of the Nile” ventede vi nervøst på at hun skulle dukke frem i horisonten. Vi ventede i 5 minutter før hun glædeligt dukkede op - hun var blevet forskrækket over han havde drejet af, og hoppet af i farten. Han forsøgte at forklare de bare var kørt en omvej, og efter en del overtalelse, hoppede hun på boda’en igen og kørte os i møde.

Vi var de første der ankom til Nilen, så vi havde god tid til at kigge på boder, hvor de havde massere smukke træskulpturer, billeder og smykker. Malou fik købt nogle flotte halskæder med elefanter på, til meget billige penge - kun 2000 Ugandiske shilling pr. stk. (1000 USH = 3,3 DKR), så godt 15 kroner for 2 halskæder, kan vi nok lige overkomme. Og sådan er alle priserne hernede - en vand koster i supermarkeder 400-500 shillings (alt efter mærke og sted) og omkring 1000 shillings på restaurant.

Da de andre ankom til Nilen sejlede vi en tur ud på Nilen og Victoriasøen - det var helt fantastisk smukt, og vi kunne simpelthen ikke stoppe med at tage billeder, da de smukke naturscenarier hele tiden dukkede frem, endnu smukkere end før. Vi sejlede hen til en restaurant, som simpelthen havde så meget charme. Der var rækker af smukke eksotiske blomster, frugttræerne tårner sig op over the hele, og de mest hyggelige stråtæktshytter med borde og stole under til at nyde en lækker frokost under men en skøn udsigt lige ud til Victoriasøen og Nilen - jeg kan slet ikke beskrive, betagelsen af denne natur, mikset med lækker pasta og kartofler, og hvor fantastisk det var - klart et besøg værd!

Da vi havde spist, hentede båden os igen, og vi kom tilbage til vores udgangspunkt. Vi satte os alle om på baglæsset at Anjas (en anden dansk DW’er tilknyttet vores program) bil, som så korte os alle hjem til hotellet hvor der sad 2 unge danskere også, Sofie og Sune, der ligesom os var frivillige og havde været i Uganda i en måned. De fortalte om deres ophold, og hvad vi kunne forvente både arbejdsmæssigt og familiært. Det var ret betryggende og derefter glædede vi os bare til at komme ud til vores respektive familier.

Om aftenen var vi på en lokal restaurant (2friends) og spise sammen med Sofie og Sune. Derefter tog vi hjem og sov efter en lang og udmattende dag.

Vi havde sat vækkeuret til 2 timer før vi skulle køre mod Jinja – nemlig kl 9 – vi havde bare glemt at ændre tiden fra dansk tid, så vi blev vækket af Ivan der bankede på døren og sagde at nu skulle vi køre. Vi fik dog tid til at spise en hurtig morgenmad, men I farten glemte vi nogle ting på værelset da vi kl. 10 vendte næsen mod Jinja – hvor vi skal bo de næste par dage.

Vi kørte i 2 biler – den ene med Sarah og Ivan (koordinatorer) og den anden med DW’eren (Development Worker) Peter. Det tog ca. 3 timer på bumpede veje og gennem Mukono, hvor Malou og jeg skal bo, inden vi kom frem til Jinja. Vi var alle meget betaget af den utroligt smukke natur. I Jinja blev vi indlogeret på hotel Timton hvor jeg delte værelse med Malou og Katrine.

Vi fik et kort intro-forløb i Uganda og i, hvordan vi skulle gøre brug af de lokale transportmidler: Boda-boda, Special hire, Matatu (taxi), cykeltaxi osv.

Derefter gik vi en tur ned til byen, og mange fik købt manglende nødvendigheder som vaskepulver, vand og tandpasta på den lokale tankstation. Så fortsatte vi ned mod byen, hvor vi fandt posthuset og et sted at købe SIM- og taletidskort.

Om aftenen spiste vi aftensmad og drak en øl (Nile special) inden vi kravlede til køjs.

[Her til morgen modtog Malous mor en spændende SMS fra Malou. De er nu startet i skolen, og skal til at undervise.]

Så sidder jeg i skolen… i en klasse med omkring 50 elever. Vi begynder at undervise i morgen, og selvom det bliver rigtigt spændende, er vi også noget nervøse, for at de ikke forstår os, for vore engelske accenter er meget forskellige. Men skolens Headmaster har sagt at vi taler klart og tydeligt, så det skal nok gå.

Efter skole tager vi til byen og forsøger at gå på Internettet. Vi vil prøve at undervise i noget H. C. Andersen, hans eventyr er oversat og er kendt over hele verden.

Ellers er alting rigtig rart hos os. Vores familie er fantastisk. De er simpelthen så søde.

Kys og knus, Malou

[Lene (Malous mor) har i dag modtaget en SMS fra Malou, som vi viderebringer en del af her.]

Vi har det stadig smadder godt, og vi er meget glade for værtsfamilien som er utroligt søde og gæstfri. Sammenholdet hernede er rigtigt godt [vi antager at det må være mellem de MS udsendte].

Der er så meget at fortælle at jeg bliver helt stresset af alt det jeg gerne vil fortælle, men som jeg ikke rigtig har mulighed for at dele med jer. Men jeg skriver dagbog hver dag, og glæder mig til at dele det med jer. Jeg tænker rigtig meget på jer derhjemme, og følger jer i tankerne hver eneste dag.

[Vi glæder os over alt nyt vi modtager fra pigerne i Uganda]

Tak for jeres søde beskeder på vores hjemmeside, dem er jeg virkelig glad for. Jeg savner også dig Sara, og selvfølgelig også mor, far, og alle jer andre. Tænker meget på jer. Jeg kan love jer for jeg oplever en masse - vi er jo ankommet til Mukono og blevet installeret hos vores familie, der bor 20 min fra byen i en lille landsby, jeg hverken kan stave eller udtale - og det er virkelig langt ude på landet synes jeg. Familien er virkeligt søde og rare og også meget renlige. I dag (2. dagen i Mukuno) var vi ude at gå en tur og se området, hvor vi besøgte byens ‘leder’, som vi snakkede med - hun var virkelig sød og sagde hun ville med os hjem til Danmark - hehe.

Da vi gik, gav hun os en avokado hver, så nu hvor vi er inde i byen, køber vi nogle lime og noget salt, så vi kan spise dem når vi kommer hjem. De er virkelig store i forhold til dem derhjemme, og når man ryster dem ved øret kan man høre kernen inde i midten - det havde vi aldrig hørt før - det morede de sig meget over. I det hele taget morer vores uvidenhed om så mange basale ting dem meget . Jeg skiver dagbog næsten hver dag, men når vi kommer til computeren er det som regel lidt spontant, så har ikke mine skriverier med mig, det må jeg prøve at huske næste gang, vi tager til byen.

Efter jeg havde sendt de 3 billeder og far bad mig sende nogle flere af Malou, sende jeg 2 billeder, og de ligger i min udbakke, så det er lidt mærkeligt de ikke er modtaget, så prøver at sende dem her igen. Det ene er Malou på trappen på vores hotel i Jinja, det andet er Malou på det lokale marked i Jinja også.

Glæder mig til at vi er faldet så meget til at vi kan tage billeder af vores familie og hjem og sende hjem til jer, så i kan se med jeres egen øjne - men der kommer nok til at gå nogle uger. Vi forsøgte at tage et billede af en af de små børn i huset, Angel, som har forelsket sig i os og hele tiden er ved os, men hun så bare meget skræmt ud og det er jo ikke meningen, så vi venter til de er helt trygge ved os og har vænnet sig til vores tilstedeværelse. Der er ikke andre vide i byen, tror jeg, så nar de små børn ser os bliver de næsten helt overraskede og stopper gerne op og stiller sig i en rundkreds bare for at kigge. De råber “Muzungu” (hvid) efter os, som et slags ‘kælenavn’ kun ment pænt, og råber “how are you” efter os, som i de fleste tilfælde hos små børn er det eneste engelsk de kan, og så selvfølgelig råbe “fine” tilbage når vi spørger dem. Der er virkelig rart og dejligt, og efterhånden vænner man sig til den fattigdom, der stærkt præger hele området.

Nu har jeg ikke særligt meget tid tilbage på min computer, så jeg må takke af herfra, men en hilsen til jer alle om at jeg tænker på jer, og elsker jer!
Det er helt mærkeligt jeg kun var været her i en uge!

Ville meget gerne have en update hjemmefra - hvad er der sket i X-factor og hvad med på plejehjemmet???

[Vi har i dag sendt Lisa og Malou en opdatering på X-factor såvel som hvad der sker på Lisas tidligere arbejdsplads.]

Så er vi vel ankommet til Mukono.

Jeg glemte min telefon hos MS [Mellefolkeligt Samvirkes hus i Kampala, Henrik], da jeg pakkede den ud, for at få de andres telefonnumre - dumt. Men jeg får den fredag da vi overnatter hos MS inden vi tager til Arua for weekenden. Det er et super hyggeligt sted vi er kommet hen og familien er virkeligt sød.

Her er meget primitivt, men vi har fået nogle senge og madrasser. Det kommer til at tage lang tid at vænne sig til toilettet [et hul i jorden, Henrik], men det er jo en del af oplevelsen.

Husk jeg elsker jer og hils alle omkring jer.

[Der er kommet fire billeder mere fra Uganda - kig i billedgalleriet, for at se dem.]

Vi modtog her til aften en SMS fra Lisa. Hun skriver:

Så har jeg fået styr på min telefon… og dette er mit nummer Håber i synes det var nogle gode billeder jeg fik sendt og uploadet i går Vi tager afsted til Mokuno i morgen tidlig klokken 9, så i dag har vi en masse ting vi skal købe Min mave har det ikke så godt i dag, det er ikke så rart, men håber på det snart går over!

Husk jeg elsker jer, Lisa

Hun er tilsyneladende ikke klar over at kun 3 billeder kom igennem, så jeg har sendt hende en SMS, og fortalt hende det.

Så kom de første billeder fra Uganda. Desværre kun tre billeder indtil videre, men jeg er sikker på at Malou og Lisa vil forsøge at sende flere billeder de kommende dage.

Men vi kommer til at væbne os med tålmodighed, for som nævnt er Internetforbindelsen ikke så god i Uganda, og det tager meget lang tid at sende noget - often går det galt og de må starte helt forfra. Så vi må tage til takke med det der nu kommer igennem, og glæde os over det der rent faktisk lykkes at sende os nogle få billeder.

Når pigerne kommer hjem vil alle billederne fra turen naturligvis blive lagt ind i billedgalleriet, som du kan finde ved at klikke på “Billedgalleri Uganda” i menuen her til venstre.

Indtil da, må vi klare os med det vi kan få - og tak til Lisa og Malou, fordi de er så tålmodige, og gør dette for at glæde os andre.

Henrik (Lisas far)

Vi har i dag været i telefonisk kontakt med både Malou og Lisa i en lille telefonkonference, der både involverede Malous mor (Lene) og Lisas mor og far (Anette og Henrik). I løbet af denne samtale, gjorde vi os nogle notater, for at kunne lægge dem ind i deres blog til glæde for alle andre:

Pigerne er kommet til Kampala i dag, og da vi fik fat på dem var de mere eller mindre på vej ud. De skulle til byen  i aften og høre noget Jazz. De har ikke haft regelmæssig adgang til Internet, så de har måttet bruge en Internetcafe i Jinja, og nettet der var ganske enkelt SÅ langsomt, at de kunne skrive et langt brev, og når de så forsøgte at sende det, ja så forsvandt det hele igen.

Da de de næste par dage (frem til Lørdag) vil være i Kampala, kan de fra Mellemfolkeligt Samvirkes hus få adgang til nettet, men her er det ligeledes langsomt, og der er kun to computere som de unge kan deles om, sammen med husets øvrige beboere. Da vi talte med pigerne sad de netop og baksede med at sende nogle billeder hjem (dog uden success). De håber dog at få mere held i morgen.

De har snakket med Peter (MS’ koordinater i Uganda), der netop havde været ude og besøge den familie, hvor Malou og Lisa skal bo. Peter kunne rapportere at det var væsentlig bedre forhold end der hvor de i første omgang skulle have boet - og som pigerne fortalte. “Der er endda en stikkontakt - og det er rimelig luksus”.

Der skulle også være en forholdsvis ny latrin (som bare er et hul i jorden, foret med cement). Men der er ikke hverken senge eller madrasser der hvor de skulle sove. MS har dog lovet at finde en løsning på dette problem.

De har været ude og køre på noget der hedder en “boda boda”. Det er en slags knallert eller scooter med chauffør og et dobbeltsæde bagpå, chaufføren sidder på scooterens/knallertens sæde. De skulle ned til Nilens udspring, og Lisa og Kathrine kørte sammen bagpå den ene, mens Malou kørte alene bagpå en anden. Malou fortalte begejstret hvor billigt alting var - for turen på en “boda boda”, der varede 15-20 minutter havde kun kostet et par kroner (i danske penge).

De fortalte også begejstret, hvordan gadebilledet er fyldt med små minibusser kaldet “matotu”. De kører bare rundt og så råber de ud af vinduerne, hvor de skal hen. Er der passagerer der skal til samme destination, råber de bare tilbage, så stopper minibussen, og man tager passagererne ombord. Da de skulle fra Jinja til Kampala kom der en fuldstændig fyldt bus kørende, og da de så råbte “Kampala” til chaufføren og indikerede at de var fire der skulle afsted stoppede han minibussen. Det viste sig at der dårligt nok var to sædepladser, men alle afrikanerne væltede bare ud af bussen for at gøre plads - de blege danskere steg ind, og så klumpede alle de øvrige passagerer sig ellers sammen i minibussen. Malou beskrev det som en “helt vild oplevelse”. Turen fra Jinja til Kampala kostede 12 kroner pr. person.

Vi spurgte dem, hvad de fik at spise - og her kunne de fortælle at de oftest fik en ret lavet med mosede bananer. De har to forskellige slags bananer. Søde bananer som vi har herhjemme, og så har de nogle madbananer (matoge). Der er vist ikke helt enighed i gruppen om man kan lide det eller ej. Kød dernede smager OK - men der er ikke særlig meget kød på kyllingerne, og der er mange scener på. De har også spist æg og brød dernede.

Her til aften lavede de dog selv mad i MS’ hus. Menuen stod på spaghetti med kødsovs - det var Lisa der havde lavet kødsovsen, og det var (ifølge Malou) rigtig godt.

På lørdag drager Malou og Lisa til Mokunu, der er en central provins i Uganda, hvor de skal arbejde og bo under deres ophold. Den by de specifikt skal bo i, kunne de ganske enkelt ikke udtale navnet på, men mon ikke de skriver det i en kommende mail. De kan vælge mellem to skoler, hvor de skal undervise i matematik, engelsk, osv. De håber de kan komme på den skole der ligger længst væk, for der er klasserne ikke så store. Det er ikke ualmindeligt at skolerne kan have op til 150 elever i en klasse.

De har mødt andre volountørarbejdere, der har været ude og undervise, og har lært lidt om hvordan de skal forholde sig på skolen, og håndtere de strenge lærere der slår børnene, etc. De har også fået en masse gode ideer til, hvordan de kan underholde børnene i timerne.

De har fri i weekenderne. Der er rigtigt mange fra deres hold, der skal bo mere nordligt, og mange af dem samles i Aurora i weekenden efter den næste. Det er en lang tur - tager 5-6 timer fra Kampala, men da alle rejser samlet fra Kampala, så skal de først fra Mokunu til Kampala, før de drager nordover til Aurora.

Det var dejligt at høre pigernes stemmer. De lyder meget glade og begejstrede - og det virker som om de nyder det, der må betegnes som deres livs rejse, i fulde drag. Vi glæder os på deres vejne. Vi tager forbehold for, at stednavne og andre afrikanske ord ikke er stavet korrekt - der er langt til Uganda, og telefonforbindelsen var ikke altid lige god.

Uendelig lang flyvetur fra London til Entebbe lufthavn i Uganda. Vi møder først Camilla, der også er rejst fra Kastrup i London i samme fly, uden vi ser hinanden. Flyet er forsinket ca. en halv time fra Kastrup og yderligere en time fra London. I flyet mod Entebbe sidder jeg mellem Malou og en Ugander, Henry, der skal ned og besøge sin familie i Uganda. Får sovet meget lidt.

Da vi nærmer os landingsbanen i Entebbe kigger vi forventningsfyldt ud af vinduet, hvor vi ser store sletter, uendeligt grønt og frodigt landskab og massere fugle og antiloper (gætter vi på hehe).

Det var meget mere end vi havde forventet og fik straks sommerfugle i maven og glædede og os enormt meget til at komme ud af flyet og indlande vores første portion afrikansk luft! Da vi stiger ud er det som at gå ind in en mur af varme og fugtighed, og der går ikke længe før vi alle har smidt de sweatre vi tog på i den kølige flyvemaskine.
Vi køber vores visa og møder Ivan, den ugandiske koordinator, som skal følge os igennem hele vores introforløb og ophold. Han viser os til sin bil, hvor vi i bogstaveligste forstand er ved at gå bagover da døren åbner. Hvordan vi kunne holde selv den korte tur ud i denne ovn er mig uforståeligt. Vi håbede på at hostlet ikke lå langt væk - det gjorde det heldigvis ikke.

Vi ankom efter ca. 10 min. Det var virkelig smukt - husene var meget farvestrålende og der var en masse glade mennesker der tog i mod os, ikke fordi de ventede os men bare af ren og skær venlighed. Vi satte vores bagage på værelset og bestilte en pandekage til brunch (vi ankom kl. 9 i lufthavning og kl. var 10 på det her tidspunkt). Det var vores første rigtige møde med African time. Vi måtte vente en hel time.

Efter vi havde spist, kørte Ivan og vi lagde os ind for at sove lidt. ved 4-tiden gik vi os så en lang tur. Da vi havde gået i 20 min, mødte vi en ung fyr, Peter, der var meget ivrig efter at snakke med os. Han fortalte hvem han var og hvad han lavede og spurgte os ud og Danmark og os selv. Midt i arbejdstiden fulgte han os til det lokale supermarked, som viste sig at ligge ret langt væk. Dette resulterede i den 1. vabel! Da vi kom hjem bestilte vi aftensmad som vi måtte vente på i 2 timer.

Om aftenen ved 10 tiden ankom de andre 7 der havde været på Zanzibar. De var alle i højt humør og havde en fantastisk kulør der fik os andre til at lige nogle bleg-fiser - mere end vi var i forvejen, og det er ikke så lidt hehe.!

Sov helt fantastisk godt min første nat i Uganda!

Kærlig hilsen Lisa

Der er ikke den bedste internetforbindelse fra Jinja, hvor de opholder sig nu, så derfor er der ingen billeder endnu. Vi håber det bliver bedre når de kommer til hovedstaden Kampala - og at der måske bliver lejlighed til at sende lidt billeder derfra. (Henrik)

Vi har hørt fra Lisa og Malou. De er vel ankommet til Uganda i Entebbe lufthavn. Her skal de tilbringe den første nat på et ungdomsherberg. Herefter kører de med bus til Jinja, hvor de vil tilbringe den første uge på et introduktionskursus.

Malou har fået købt et SIM-kort til hendes mobiltelefon, og hun sendte en SMS hjem mens de kørte på de rustrøde jordveje mellem Entebbe og Jinja. De har det godt og er glade for at være fremme.

Lisa har endnu ikke fået et SIM-kort til hendes telefon, men hun ringede fra Malous mobiltelefon her til aften. Hun kunne fortælle, at de den første dag, kun mødt to hvide mennesker - alle hilser på dem, og vender sig om efter dem på gaden, og lokalbefolkningen er MEGET venlige og imødekommende.

I morgen skal de på “treassure hunt”. I stedet for at de bare får tingene at vide, så skal de selv ud i byen og finde svarende, så de skal ud og køre med en taxa, og samle informationer, det skal nok blive spændende. Billedet herover er fra en taxiparkering i Kampala.

Hvad angår den familie, hvor de skulle indkvarteres er der også lidt nyt. Den familie MS havde fundet i Mukono boede LIDT for primitivt - så de vil prøve at finde en anden familie de kan bo hos.